Gå til indhold
Foråret 2025 byder både på Skandinaviens- og Urpremiere på to nye musicals hos Fredericia Musicalteater

Pressemeddelelse -

Foråret 2025 byder både på Skandinaviens- og Urpremiere på to nye musicals hos Fredericia Musicalteater

Skandinaviens-premiere DE TRE BUKKE BRUSE 8. februar 2025
Urpremiere EFTERLYSNING 28. marts 2025

Fredericia Musicalteater sætter i foråret 2025 fokus på nye musicalproduktioner, når de slår dørene op til både Skandinaviens-premiere på Stiles og Drewes børnemusical ”De Tre Bukke Bruse” og urpremiere på den helt nyskrevne danske musical-sangcyklus ”Efterlysning”. Billetsalget er i gang!

Der er godt nyt til alle musical-elskere, når Fredericia Musicalteater i foråret 2025 præsenterer hele to forestillinger, der aldrig er set i Danmark før. Børnefamilier og barnlige sjæle kan se frem til børnemusicalen DE TRE BUKKE BRUSE, der får Skandinaviens-premiere og spiller hele skolernes vinterferie i uge 7, mens det voksne publikum kan glæde sig til en intim og humoristisk forestilling om det at være menneske i EFTERLYSNING med urpremiere 28. marts 2025.

Groovy geder indtager scenen i vinterferien
De seneste år har vinterferien stået i børnefamiliernes tegn på Fredericia Musicalteater og 2025 bliver ingen undtagelse. Her kan teatret nemlig præsentere Skandinaviens-premieren på børnemusicalen DE TRE BUKKE BRUSE skrevet af makkerparret George Stiles og Anthony Drewe, der også stod bag DE TRE SMÅ GRISE, som indbragte Fredericia Musicalteater en Reumertnominering i 2021.

Historien er det klassiske eventyr om de tre bukke bruse, der går på jagt efter grønnere græsmarker og på vejen skal overvinde den fæle trold, som bor under broen. Forestillingen er spækket med ørehængende sange og imponerende stepdans, der med garanti nok skal underholde publikum i alle aldre. Som altid på Fredericia Musicalteater leveres musikken af live orkester.

På det kreative hold bliver det blandt andet et glædeligt gensyn med Mads. M. Nielsen som instruktør og Jonas Vestergaard som scenograf. Sammen med koreograf Liv Stevns skal de forvandle fem musicalperformere i Fredericia Musicalteaters Store Sal til seje gedebukke, en fæl trold, en klog, men distræt hyrdinde og en beskyttende forælder på græsmarkerne i eventyret.

Musicaloplevelsen for børnefamilier i uge 7 er et stort trækplaster for børn og voksne i hele trekantområdet og Fyn, hvor tidligere forestillinger har meldt tæt på udsolgt, når vinterferien nærmede sig. Fredericia Musicalteater glæder sig til at byde velkommen til endnu en omgang børnemusical for hele familien fra 8. – 16. februar 2025.

Urpremiere på ny dansk musical om livets store småting
Hvad er det, vi leder efter? Spørger debuterende dramatiker og komponist Mille Lambert og Kristoffer Nybye i deres nye musical om alle de store småting. EFTERLYSNING er en sangcyklus om noget så banalt som hele livet. Denne hjertevarme musical sætter spørgsmålstegn ved vores evige søgen efter livets mening og ved det menneskelige kaos, der opstår ved blot at eksistere i verden.

Men det er slet ikke så alvorligt, som det måske lyder. EFTERLYSNING er fyldt med humor og god musik, der er helt nyskrevet af den spirende komponistduo. En rørende, sjov og relevant fortælling, der berør tematikker som kærlighed, venskab, drømme, jagten på ro i en hurtig hverdag og længslen efter at finde sin plads i verden – som til tider kan virke overvældende. EFTERLYSNING fortæller alle de mindste historier, der fylder det meste hos mennesker og giver (måske) svar på, hvad vi det egentlig er, vi går og leder efter.

EFTERLYSNING er et led i Fredericia Musicalteaters strategi om at fremme musicaløkosystemet i Danmark ved at udvikle hele vækstlaget indenfor dansk musicalteater. Forestillingen instrueres af Mikal Korsgaard Larsen, der får sin professionelle debut som instruktør.

Den er skrevet og udviklet på dansk og har tidligere været i workshopforløb med blandt andet Fredericia Musicalteaters udviklingscenter PORTAL. Den 7. juni 2024 er EFTERLYSNING desuden en del af Musical Reading Festival på Østre Gasværk Teater, som afholdes i samarbejde med Fredericia Musicalteater som en del af CPH Stage. Her vil de fremmødte kunne få en smagsprøve på forestillingen før det sidste punktum er sat i manuskriptet.

Med venlig hilsen
HAVE Kommunikation

Kontaktpersoner:
Louise Thuesen // louise@have.dk // +45 22 65 52 04
Maya Fernel // maya@have.dk // +45 40 15 35 51

Fakta om De Tre Bukke Bruse:

Spillested: Fredericia Musicalteater, Store Sal
Spilleperiode: 8. – 16. februar 2025
Billetpriser: 95-195 kr.
Billetbestilling: fredericiamusicalteater.dk // +45 53 73 96 01
Forventet spilletid: 55 minutter uden pause
Anbefalet alder: Fra 3 år

Kreativt hold:

  • Musik: George Stiles
  • Tekst og manus: Anthony Drewe
  • Instruktør: Mads M. Nielsen
  • Koreograf: Liv Stevns
  • Scenograf: Jonas Vestergaard
  • Lyddesign: Peter Løvenhardt
  • Lysdesign: Martin Jensen
  • Kapelmester: David T. Mortensen

Fakta om Efterlysning:

Spillested: Fredericia Musicalteater, Lille Sal
Spilleperiode: 28. marts – 13. april 2025
Billetpriser: 125-345 kr.
Billetbestilling: fredericiamusicalteater.dk // +45 53 73 96 01
Forventet spilletid: 2 timer inkl. pause
Anbefalet alder: Fra 12 år

Kreativt hold:

  • Musik og tekst: Kristoffer Nybye
  • Musik og tekst: Mille Lambert
  • Instruktør: Mikal Korsgaard Larsen
  • Lyddesign: Peter Løvenhardt
  • Lysdesign: Martin Jensen
  • Kapelmester: Kristoffer Nybye

Om Fredericia Musicalteater:

Fredericia Teater blev grundlagt i 1837 og genopstod i 2021 som Fredericia Musicalteater. Fredericia Musicalteater er det eneste statsstøttede teater i Norden, som er specialiseret i genren musicals. De opsætter både kendte musicals, nye musicals og udvikler egne musicals. Målet er at være et varemærke for Fredericia og samtidig et kunstnerisk fyrtårn for hele Danmarks musicalscene. Fredericia Musicalteater er i år blevet udnævnt som paragraf 5-teater og er dermed permanent på finansloven fra januar 2025.

I spidsen for teatret står Teaterdirektør Thomas Bay, som deler ledelsesansvaret med Administrerende direktør Ole Justesen.

Emner

Kategorier

Regions

Kontakt

Louise Thuesen

Pressekontakt Seniorrådgiver
Maya Fernel

Maya Fernel

Pressekontakt Projektassistent 40153551

Om os

For os handler kommunikation ikke blot om at råbe højt, eller om for enhver pris at trænge igennem lydmuren i et tiltagende kaotisk mediebillede.

For os handler kommunikation om troværdighed. Om substans. Om at sætte dagsordener. Inden for kulturens verden, i erhvervslivet, i politisk sammenhæng – og i samfundet som helhed.

Vi favner bredt i vores opgaveportefølje, og vores spidskompetencer ligger inden for udvikling af storytelling, strategisk udvikling af brands, oplevelsesbaseret kommunikation og den direkte kontakt med medierne.

Tre årtiers erfaring har gjort os til et af Skandinaviens førende kommunikationsbureauer, og på årsbasis gennemfører vi 150 projekter.

Vi kvalificerer vores samarbejdspartneres historier og sikrer dem gennemslagskraft i offentligheden. Vi folkeliggør substansen, og vi sikrer mediernes interesse for både det brede og det smalle. Vi navigerer sikkert og målrettet gennem medielandskabet, og vi er garant for synlighed, der skaber merværdi – og gør en forskel.

HAVE Kommunikation
Hillerødgade 30 B
2200 København N
Danmark