Pressemeddelelse —
Foreningen Digitalt Kompas præsenterer seks forslag til handling mod techgiganterne
Foreningen Digitalt Kompas præsenterer i dag flere vidtgående forslag, der har til formål at beskytte demokratiet, retssikkerheden og børns trivsel mod tech-giganternes uansvarlige praksisser. Med bidrag fra en række førende eksperter på området, ved en national høring på Aveny-T, er konkrete anbefalinger nu udarbejdet og sendt til Christiansborg og EU.
Skal vi pålægge sociale medier et medieansvar, ligesom de traditionelle medier er underlagt? Ville det kunne begrænse de skadelige virkninger på børn, unge, demokratiet og samfundets sammenhængskraft?
De spørgsmål satte Foreningen Digitalt Kompas fokus på ved en national høring, hvor førende danske eksperter diskuterede, hvordan vi bedst beskytter børn og unge, sikrer troværdig information og værner om den demokratiske samtale – uden at gå på kompromis med ytringsfriheden. Samtidig rejser AI nye spørgsmål om ansvar, gennemsigtighed og den måde, teknologien former vores adgang til information.
Følgende katalog af anbefalinger er præsenteret med bidrag fra eksperter som Margrethe Vestager, Zenia Stampe, Lotte Rubæk, Imran Rashid, Miriam Michaelsen, Malene Charlotte Larsen, Peter Christian Bech-Nielsen og Karen Rønde. Høringen pegede ikke blot på de største udfordringer, men også på håndgribelige løsninger, som i sidste ende ligger til grund for anbefalingerne. Formålet er at give politikerne et solidt afsæt til at handle hurtigt og effektivt for et mere retfærdigt og menneskecentreret digitalt landskab.
6 forslag til handling
1. Hårdere regulering af platformene
Der var bred opbakning til at skærpe kravene til de største techplatforme og gøre dem ansvarlige for de algoritmiske valg, de foretager. Flere af eksperterne foreslog, at platformene skal have et egentligt udgiveransvar svarende til traditionelle medier, når deres algoritmer aktivt distribuerer og prioriterer indhold.
2. Bedre håndhævelse
Flere talere fremhævede, at problemet ikke nødvendigvis er mangel på lovgivning, men mangel på håndhævelse. Reglerne findes allerede i vid udstrækning gennem DSA, DMA, AI Act og anden regulering, men sanktionerne kommer for sent og håndhæves for svagt. I Danmark kan ingen finde ud af, hvem de skal klage til. Det foreslås, at der laves én samlet indgang for alle klager over sociale medier.
3. Styrket beskyttelse af børn og unge
Forslagene omfattede aldersverifikation, begrænset adgang til platforme for mindre børn, hurtigere fjernelse af skadeligt indhold og bedre beskyttelse mod grooming, sextortion og selvskadeindhold.
4. Regulering af AI og deepfakes
Der var opbakning til forbud mod AI-genererede efterligninger af mennesker uden samtykke samt krav om tydelig mærkning og ansvar for AI-genereret indhold.
5. Licensordning for store platforme
De største platforme bør underlægges en licensmodel på linje med banker, lægemidler eller broadcastere, hvor man stiller krav til dem, og hvor de fratages licensen, hvis de bryder kravene.
6. Udvikle alternativer til platformene
Flere pegede på behovet for at udvikle danske og europæiske digitale alternativer, så Europa bliver mindre afhængig af amerikanske og kinesiske teknologivirksomheder og som ikke er baseret på maksimal fastholdelse af brugernes opmærksomhed. Enkelte tror ikke vi kan regulere os ud af tech-fyrsternes magt – og kun ved at lave en total boykot af deres produkter og selv bygge nye alternativer, bygget på sunde fællesskaber, kan vi redde vores samfund.
Læs en uddybning af de seks forslag til handling i vedhæftede sammendrag.
Med venlig hilsen
HAVE Kommunikation
For yderligere information, kontakt venligst:
Rikke Hesselholt // 28 43 38 93 // rikke@have.dk
Om Digitalt Kompas
Digitalt Kompas er en uafhængig forening stiftet af Thomas Breinholt, Bo Tengberg og Christian Have. Foreningen arbejder for at sætte menneskelige værdier over teknologiske interesser ved at samle eksperter, politikere og civilsamfund til at formulere konkrete løsninger. Visionen er at gøre Danmark til et foregangsland for digital ansvarlighed i Europa og skabe et mere retfærdigt og gennemsigtigt digitalt landskab, hvor teknologi udvikles og anvendes på menneskets præmisser - ikke omvendt.
Den nationale høring blev initieret af Foreningen Digital Kompas og foregik på Aveny-T. Høringen blev filmet af Jacob Bogh og vil blive tilgængelig på digitalt-kompas.dk i de kommende dage. HAVE Kommunikation har stået for projektstyringen og pressekoordineringen.
Deltagende eksperter til høringen
Zenia Stampe
MF for Radikale Venstre og nuværende Kulturminister
Lotte Rubæk
Psykolog, overordnet leder af KAG selvskade, ekspert i sociale mediers påvirkning af børn og unges mentale trivsel.
Margrethe Vestager
Tidligere EU-kommissær og en af Europas mest markante stemmer i arbejdet med at regulere de globale techgiganter.
Imran Rashid
Læge, bestsellerforfatter og en af Danmarks førende formidlere af teknologiens påvirkning af menneskers opmærksomhed, adfærd og trivsel.
Miriam Michaelsen
Advokat med speciale i digitale krænkelser og forperson for Medierådet for Børn og Unge med fokus på børns rettigheder og sikkerhed online.
Malene Charlotte Larsen
Forsker i børn og unges digitale liv og ekspert i sociale mediers betydning for fællesskaber, trivsel og identitetsdannelse.
Peter Christian Bech-Nielsen
Stifter af techmediet Radar og en af Danmarks skarpeste analytikere af techgiganter, AI, digital regulering og overvågning.
Karen Rønde
Director of EU Policy & Big Tech, Amedia
Emil Salzer
Digter, debattør og huspoet for Berlingske med særligt fokus på religions – og kønsrettigheder.
Moderator: Louise Sparf
AI-rådgiver og direktør i Atlas Group
Emner
Kategorier
Regions
Om Digitalt Kompas
Digitalt Kompas er en uafhængig forening stiftet af Thomas Breinholt, Bo Tengberg og Christian Have. Foreningen arbejder for at sætte menneskelige værdier over teknologiske interesser ved at samle eksperter, politikere og civilsamfund til at formulere konkrete løsninger. Visionen er at gøre Danmark til et foregangsland for digital ansvarlighed i Europa og skabe et mere retfærdigt og gennemsigtigt digitalt landskab, hvor teknologi udvikles og anvendes på menneskets præmisser - ikke omvendt.