Pressemeddelelse -
Fredericia Musicalteater åbner sæson 2026 med julestemning og grisefest!
Premiere: JUL PÅ TEATRET 27. november 2025
Premiere: DE TRE SMÅ GRISE 7. februar 2026
Billetsalget er i gang!
Fredericia Musicalteater åbner dørene til endnu en magisk sæson i 2026, og kan i dag offentliggøre to forrygende forestillinger, der vil glæde både børn og voksne. Den Reumert-nominerede børnemusical DE TRE SMÅ GRISE vender tilbage i en ny version lige op til skolernes ferie i uge 7, mens den traditionsrige julekoncert JUL PÅ TEATRET skruer op for den helt rigtige julestemning i november måned.
Kom i julestemning på Fredericia Musicalteater
Julen er hjerternes tid. En højtid vi som mennesker samles om med familie, venner og dem, vi har kær. Julen er varm, hyggelig, velduftende og fyldt med kærlighed. Den er morsom, ensom, traditionsrig, stressende, altid den samme og alligevel altid anderledes.
I dette års julekoncert fejrer Fredericia Musicalteater juleminderne. Vi hylder de gode, sætter pris på de sørgelige og skaber vores helt egne i teatrets intime Lille Sal, hvor vi lader os fortrylle af julens magiske musik.
På scenen præsenteres musicalperformerne Lars Mølsted, Maria Skuladottir, Mads Æbeløe Nielsen og Cecilie Thiim. Sammen fører de publikum gennem juleminderne med både kendte og mindre kendte julesange, de gamle klassikere og nyere bjældeklang.
Publikum kan glæde sig til en af årets hyggeligste juletraditioner for hele familien, når julens magi synges ind med varme og charme.
En familiesucces vender tilbage!
Er du klar til at grynte af grin? Den Reumertnominerede musical DE TRE SMÅ GRISE vender tilbage i 2026 i en større og opgraderet udgave på teatrets store scene! Historien er den klassiske om de tre små grisebasser, Schwein, Nee og Stig, der skal undslippe den store stygge ulv. Men historien har fået en lille krølle på halen… For selvfølgelig skal de tre små grise lære at stå på egne klove, når de flytter fra Mor Gris, men i denne historie er der meget vigtigere ting på spil. Ja, for i denne musical ender de nemlig som verdensberømte superstjerner!
Lars Mølsted er tilbage i rollen som den stygge ulv, som han sidst spillede i 2021, mens resten af castet offentliggøres senere på året.
DE TRE SMÅ GRISE er en tempofyldt, fjollet og charmerende børnemusical fyldt med ørehængende musik og sjove figurer, der med garanti får hele familien til at grynte af grin. Musicalen spillede på Fredericia Musicalteater i 2021, hvor den blev nomineret til Årets Reumert i kategorien Bedste musical/musikforestilling, og spillede igen for totalt udsolgte sale i foråret 2023. Nu vender publikumssuccesen tilbage til scenen i en opgraderet version tilpasset AHA Salen.
Musik og tekst er skrevet af det prisvindende makkerpar Stiles og Drewe, der bl.a. også har stået bag ”Mary Poppins” på Broadway og Fredericia Musicalteaters anmelderroste og bedst sælgende familiemusical ”De Tre Bukke Bruse”.
Kontaktperson:
Rikke Hesselholt // rikke@have.dk // +45 28 43 38 93
Picasa Emily Askjær Grand // picasa@have.dk // +45 30 13 88 80
Fakta om JUL PÅ TEATRET:
Spillested: Fredericia Musicalteater, Lille Sal
Spilleperiode: 27.11.2025 – 14.12.2025
Billetpriser: Billetpriser jul: 95-345 kr. inkl. gebyr
Billetbestilling: fredericiamusicalteater.dk. Ønsker du at købe en kørestolsplads eller har du særlige behov, skal du blot ringe til vores billetkontor. Telefonen er åben mandag og torsdag kl. 15-18 på 53 73 96 01.
Forventet spilletid: 2 timer inkl. pause.
Anbefalet alder: Fra 5 år. Alle børn er forskellige, og vi anbefaler, at forældre vurderer individuelt om julekoncerten er passende for deres børn.
Kreativt hold:
- Medvirkende: Maria Skuladottir, Mads Æbeløe Nielsen, Cecilie Thiim, Lars Mølsted
- Instruktør: Liv Stevns
- Lysdesign: Martin Jensen
- Lyddesign: Peter Løvenhardt
Fakta om DE TRE SMÅ GRISE:
Spillested: Fredericia Musicalteater, AHA Salen
Spilleperiode: 07.02.2026 – 15.02.2026 + turné
Billetpriser: Billetpriser grise: 125-225 kr. inkl. gebyr
Billetbestilling: fredericiamusicalteater.dk
Forventet spilletid: 55 minutter
Anbefalet alder: Fra 4 år. Alle børn er forskellige, og vi anbefaler, at forældre vurderer individuelt om julekoncerten er passende for deres børn.
Kreativt hold:
- Musik: George Stiles
- Tekst og manuskript: Anthony Drewe
- Instruktør: Mads M. Nielsen
- Scenograf: Jonas Vestergaard
- Oversættelse: Mads Æbeløe Nielsen
- Kostumedesign: Anna Juul Holm
- Lyddesign: ToneArt
- Lysdesign: Martin Jensen
- Digital scenografi: Ane Nejsum