Gå til indhold

Pressemeddelelse -

Gitte Lillelund Bech bliver ny formand for Fredericia Teater

Efter en positiv femårig bestyrelsesperiode vælger Monjasa-ejer Anders Østergaard at overlade formandsposten til fhv. forsvarsminister Gitte Lillelund Bech, som nu skal stå i spidsen for den næste fase af teaterets udvikling.

I forbindelse med bestyrelsesmødet den 26. marts 2019 indtræder fhv. forsvarsminister og nuværende Director og Partner i Advice og formand for Nørrebro Teater, Gitte Lillelund Bech, som ny formand for Fredericia Teater.

Siden den nuværende bestyrelse tiltrådte i 2014, har Fredericia Teater udviklet sig fra et økonomisk udfordret lokalteater til at etablere sig som Danmarks førende musicalteater med en lang række publikumsrekorder til følge. Nu er tiden derfor moden til at påbegynde den næste del af rejsen, som bl.a. indeholder visionen om opførelsen af et nyt, moderne teater i fæstningsbyen.

”En stor og spændende udfordring”
”Jeg ser meget frem til den store og spændende udfordring, som det bliver at føre Fredericia Teater skridtet videre til at være ’Hele Danmarks Musicalteater.’ Fredericia Teater har med sin udvikling de seneste år vist, at høj kvalitet og internationalt udsyn betyder noget og fører til resultater. 

Med base i både Fredericia og København og med mit kendskab til teatermiljøet og det kulturelle område generelt håber jeg at kunne bidrage til, at denne udvikling fortsætter, ikke mindst i forbindelse med visionen om opførelsen af et nyt teaterhus. Så jeg glæder mig til at løfte opgaven som bestyrelsesformand,” siger Gitte Lillelund Bech.

”Jeg rækker stafetten opad”
”Som afgående bestyrelsesformand kan jeg se tilbage på fem fantastiske år, som har budt på langt mere udvikling, end vi havde turde håbe på. Jeg rækker nu stafetten opad, og jeg kan ikke forestille mig en bedre profil end Gitte Lillelund Bech til at overtage formandsposten. Med egen virksomhed ved siden af samt bopæl i Dubai mener jeg, at tiden for mit vedkommende er inde til at vie pladsen til nye kræfter, som fortsat kan og skal investere den tid og de ressourcer, som kræves. 

Fredericia Teater vil altid have en helt speciel plads i mit hjerte. Jeg er både stolt og taknemmelig over vores tid sammen, og jeg glæder mig til at følge teateret og alle de ekstremt dygtige medarbejdere på den videre rejse,” siger Anders Østergaard, som takker af sammen med Næstformand, Preben Skou-Nielsen.

Gitte Lillelund Bech er den helt rigtige profil
“Uden Anders Østergaard er der stor sandsynlighed for, at der slet ikke havde været noget Fredericia Teater i dag. Han trådte til, da nøden var allerstørst, og satte sig med stor succes i spidsen for at gennem-professionalisere driften på Fredericia Teater. Hans indsats har været uvurderlig, og jeg bliver aldrig færdig med at takke ham! 

I de kommende år træder vi endnu et skridt op på ambitionsstigen, og her er der brug for, at bestyrelsesformanden både kan være tæt på den daglige ledelse og samtidig har stærk både national og international gennemslagskraft. Jeg kunne ikke drømme om en bedre og mere rigtig profil end Gitte Lillelund Bech, og jeg glæder mig helt vildt til samarbejdet!

Anders Østergaard forsvinder heldigvis ikke helt ud af billedet, men har tegnet et stort og vigtigt partnerskab med teatret, så vi fortsat kan bevare både den gode forretningsmæssige og store personlige relation, som både teatret og jeg har nydt godt af gennem årene og er dybt taknemmelig for. I dag er en god dag,” afslutter Teaterchef Søren Møller.

Foruden Gitte Lillelund Bech indtræder Michael Sønderskov, som er partner i Advokatgruppen, også som nyt medlem af bestyrelsen.

Den nye bestyrelse består herefter pr. 26.03.2019 af:

Gitte Lillelund Bech (Formand)
Fhv. forsvarsminister og nuværende Director og Partner i Advice og formand for Nørrebro Teater.

Jørgen Weimar Rasmussen (Næstformand)
Fhv. Statsautoriseret revisor i PwC. Medlem af bestyrelsen i Fredericia Teater på i 6. år.

Michael Sønderskov
Partner i Advokatgruppen. Formand for Erhvervsforeningen samt bestyrelsesmedlem i Business Fredericia

Pernelle Jensen
Byrådsmedlem for Venstre, formand for Uddannelsesudvalget, bestyrelsesmedlem i Fredericia Teater på 6. år samt i Business Fredericia m.fl.

Ole Steen Hansen
Medlem af Socialdemokratiet og Viceborgmester i Fredericia. Medlem af bestyrelsen i MesseC samt Fredericia Teater på 3. år

Thomas Agerholm
Uddannelsesleder for Den Danske Scenekunstskole Musicalakademiet Fredericia, skuespiller og medlem af bestyrelsen i Fredericia Teater på 6. år.

Christian Have
Stifter- og direktør for Have Kommunikation A/S. Fhv. medlem af bestyrelsen for Det Kgl. Teater samt medlem af bestyrelsen i Fredericia Teater på 7. år.

Med venlig hilsen
Have Kommunikation

Kontaktperson
Peter Pishai Storgaard, mail: peter.storgaard@have.dk, mobil: 2849 3386

Emner

Kategorier

Regions

Kontakt