Pressemeddelelse —
Grøn skød rekordturné i gang i Tårnby med 21.500 feststemte gæster
Arrangørerne bag Grøn, Tuborg og Muskelsvindfonden, skød i dag årets turné i gang med strålende solskin og flotte temperaturer. 21.500 glade koncertgæster havde fundet vej til Øresundsparken i Tårnby, hvor Andreas Odbjerg, Annika, HUGORM, Lukas Graham, Malte Ebert, Mumle, Sivas og Tessa bød op til soldans til den første af otte udsolgte koncerter.
Grøn har for fjerde år i træk slået sine billetsalgsrekorder. Hele turnéen blev udsolgt efter blot fem dage, og der er sat ny publikumsrekord med samlet 203.500 gæster på tværs af Tårnby, Kolding, Aarhus, Aalborg, Esbjerg, Odense, Næstved og Valby.
Som altid går overskuddet fra årets koncerter til Muskelsvindfondens arbejde for et bedre liv med muskelsvind, til forskning i muskelsvind og til at skabe plads til forskelle i samfundet - og meget mere.