Pressemeddelelse -
Heartland offentliggør fem nye artister og unik jubilæumskoncert
Heartland offentliggør i dag fem nye artister til sommerens festivalprogram: Sébastien Tellier, Hans Philip, ICEKIID, ROYA og Soleima. Samtidig løfter festivalen sløret for koncerten ‘Sange fra hjertet’, der markerer Heartlands 10-års jubilæum. Heartland 2026 finder sted ved Egeskov Slot på Midtfyn den 18.–20. juni 2026.
Heartland kan i dag løfte sløret for fem artister, der fuldender årets musikprogram på festivalens to hovedscener. Med tilføjelsen af Sébastien Tellier, Hans Philip, ICEKIID, ROYA og Soleima er de største musikalske brikker nu faldet på plads til sommerens program ved Egeskov Slot.
Samtidig markerer festivalen sine første 10 år med afsløringen af en helt unik jubilæumskoncert under overskriften ’Sange fra hjertet’. Her samles en række af de mest markante musikere fra de sidste ti år på scenen til en fælles fejring af Heartlands første årti.
Festivaldirektør og musikansvarlig Ulrik Ørum-Petersen udtaler om dagens offentliggørelse:
”Jeg er både stolt og glad for det musikprogram, vi har sat sammen til Heartland 2026. Fra store internationale hovednavne som Nick Cave & The Bad Seeds og Duran Duran og danske topnavne som The Minds of 99, Gnags og HUGORM til nogle af tidens mest interessante nyere navne fra ind- og udland har vi samlet et program, som appellerer bredt og repræsenterer vores musikprofil gennem de sidste 10 år. Jeg er desuden sikker på, at vi får et unikt højdepunkt, når vi fejrer vores jubilæum med ’Sange fra hjertet’ om torsdagen.”
Dagens offentliggørelse
Sébastien Tellier
Hans Philip
ICEKIID
ROYA
Soleima
‘Sange fra hjertet’ (jubilæumskoncert)
Sébastien Tellier
Sébastien Tellier har gennem to årtier etableret sig som en af den franske musikscenes mest karismatiske og uforudsigelige skikkelser. Som en central figur i "French Touch"-bølgen har den talentfulde multiinstrumentalist bevæget sig ubesværet mellem drømmende pop, intim folk og elektroniske eksperimenter – altid med sit karakteristiske ydre af vildt skæg, solbriller og en aura af utæmmet dandyisme.
Siden det udødelige gennembrud med ”La Ritournelle”, der i dag står som en moderne klassiker, har Tellier skabt et univers, hvor det storladne møder det sårbare. Efter en række år med soundtracks og mindeværdige optrædener – herunder åbningsceremonien ved De Paralympiske Lege i Paris 2024 – er han i 2026 aktuel med sit syvende studiealbum, Kiss The Beast. Albummet er et maksimalistisk statement, der samler trådene fra hele hans karriere og kaster dem ind i nye, uventede territorier.
Med den nye single ”Naïf de Coeur” viser Tellier igen sin evne til at portrættere den moderne mands sårbarhed bag facaden. Det er musik badet i neonlys, saxofonsoloer og svævende kor, der balancerer mellem romantisk idealisme og melankolsk eftertænksomhed. Til sommer kan det danske publikum se frem til en dekadent og eklektisk musikoplevelse, når den franske ener gæster Heartland 2026.
Hans Philip
Hans Philip har gennem en bemærkelsesværdig musikalsk rejse bevæget sig fra hiphop-baggrunden i Ukendt Kunstner til et sårbart, melankolsk og moderne R&B-univers som soloartist.
Med sin solodebut Forevigt viste han, at han havde noget helt andet at byde på: Intime ballader, sårbar ærlighed og en atmosfære man kunne føle i brystkassen. Albummet blev modtaget med varme af kritikere; GAFFA gav topkarakter, og Soundvenue kaldte det “selvterapi sat i musik”. Siden da har Hans Philip sprængt genregrænser igen og igen. Med dobbeltalbummet [α] & [β] udviklede han sit udtryk. Rodfæstet i hans særegne melankoli, men mere modent, mere modigt og med større musikalsk bredde.
I 2025 overraskede han med Honey, et album der markerer et nyt kapitel i hans solokarriere. Udgivelsen blev sluppet ved midnat uden forudgående annoncering, og allerede første lyt gør det klart, at Honey er tænkt som en efterårsklassiker: ti numre der favner det bløde, det eksistentielle og det musikalsk eksperimenterende. Til sommer kan man glæde sig til at opleve Hans Philips karakteristiske vokal og ærlige lyrik, når han gæster Heartland 2026.
ICEKIID
ICEKIID har de seneste år cementeret sin position som en af Danmarks mest toneangivende artister. Han debuterede i 2015 med singlen ”Coco Chanel” og har siden stået bag nogle af de største hits herhjemme med bl.a. gennembrudshittet ”Gulddans”, ”Jumeirah”, ”Blondiner & Brunetter” og ikke mindst ”ErruDumEllaHvad”, der i 2021 skrev dansk musikhistorie med en plads på soundtracket i det populære videospil FIFA.
Gennem årene har ICEKIID arbejdet sammen med landets absolut største artister, heriblandt Tobias Rahim, Lamin og Anton Westerlin, og har sågar krydset grænsen til de øvrige nordiske lande, hvor han bl.a. har arbejdet sammen med den svenske stjernerapper Jireel.
I juni 2025 udgav han tracket ”Katte” feat. Artigeardit, der var startskuddet på det nye kapitel – en ICEKIID 2.0 – som siden hen er blevet udfoldet yderligere rent musikalsk og visuelt. Hvordan ICEKIID 2.0 ser ud live på en scene kan Heartland-publikummet glæde sig til at opleve til sommer, når han lukker Highland om lørdagen.
ROYA
Den aarhusianske popduo ROYA fortsætter sin himmelflugt med millioner af streams, en udsolgt europatour og en global fanbase, der vokser dag for dag. Det hele begyndte, da et klip af deres single ”Ain’t Just A Game” eksploderede på TikTok. Pludselig strømmede beskeder ind fra hele verden, efter folk blev fanget af Line Gade og Sebastian Igens’ dragende og energiske univers: en blanding af euforisk elektronisk energi og nærværende lyrik.
Da de udgav singlen ”Cruise”, tog det hele for alvor fart. Det house-inspirerede track blev delt i tusindvis af videoer, gik viralt med mere end 500 millioner visninger og 44 millioner streams, og landede på over 30 Spotify Viral Charts. Duoens intuitive tilgang til sangskrivning og kompromisløse lyd har opbygget en loyal global fanbase med over 2,5 millioner følgere.
Senest har ROYA udgivet single ”BOY (ZACARIA), som er en intens og dansabel hymne dedikeret til den næste generation, og den er utvivlsomt blandt numrene, man kan høre, når duoen debuterer på Heartland om tre måneder.
Soleima
Fra P3-hits og stærke liveoptrædener til det anmelderroste album Nationens Skrammer, der for alvor fremhævede Soleimas lyriske talent på dansk, har hun sunget sig ind i danskernes musikhjerter. Med udgivelsen af Hærværk/Mesterværk i 2025 tog hun et nyt skridt i sin musikalske udvikling. Med en mere rocket lyd i centrum, var ambitionen klar: Soleima ville være det næste store danske rocknavn.
Hærværk/Mesterværk, der udkom med en Side A i starten af 2025 og i oktober udkom som fuldt album, viser en rocket, kompromisløs og modig side af Soleima – en lyd som også kendetegner hendes liveoptrædener. De to indledende singler ”Den Udødelige Historie” og ”Sidste År” vakte bred opmærksomhed, og efterfølgende er singler som School of X-samarbejdet ”Vilde Øjne” blevet udråbt som P3’s Uundgåelige, mens sensommerhymnen ”Sommertid” med Benjamin gik direkte ind som #25 i Top50 på Spotify.
Til sommer vender Soleima tilbage til Egeskov, når hun gæster Heartland for fjerde gang.
Sange fra hjertet (jubilæumskoncert)
Under overskriften ‘Sange fra hjertet’ har Heartland samlet et all-star-hold af markante danske kunstnere, der alle har sat deres tydelige musikalske aftryk på de sidste ti år, til en uforglemmelig jubilæumskoncert.
Deres musik har givet os toner til forelskelser, brud, begyndelser og forandringer. Denne eftermiddag mødes de i et helt særligt koncertformat, hvor de hver især deler en sang fra perioden, som har haft afgørende betydning for dem. Der er med andre ord lagt op til en unik koncertoplevelse, der sætter fokus på noget af det væsentligste, musikken og kunsten kan: at bevæge sig mellem hjerter.
‘Sange fra hjertet’ kan opleves på Heartlands største scene, Greenfield, torsdag eftermiddag. All-star-holdet bliver offentliggjort tættere på festivalen.
Flere offentliggørelser på vej
Med dagens offentliggørelse er alle 25 navne, som man kan opleve på de store musikscener på Heartland 2026, på plads. I de kommende måneder vil flere navne, herunder programmet for Diorama-scenen, blive offentliggjort til sommerens festival, der finder sted fra torsdag den 18. juni til lørdag den 20. juni 2026.
BILLETSALG
3-dags partoutbillet: 2.995 DKK inkl. billetgebyr
3-dags partoutbillet, børn (6-12 år): 695 DKK inkl. billetgebyr
3-dags partoutbillet, børn (0-5 år): 85 DKK inkl. billetgebyr
2-dagsbillet: 2.195 DKK inkl. billetgebyr
2-dagsbillet, børn (6-12 år): Fra 595 DKK inkl. billetgebyr
2-dagsbillet, børn (0-5 år): 75 DKK inkl. billetgebyr
1-dagsbillet: 1.545 DKK inkl. billetgebyr
1-dagsbillet, børn (6-12 år): Fra 485 DKK inkl. billetgebyr
1-dagsbillet, børn (0-5 år): 65 DKK inkl. billetgebyr
Der pålægges et adm. gebyr på 15 kr. pr. ordre.
Se flere billettyper på www.heartlandfestival.dk
OVERNATNINGSTILBUD
Campingpas: 370 DKK inkl. billetgebyr
Caravan: 2.790 DKK inkl. billetgebyr (inkl. 4 campingpas)
ReUnite Iglo telt (2 pers.): 1.690 DKK inkl. billetgebyr (inkl. 2 campingpas)
ReUnite Iglo telt (4 pers.): 2.990 DKK inkl. billetgebyr (inkl. 4 campingpas)
Tent House (2 pers.): 3.264 DKK inkl. billetgebyr (inkl. 2 campingpas)
Tipi telt (2 pers.): 4.235 DKK inkl. billetgebyr (inkl. 2 campingpas)
Bed & Breakfast
1 nat Bed & Breakfast (2 pers.): 3.035 DKK inkl. billetgebyr (inkl. 2 campingpas)
3 nætter Bed & Breakfast (2 pers.): 7.335 DKK inkl. billetgebyr (inkl. 2 campingpas)
Hotel Heartland
Boutique Tent (2 pers.): 9.435 DKK inkl. billetgebyr (inkl. 2 campingpas)
Boutique Tent (4 pers.) 11.535 DKK inkl. billetgebyr (inkl. 4 campingpas)
Hotelpakker
Hotelpakker hos Hotel Nyborg Strand: Fra 2.708 DKK inkl. billetgebyr
Der pålægges et adm. gebyr på 15 kr. pr. ordre.
Med venlig hilsen
HAVE Kommunikation
Kontakt
Presseansvarlig – HAVE Kommunikation
Peter Pishai Storgaard // peter@have.dk // 28 49 33 86
Amalie Søndergaard // amalie@have.dk // 28 58 81 50
Heartland:
Direktør: Ulrik Ørum-Petersen // ulrik@livenation.dk
Om Heartland
Heartland er en kulturfestival, der præsenterer et internationalt program sammensat af fire søjler: Music, Art, Talks og Food. Her kombineres live-samtaler og samtidskunst med det bedste fra musik- og madscenen. Festivalen finder sted i slotsparken ved Egeskov Slot på Fyn.
Mere info om Heartland kan findes på www.heartlandfestival.dk
Heartland på de sociale medier
Facebook: www.facebook.com/heartlandfestivaldk
Instagram: @heartlandfestivaldk
LinkedIn: Heartland Festival
YouTube: Heartland Festival
Heartland er støttet af:
Faaborg Midtfyn Kommune
Destination Fyn
Kronenbourg 1664