Gå til indhold
Brændingsskulptur på Guldagergaard. Foto: Sylvain Deleu
Brændingsskulptur på Guldagergaard. Foto: Sylvain Deleu

Pressemeddelelse -

Her er programmet: Ny festival inviterer til en keramisk sommer i en af danmarks smukkeste skulpturparker

Det keramiske knudepunkt, Guldagergaard i Skælskør, er oprindeligt kendt for sin skulpturpark og mange udstillinger, men det skabende sted har tænkt ud af boksen og præsenterer nu CLAYTOPIA. En månedlang keramikfestival, der løber hele juli. Publikum kan foruden særudstillinger med danske samt internationale kunstnere også deltage i keramikworkshops, overvære samtalesaloner med bl.a. Svend Brinkmann, Jim Lyngvild og Rane Willerslev og opleve koncerter med nogle af Danmarks største kunstnere som Mads Langer og Sanne Salomonsen.

Keramikkunstnere fra hele verden drager allerede til Guldagergaard for at skabe unikke værker – og i hele juli åbner det sjællandske videns- og formidlingscenter nu også op for den danske befolkning, når den verdensberømte park forvandler sig til et festivalunivers. Her er kunsten og håndværket i centrum, og publikum kan glæde sig til spændende madboder, workshops for hele familien og et program fyldt med samtalesaloner og koncerter.

Mette Blum Marcher, direktør for Fonden Guldagergaard, fortæller:
”Ligesom mange andre kulturtilbud har corona-krisen også ramt Guldagergaard hårdt, og vi har derfor været nødt til at sadle om og finde på nye måder at promovere samtidskunsten og keramikkens utrolige verden på. CLAYTOPIA er en fremtidssikring af Guldagergaard og en permanent del af virket. Det er historien om en kulturinstitution, som vender strategien på hovedet for at blive et pejlemærke på Vestsjælland og bringe kunst i verdensklasse på agendaen. CLAYTOPIA er et æstetisk oplevelsesunivers – et magisk univers i virkeligheden, som man kan træde ind i”.

Internationale og danske keramikkunstnere

Det er kunsten, der er i højsædet, når CLAYTOPIA slår dørene op til en lang række særudstillinger med danske og internationale kunstnere. Den talentfulde ukrainske kunstner Janina Myronova udvikler bl.a. en helt særlig to-meter høj skulptur til parken. Hun bygger den under festivalen, så publikum kan følge arbejdet tæt på, og afslutter projektet med brændingsceremoni halvvejs inde i programmet. Derudover har amerikanske CJ Carter skabt en fascinerende haveinstallation, der leder tankerne hen på en sydeuropæisk atriumgård. Aarhusianske Vibeke Nielsen og Rasmus Eliasen skaber et dækket bord inspireret af Babettes Gæstebud, og keramik-duoen Claydies har deres finurlige selfie-skulptur med.

Keramikworkshop for hele familien og CLAYTOPIA After Dark

Om dagen kan både store og små lære at dreje vaser, tallerkner og kopper og prøve kræfter med det hurtigt-voksende håndværk – og megatrenden, der har fået glaseringscaféer til at blomstre op over det hele og givet aftenskolekurser venteliste.

Når solen går på hæld, vil der på udvalgte datoer være CLAYTOPIA After Dark med koncerter, lounge- og sunset-bar og food trucks. Her gæster bl.a. den danske underholdningsartist Bobo Moreno (17 og 18/7) og hele Danmarks rockmama, Sanne Salomonsen (22/7). Derudover kigger også Anders Blichfeldt (2/7), Sko/Torp (15/7), Dorthe Gerlach (16/7), Alberte Winding, Andreas Fuglebæk (23/7) og Mads Langer (24/7) forbi.

”Jeg er beæret over den store interesse, der allerede har været, og det ambitiøse program kan kun lade sig gøre på grund af den store opbakning fra vores erhvervspartnere”, afslutter Mette Blum Marcher.

Billetter kan købes gennem www.claytopia.dk.

Med venlig hilsen
HAVE

For yderligere oplysninger, kontakt venligst:

Sabrina Gade · sabrina@have.dk · 30 65 68 22

Sofie Klindrup · sofiek@have.dk · 25 48 37 49

Marie Dam Nielsen · marie@have.dk · 30 24 14 00

Om Guldagergaard

Guldagergaard er et videns- og formidlingscenter, hvor den keramiske kunst skabes.

Om CLAYTOPIA

CLAYTOPIA er et keramisk univers i en af Danmarks smukkeste haver, hvor du kan opleve danske og internationale kunsthåndværkere og keramikere.

Udstillere på CLAYTOPIA

Janina Myronova

Sten Lykke Madsen og venner

CJ Carter

Claydies

Vibeke Nielsen & Rasmus Eliasen

Tone Andersen

Oliver Harding

Ulla Sonne

Afgangsklassen fra Århus Kunstakademi

Samtalesaloner

D. 5. juli kl. 12.00 Kathrine Lilleør i samtale med Anne Sophia Hermansen

D. 6. juli kl. 12.00 Mød Signe Wenneberg

D. 7. juli kl. 12.00 Rane Willerslev i samtale med Anne Sophia Hermansen

D. 9. juli kl. 12.00 Mød Claus Dalby

D. 10. juli kl. 12.00 Svend Brinkmann i samtale med Anne Sophia Hermansen

D. 22. juli kl. 12.00 Jim Lyngvild i samtale med Anne Sophia Hermansen

Koncertprogram

D. 2. juli kl. 20.00 Anders Blichfeldt

D. 15. juli kl. 20.00 Sko/Torp

D. 16. juli kl. 20.00 Dorthe Gerlach

D. 17. juli kl. 20.00 Brændingsskulptur med Janina Myronova og underholdning med Bobo Moreno

D. 22. juli kl. 20.00 Sanne Salomonsen

D. 23. juli kl. 20.00 Alberte

D. 24. juli kl. 20.00 Mads Langer

Emner

Kategorier

Kontakt