Pressemeddelelse -
I KRIG & KÆRLIGHED åbner historisk stort i Sønderjylland
Fridthjof Films store danske kærlighedsdrama I KRIG & KÆRLIGHED fik en historisk stærk åbningsweekend i Sønderjylland. Inklusiv snigpremierer har filmen solgt 4.100 billetter i Sønderborg alene, hvilket er historisk mange. Ifølge Flemming Nissen, Event- og PR Manager ved Kinorama i Sønderborg, giver det god mening at filmen klarer sig så stærkt i det sønderjydske:
“Den lokale interesse for filmen har vist sig at være enorm. Der er stort set ikke en sønderjysk familie uden en slægtning, der kæmpede imod deres vilje under fremmed kommando i ‘den store krig’. Vi glæder os til at følge filmen på vej og håber at også resten af landet får øjnene op for denne flotte filmatisering af en uhyggelig periode i historien.”
Biografer i hele regionen melder om kanonstart
I KRIG & KÆRLIGHED har ligeledes haft en af de stærkeste åbningsweekender i Aabenraa, Haderslev, Nordborg og Tønder. Det er altså hele Sønderjylland, der har taget filmen til sig - og det gør indtryk hos Ronnie Fridthjof, der er producent på filmen:
“Jeg er enormt stolt over at vores film går så godt netop her i Sønderjylland. Folk skriver til os på Facebook og siger, at de er meget rørte over filmen - nogle kalder det endda et mesterværk. Det gør det hele værd efter at have kæmpet i så mange år for at lave filmen.”
Historien
I KRIG & KÆRLIGHED handler om soldaten Esben, der deserterer fra krigen for at blive forenet med sin elskede kone Kirstine og deres søn Karl efter 3 år. Men alt er ændret i hans fravær... Den charmerende tyske officer Gerhard bejler kraftigt til Kirstines hjerte og rollen som familiefar. Esben må sætte alt ind for overlevelse, kærligheden og for at redde familien. Filmen er således et moderne, universelt kærlighedsdrama, der undersøger, hvor langt man som menneske er villig til at gå for kærligheden og ønsket om at være sammen med dem, man elsker.
Med venlig hilsen
Have Kommunikation
Tlf. 33252107
For yderligere information, kontakt venligst:
Anja Linnet, anja@have.dk, 22 65 53 48
Michael Feder, michael@have.dk, 22 43 49 42