Pressemeddelelse -
Instruktør og teaterleder Kaspar Rostrup er død
Én af dansk teaters helt store skikkelser er gået bort i en alder af 85 år.
En teaterkæmpe er gået bort. Teaterinstruktør, filminstruktør og teaterleder Kaspar Rostrup sov stille ind i går aftes, mandag d. 10. november, efter længere tids sygdom. I en lang og smuk karriere, der strakte sig over mere end et halvt århundrede og seks årtier, fik han sat et eftertrykkeligt aftryk på dansk teaterhistorie.
Kaspar Rostrup blev født d. 27. april 1940 på Frederiksberg. Efter at være blevet uddannet som skuespiller i 1965 fra Det Kongelige Teater og Aarhus Teaters Elevskole debuterede han samme år som instruktør af sine holdkammerater med Dario Fos Marcolfa. I 1966 blev han knyttet til Aalborg Teater, hvor han i de følgende år fik sit store instruktørgennembrud med opsætninger af bl.a. Hamletog Peer Gynt. Sideløbende var han i 1967 med til at åbne Jomfru Ane Teatret i Aalborg og i sæsonen 1967-68 var han kunstnerisk leder af forsøgsteatret Vestergade 58 i Aarhus.
Gennem sin karriere nåede han at instruere over 120 forestillinger, bl.a. et væld af klassikere fra teaterhistoriens store mestre som William Shakespeare, Ludvig Holberg, August Strindberg, Henrik Ibsen, Edward Albee og Tennessee Williams. Ligesom han arbejdede på scener over hele landet, fra Aalborg Teater og Vendsyssel Teater til Det Kongelige Teater, Det Ny Teater, Edison, Folketeatret og ikke mindst Gladsaxe Teater.
Fejende flot totalteater
Netop Gladsaxe Teater blev et sted, der fik enorm betydning for ham gennem en stor del af karrieren. Det var her, at han op gennem 1970’erne og 80’erne blev den helt centrale figur i forhold til at revolutionere dansk teater og skabe ”et folkeligt totalteater” som han fejrede store triumfer med.
Fejende flotte totalteaterudgaver af bl.a. Holbergs Niels Klims forunderlige rejse, Faust, Kristihimmelfartsfesten, Ernst Bruun Olsens Claire Lacombe og den store revolution samt Homers Odysseen gav genlyd på den danske teaterhimmel og cementerede hans plads i den absolutte top af danske scenekunstinstruktører. Og i årene fra 1984 til 1992 og igen fra 2006 til 2009 (genåbnet som egnsteater under navnet Gladsaxe Ny Teater) var han en respekteret, afholdt og dygtig teaterchef på Gladsaxe Teater.
Udover et ry som en visionær, fantasifuld, kreativ, lyttende og passioneret instruktør var han højt elsket af skuespillere og blev kendt som en gudsbenådet personinstruktør. Gennem årene arbejdede han med store koryfæer som Bodil Udsen, Ghita Nørby, Jørgen Reenberg, Fritz Helmuth, Buster Larsen og Kirsten Olesen og høstede sammen med dem store succeser.
Produktiv tv-instruktør og Oscar-nomineret filminstruktør
Sideløbende med teatret har han haft en lang og glorværdig karriere inden for såvel film og tv. I 1970’erne instruerede han en lang række produktioner for Damarks Radio, bl.a. en række vellykkede tv-forestillinger som Karen Blixens Samtale om natten, August Strindbergs Båndet og Garcia Lorcas Bernadas hus.
Og i 1981 rykkede han over til det store lærred, hvor han debuterede som filminstruktør med Holberg-klassikeren Jeppe på Bjerget med Buster Larsen og senere skabte den Oscar-nominerede Dansen med Regitze (1989) med Ghita Nørby og Fritz Helmuth.
Endelig stod han også bag filmdramaet Her i Nærheden (2000) med Thure Lindhardt i sin store gennembrudspræstation, og i mellemtiden havde han også fået tid til at instruere en række tv-serier for Danmarks Radio op gennem 1980’erne og 90’erne, kulminerende med den store folkelige tv-serie Bryggeren på DR1 i 1996 og 1997.
Hæder for både film og teater
Han er blevet hædret med flere hædersbevisninger for sit arbejde med såvel teater og film, bl.a. Teaterkatten i 1974, Bodil Prisen for Bedste Film for såvel Jeppe på Bjerget og Dansen med Regitze, Olaf Poulsens Mindelegat i 1982, Hafnia-prisen i 1991, Sam Besekows legat i 2005, Årets Reumert for Årets Instruktør for Glasmenageriet i 2015 og Hædersprisen ved Årets Reumert i 2017. Her lød det bl.a. i motiveringstalen: ” Hvor har du lavet meget i dine 50 år på teatret. Altid i bevægelse, stadig på vej. Altid venlig, altid konstruktiv. En stor, kærlig og beåndet indsats, der har skabt respekt om dig, og som vi nu siger dig tak for…”
Kaspar Rostrup efterlader sig hustruen Lene Rostrup, børnene Camilla, Nicolai, Emil og Mikkel samt børnebørn og et oldebarn.
For yderligere information, kontakt undertegnede.
Med venlig hilsen
HAVE Kommunikation
Michael Feder, mobil: 22434942, mail: michael@have.dk