Pressemeddelelse -
International Bollywood stjerne bliver ny turismeambassadør for Odense
VisitOdense forener kultur, innovation og eventyr med udnævnelsen af det indiske stjernenavn Taapsee Pannu som byens nye globale turismeambassadør. Udnævnelsen sker som led i en målrettet indsats, hvor VisitOdense ønsker at skabe stærkere forbindelser til det asiatiske marked, hvor opmærksomheden på Odense som destination er stigende.
For mange danskere vil hun formentlig fremstå ukendt, men i verdens folkerigeste land, Indien, kigger de fleste sig over skulderen efter Taapsee Pannu. Den indiske filmstjerne har succes i store dele af verden, hvor hun har medvirket i over 50 film, som hun har vundet 29 filmpriser for. Med sine over 20 millioner følgere på Instagram har hun formået at fastholde en stærk tilstedeværelse både på skærmen og på sociale medier.
Taapsee er for nylig flyttet til Odense med sin mand, den danske badmintonspiller Mathias Boe, og sammen bringer de international opmærksomhed til Odense. Derfor er Taapsee sammen med VisitOdense gået sammen om et nyt turismesamarbejde. Et samarbejde som begge parter håber kan være med til at åbne verden for Odense - og Odense for verden.
“Det er godt nyt for Odense, at vores by har fået en turismeambassadør som Taapsee Pannu. Med en fanskare i et spændende land som Indien, der er rig på kultur og mange gange større end Danmarks befolkning. Det bliver uden tvivl spændende for os at have en repræsentant, som både rummer verdens største befolkning og en af de største økonomier på kloden. Det kan forhåbentlig tiltrække turister og bygge bro til både virksomheder og investorer. Vi glæder os til samarbejdet”, udtaler Odenses borgmester, Peter Rahbæk Juel.
Samarbejdet mellem VisitOdense og Taapsee Pannu adskiller sig fra de typiske ambassadørskaber og klassiske influencersamarbejder ved ikke at være økonomisk baseret. Der er alene tale om et samarbejde båret af fælles værdier og en stærk interesse for byens udvikling og fortælling. Et samarbejde som parterne håber, kan bidrage til at brande byen med en ny form for autenticitet og troværdighed.
Om sin rolle som turismeambassadør for Odense fortæller Taapsee Pannu:
"It’s truly a privilege to call Odense my second home. Odense is a city with its own character, history and fairytale charm, and I’m very excited to share my experiences here with my followers. I’ve already enjoyed so many wonderful moments in the city, both with friends, with family, and on my own. Hopefully, I can help spark curiosity about Odense and inspire more people to visit a place that I myself have grown very fond of."
Stor stigning i visninger
Via sociale medier vil Taapsee Pannu løbende dele indhold om sit liv og sine oplevelser i Odense med ambitionen om at inspirere sine mange millioner følgere til at få øjnene op for den fynske hovedstad.
VisitOdense kan allerede nu se en udvikling som følge af ambassadørskabet. Et enkelt opslag på Instagram relateret til samarbejdet opnåede på få dage over 1,5 millioner visninger og mere end 151.000 interaktioner. Det er tal, der peger på et stort internationalt potentiale og viser, hvordan denne form for samarbejde kan skabe høj synlighed og engagement uden økonomiske investeringer.
Trine Spliid Bech, Administrationschef Vækst & Turisme i Odense Kommune uddyber:
“Vi er virkelig glade for, at Taapsee Pannu vil bruge sin enorme platform til at fremvise sin nye hjemby. Taapsee Pannus personlige tilknytning til byen giver samarbejdet en sjælden autenticitet og gør hende til en stærk stemme for byens kultur og den nordiske livsstil. Hun forener global synlighed med en lokal forankring, og det gør hende til en troværdig ambassadør for Odense.”
VisitOdense håber på flere lignende, værdibårne partnerskaber i fremtiden. Samarbejdet er en del af et større strategisk arbejde med ambassadørskaber, som løbende bliver rullet ud.
Gæstepotentialet er stort
Ambitionen er, at samarbejdet skal bidrage til det i forvejen stigende antal indiske gæster i byen. Odense har siden 2019 oplevet en vækst på 41% i indiske overnatninger og følger dermed den nationale tendens, hvor interessen fra Indien er vokset markant efter coronapandemien.
København og Aarhus trækker fortsat det største antal indiske gæster, men tallene fra Odense viser, at også andre danske byer kan få del i væksten. De indiske gæster udgør fortsat en lille del af det samlede turistmarked i Odense, men udviklingen peger på et stigende potentiale.
Det er VisitOdense, der sammen med Destination Fyn og VisitDenmark, står for den internationale markedsføring af Odense.
Men venlig hilsen
HAVE Kommunikation
For yderligere information, kontakt venligst:
Stine Albrechtsen / stine@have.dk / 30 24 14 00
Karoline Martha Jannerup / karoline@have.dk / 30 30 70 20