Pressemeddelelse —
International kunst i Thy og en helt særlig Ærespris Her er prismodtagerne ved Artbeat Prisen 2026
Artbeat Prisen 2026 er netop blevet afholdt på Aveny-T, hvor de ypperste præstationer inden for dansk kulturformidling blev hyldet. Udover de fem faste priser bød aftenen på en overraskelse, da radiovært Jesper Dein modtog en Ærespris for sit ekstraordinære og mangeårige formidling af kulturen.
Onsdag aften dannede Aveny-T rammen om den 13. udgave af Artbeat Prisen, som arrangeres af HAVE Kommunikation i samarbejde med Nordjyllandsfonden. Priserne blev overrakt til aktører, der har formået at gøre kulturen samfundsrelevant og tilgængelig gennem ekstraordinær formidling i det forgangne år. Aftenens helt store overraskelse var Æresprisen, som blev tildelt Jesper Dein for sin betydningsfulde bidrag til kulturlivet gennem årtier.
- Artbeat Prisen er hovedprisen, som hylder det forgangne års absolut bedste kulturformidling, som denne gang blev overrakt til SMK Thy for deres visionære arbejde med at skabe et internationalt museum i Thy, der rykker kunsten ud af storbyerne og ind i naturens og foreningslivets hjerte. Gennem lokale initiativer har museet aktiveret både natur- og fritidsorganisationer til at skabe en helt ny formidlingsmæssig gren, der forener kunst med det lokale engagement.
- Særprisen hylder den innovative og uforudsigelige kulturformidling, som demonstrerer, hvordan fremtidens kulturformidling kan tage sig ud. Prisen gik til Thiemers Magasin for projektet Fælleslæsning i metroen. Gennem helt enkle, men utroligt stærke greb, flyttes litteraturen direkte ind i københavnernes travle hverdag på farten, når telefonen byttes ud med bogen. I en tid præget af læsekrise og digitalt informationsoverload inspirerer Thiemers Magasin til ro og nærvær. De viser, hvordan litteraturen har kraften til at ændre vores måde at være sammen på - selv når vi er på farten.
- Talentprisen hylder den kulturformidling, der er udført af en eller flere aktører, som åbenlyst er på vej til at indfri sit talent. Årets prismodtager er bandet AySay, som hyldes for at skabe et musikalsk univers der forener kulturer, hvor det danske, tyrkiske og kurdiske smelter sammen. Gennem deres turnéer i hele Europa kommunikerer de budskaber som fred, frigørelse og sammenhængskraft og viser, hvordan musikken kan forbinde mennesker på tværs af grænser i en usikker verden.
- Spireprisen hylder den kulturformidling, der er udført af en eller flere helt unge aktører, som allerede har et særligt stort potentiale. Denne pris gik til FC Falster for deres unikke, ungdomsdrevne fodboldfællesskab, hvor grøn profil og lokalt kammeratskab er i centrum. I klubben er det drengene selv, der står for alt fra træning og taktik til opdatering af hjemmesiden og vask af spillertøj. FC Falster har også taget initiativ til en lokal turnering på Lolland-Falster og har dermed sikret, at glæden ved sporten forbliver lokalt forankret, inkluderende og på de unges egne præmisser.
- Impact Prisen gives til en person, kunstner, institution eller organisation, som i en længere periode har stået i spidsen for en bemærkelsesværdig og vedholdende kulturformidling med indiskutabel impact i kulturlivet. Prisen blev i år overrakt til Region Midtjyllands indsats for sundhed og kultur på baggrund af deres vedholdenhed i at anvende kultur som løftestang for sundhed og trivsel. På trods af politiske reformer har Region Midtjylland insisteret på at bibeholde sin kultursatsning og dermed vist vejen for, hvordan kulturen og kunsten kan spille en central og helende rolle i vores fælles velfærd.
- Æresprisen overrækkes helt ekstraordinært til radiovært Jesper Dein, der gennem en årelang radiokarriere har været en af landets mest markante og uformelle kulturstemmer. Som en selvudnævnt ‘Vestegnsdreng’ har han konsekvent fjernet snobberiet fra kulturen og gjort det vedkommende for et bredt publikum. Han hyldes for sin uimponerede begejstring og skarpe blik for de unge talenter. Med Æresprisen anerkendes Jesper Dein for en formidling, der altid er i øjenhøjde og båret af en dyb nysgerrighed på, hvad kulturen kan gøre for os alle.
En aften med AI, poesi og punk-jazz
Antropolog og skuespiller Zelma Feldman Lewerissa guidede som aftenens vært publikum gennem et program, der bød på både dybde og underholdning. Musikalsk blev salen blæst bagover af sangeren Mathias Ranch og bandet Smag På Dig Selv, der leverede en energisk fusion af punk, jazz, techno og afrobeat. Digteren Christine Kærulv leverede et rørende indslag om opvækst og digital tryghed med oplæsning fra sin prisvindende debutdigtsamling.
Udover prisuddelingerne bød aftenen på faglige kultursaloner, hvor blandt andre instruktør Zinini Elkington og musiker Ale Carr debatterede AI’s indtog i kulturbranchen, ligesom panelerne diskuterede krisekommunikation og repræsentationen i kulturbranchen.
Med venlig hilsen
HAVE Kommunikation
For yderligere information, kontakt venligst:
Kathrine Clemmensen · kathrine@have.dk
Julie Qvick · julie@have.dk
Karoline Thorhauge · karoline.thorhauge@have.dk
Om Artbeat Prisen
Uden kulturlivet ville samfundet mangle alt det, der binder os sammen, inspirerer os og giver os nye perspektiver på verden omkring os. Men uden formidling forbliver kulturen et anliggende for de allerede indviede. Først når kulturen formidles aktivt ud, får den mulighed for at indfri sit potentiale og maksimere sin gennemslagskraft.
Det gælder selvfølgelig overfor publikum, som får de bedst mulige forudsætninger for at sætte sig ind og forstå den pågældende oplevelse.
Det gælder også i samfundet som helhed, hvor mange flere generelt kommer i kontakt med formidlingen af oplevelsen end oplevelsen i sig selv. Hertil kommer, at det især er formidlingen, der gør kulturen til et samfundsrelevant og debatskabende fænomen.
Dermed er det ikke blot kulturlivet, der fortjener at blive hyldet, men også eksplicit de aktører, der for alvor har forstået, hvor afgørende formidlingsaspektet er. Derfor har HAVE Kommunikation siden 2013 uddelt Danmarks kulturformidlingspris, Artbeat Prisen, og siden 2015 har Nordjyllandsfonden været fast partner på prisuddelingen.
Juryen
- Christian Have, Indehaver af HAVE kommunikation
- Elsebeth Gerner Nielsen, Partner i Copenhagen Public Affairs og strategisk direktør i Sangens Hus
- Gry Jexen, Historiker, forfatter, formidler og podcastvært
- Gustav Lützhøft, Ledende Redaktionschef, Kultur, Børn og Unge i DR
- Jane Mylenberg, Debattør
- Jeanett Albeck, Musiker, skuespiller & komponist
- Karen Grøn, Museumsdirektør Trapholt
- Kristina Holgersen, Komponist, tekstforfatter og sanger
- Lars Seeberg, Direktør for see@art
- Magnus Restofte, Museumsdirektør, Enigma
- Maja Nyvang Christensen, Kulturjournalist, Statens Naturhistoriske Museum
- Sigurd Hartkorn Plaetner, Forfatter og radiodokumentarist (orlov)