Pressemeddelelse -
Jødisk Kulturfestival 2026 præsenterer årets program
Kreditering: Adrian Cadan
Jødisk Kulturfestival inviterer til nye perspektiver på jødisk kultur, traditioner og liv, når festivalen løber af stablen for 15. gang fra den 31. maj-7. juni 2026. Årets festival er en invitation til alle, der elsker kulturoplevelser og byder på rørende koncerter, tankevækkende debatter, teater, film, kunst, gastronomi og meget mere i Det Jødiske Hus og Københavns Synagoge.
Det Jødiske Hus i Krystalgade summer af liv hver dag. Derfor glæder Det Jødiske Samfund sig til at byde alle interesserede indenfor til musik, kunst, samtaler og refleksioner. Festivalen er dansk, men har et ambitiøst internationalt niveau og er en af de største i Europa.
”Vi ser utroligt meget frem til årets festival, hvor vi sætter fokus på kultur, traditioner og fællesskab - værdier, der er vigtigere end nogensinde før. Vi har sammensat et bredt og inkluderende program, der er skabt til at bygge broer og starte samtaler, som kan gøre op med fordomme. Vores mål er, at de mange forskelligartede oplevelser vil bringe folk tættere sammen og skabe en dybere fælles forståelse.”, fortæller festivalleder Jacob Zylber.
Hjertet i det jødiske liv
Jødisk Kulturfestival ønsker at være en alsidig festival med arrangementer, der rummer kunsten og kulturens mange facetter, så der er noget for store som små. I år har festivalen et hav af koncerter på programmet med store kunstnere inden for både klezmer, kantormusik, klassiske toner, jazz, tango og meget mere – aldrig før har programmet været så varieret og rigt på musikalske oplevelser. Årets musikprogram har særligt fokus på den mangfoldige og levende jødiske musik, som på mange måder udgør hjertet i det jødiske liv. Publikum har blandt andet mulighed for at høre en af de mest markante skikkelser i den moderne klezmermusik, den verdensførende klarinettist David Krakauer. Den musikalske duo Cesar Lerner og Marcelo Moguilevsky, der er store navne i deres hjemland Argentina, har i mere end 40 år fornyet arven fra de klassiske klezmerbands og kan nu opleves på årets festival.
På festivalens første dag kan publikum opleve bandet Light of Babylon, der fremfører orientalsk musik med dybe rødder i Mellemøsten, og som led i en årelang tradition spiller saxofonist Benjamin Koppel endnu en gang på Jødisk Kulturfestival. Denne gang med en musikalsk og litterær koncertfortælling, Sommerfuglens Stemme, baseret på sin egen roman af samme navn.
Aktuelle debatter: Fra identitetskamp til jødiske heltinder
Årets program byder også på debatter om aktuelle emner, der berører os alle og inviterer til refleksion og samtale. Chefredaktør på Weekendavisen Martin Krasnik fortæller om sine egne erfaringer og perspektiver i Fucking jøde 2.0. Der bliver sat spørgsmålstegn ved, om jøder, kristne og muslimer tror på den samme Gud med Jair Melchior, overrabbiner i Det Jødiske Samfund, Hans-Ole Bækgaard, præst i Folkekirken og formand for Indre Mission, samt Safia Aoude, alema (islamkyndig), imens blikket rettes mod, hvordan det egentlig er at være jøde i Jylland, hvor der ikke er et trossamfund og foreninger at læne sig opad i Jøder og jyder med DR-vært Sanne Cigale.
De svenske forfattere Karin Brygger og Anneli Rådestad fortæller sammen med illustrator Joanna Rubin Dranger om nogle af de 120 jødiske kvinder og heltinder, der optræder i bogen Jødiske kvinder i samtale med redaktør og journalist Michael Rachlin. Bogen, der er skrevet på svensk og nu i en dansk oversættelse, synliggør kvinder med vidt forskellige liv - fra Bibelens tid og frem til i dag - og viser, at betydningsfulde kvindeliv kan se ud på utallige måder.
Jødisk kultur i bevægelse
Igen i år er der en lang række dans, teater og film på programmet, som spænder vidt fra Israelsk/jødisk folkedans til det ungarske teaterstykke Bad Jews om familie, tro og arv, der har været opført på både Londons West End og på New Yorks Broadway. Desuden viser festivalen flere store film, herunder den barske Orphan af den oscarvindende instruktør László Nemes, dokumentarfilmen Laissez-Passer og filmen Kafka’s Last Trial, der følger historien om Franz Kafkas manuskripter.
Forsiden af årets program er prydet af kunstneren Adrian Cadan, der også kan opleves under festivalen. Adrian Cadan er særligt optaget af jødisk tænkning og motiver, hvilket han fortæller mere om i en Artist Talk. Om plakaten udtaler han:
”For plakaten har jeg lavet en collage af en fredsdue. Det har jeg gjort for at signalere håbet om fred med et billede, der kommer centralt fra den jødiske kultur. Håbet er noget centralt i jødedommen og i jødisk kultur - en optimisme og en åndelighed, der ligger i det at producere kultur, om end det er film, litteratur, musik, foredrag eller dans.”
Jødisk forskning i lange baner
På årets festival deler usædvanligt mange forskere ud af deres indsigter, hvad end det drejer sig om jødisk historie, kunst og kultur eller ny forskning i antisemitisme.
Publikum kan blandt andet se frem til at opleve en af Sveriges førende antisemitismeforskere, direktør for Segerstedt-instituttet Christer Mattson, som præsenterer sin nyeste forskning, imens professor Jakob Skovgaard-Petersen holder foredraget Jøders rolle og status i den arabiske verden om jøders ændrede rolle i muslimske lande. Under festivalen fortæller arkitekturprofessor Peter Thule Kristensen om Synagogens arkitektur i Københavns Synagoge, i Songs of Lite blandes foredrag og sang om Litauens jødiske liv og på festivalens Shabbatmiddag kan publikum møde Viola Clark, der forsker i jødisk madkultur.
Årets program sætter igen i år fokus på vigtigheden af dialog og forståelse i en tid præget af stigende antisemitisme, som også er emnet på flere events. Med inspiration fra overrabbiner Jonathan Sacks undersøger Flemming Møldrup antisemitisme som et tidligt varsel om demokratiske og moralske forskydninger i foredraget Antisemitisme - varsler, sprog og ansvar. I Brobygning på to hjul fortæller medlemmer af verdens første motorcykelklub med særligt fokus på muslimer og jøder, MuJu & Co. MC Danmark, om, hvordan de navigerer i lyset af den stigende antisemitisme og islamofobi i Danmark. Seniorforsker ved Institut for Menneskerettigheder Eva Maria Lassen vil i samtale med Adam Solovej, projektleder i AKVAH, fortælle om rapporten Jødisk Liv i Danmark, der er den mest omfattende empiriske undersøgelse af jødisk liv i Danmark siden 1973. Den er både fascinerende, men også frygtindgydende læsning, da rapporten blandt meget andet beretter om, at jødisk liv har hårde vilkår præget af antisemitisme.
Læs mere om Jødisk Kulturfestival og se det fulde program med mere end 70 events på www.jkfestival.dk.
Med venlig hilsen
HAVE Kommunikation
For yderligere information, kontakt venligst:
Picasa Emily Askjær Grand // picasa@have.dk // 30 13 88 80
Sofie Ugilt // sofieugilt@have.dk //22 51 85 48
Anna Honoré // annahonore@have.dk // 20761513
Om Jødisk Kulturfestival
Jødisk Kulturfestival sætter fokus på mange aspekter af jødisk kultur gennem musik, film, mad, foredrag og debat om aktuelle emner med plads til underholdning og fordybelse. Festivalen er gratis og åben for alle, dog kræver enkelte arrangementer billet. Billetter kan købes hos Billetto og på festivalens hjemmeside jkfestival.dk
- Jødisk Kulturfestival hører under Det Jødiske Samfund i Danmark.
- Ina Rosen er forperson for Det Jødiske Samfund i Danmark, og Jacob Zylber er festivalleder.
- Jødisk Kulturfestival blev afholdt første gang i 2011 og afholdes i år for 15. gang.