Gå til indhold
Bodilprisen værter 2025. Julie Rudbæk og Sofie Jo Kaufmanas.
Kreditering: Anna Maria Morsél Carlsen. Location: Glyptoteket.

Pressemeddelelse -

Julie Rudbæk og Sofie Jo Kaufmanas bliver værter for Bodilprisen 2026

I dag kan Danske Filmkritikere offentliggøre, hvem der skal føre den storstilede gallafest an, når Danmarks ældste filmpris Bodilprisen uddeles for 79. gang den 7. marts 2026 på Folketeatret i København. Den dynamiske værtsduo bliver karismatiske og knivskarpe Julie Rudbæk og Sofie Jo Kaufmanas.

De er begge markante og uundgåelige profiler i dansk film og tv i disse år - og nu skal de stå i spidsen for Bodilprisen 2026. Skuespiller, instruktør og manuskriptforfatter Julie Rudbæk og skuespiller og satiriker Sofie Jo Kaufmanas indtager scenen på Folketeatret som værter lørdag den 7. marts næste år, når det forgangne års største filmpræstationer skal hyldes.

Julie Rudbæk og Sofie Jo Kaufmanas ser frem til at skulle guide publikum og de nominerede gennem de 13 prestigefyldte priser. De udtaler:

“Da vi blev spurgt, om vi ville være værter på Bodilprisen 2026, var vi ikke i tvivl! Det er en kæmpe ære at få lov at stå i spidsen for en af Danmarks fineste filmpriser. Vi glæder os helt vildt til at hylde og fejre dansk film - og vi vil gøre vores allerbedste for at skabe en både sjov og festlig aften!”

Nanna Frank Rasmussen, forperson for Danske Filmkritikere, udtaler:

”Vi er superglade for, at Julie Rudbæk og Sofie Jo Kaufmanas har takket ja til at være værter for Bodilprisuddelingen, når vi fejrer filmåret 2025 med et brag af en fest. Begge skuespillere er udstyret med stærke funny bones, et skarpt satirisk blik på omverdenen og et stort charmerende nærvær. Vi er altså sikre på, at vi er i helt trygge hænder hos værtsduoen for Bodilprisen 2026.”

Årets nominerede offentliggøres til januar
Danske Filmkritikere offentliggør til januar de nominerede til Bodilprisen 2026. Ved sidste års prisuddeling blev der indført kønsneutrale skuespilkategorier, så skuespilkategorierne i stedet hedder Bedste hovedrolle og Bedste birolle og har syv nominerede hver. Derudover introduceredes en ny kategori, Bedste ensemble, som hylder de skuespillerhold, der i fællesskab har skabt en stærk filmoplevelse og løftet fortællingen gennem samspillet på lærredet. Disse ændringer videreføres ved Bodilprisen 2026.

Se mere på www.bodilprisen.dk

Med venlig hilsen
HAVE Kommunikation

For yderligere information, kontakt venligst
Stine Albrechtsen / stine@have.dk / 30 24 14 00
Amalie Søndergaard / amalie@have.dk / 28 58 81 50

Bodilprisen 2026:
Prisuddelingen afvikles den 7. marts 2026 på Folketeatret i København
Læs mere på: https://www.bodilprisen.dk/

Om Julie Rudbæk:
Julie Rudbæk (f. 1987) er uddannet fra Det Danske Filmskuespillerakademi i 2009 og har gennem de seneste år markeret sig som et af sin generations største navne indenfor dansk film og tv - både foran og bag kameraet.

Som skuespiller har hun bl.a. medvirket i drama- og komedieserier som Minkavlerne (2019-2023), Sommerdahl (2020-2021) og Orkestret (2022-2024). Derudover er hun en af de få danske kunstnere, der både skriver, instruerer og spiller med i egne film og tv-serier. Hun fik sit store gennembrud som både skuespiller, manuskriptforfatter og instruktør med den anmelderroste serie 29-33 (2018-2023), i hvilken hun sammen med makkeren Jesper Zuschlag skabte et univers, der ramte et enormt publikum og satte et tydeligt aftryk i dansk tv-drama. Hun og Zuschlag stod ligeledes bag både manuskript og instruktion til filmen Elsker dig for tiden (2022) og DR-dramaserien Bag enhver mand (2023-), der vender tilbage med sæson 2 til jul. Julie Rudbæk spillede hovedrollen i begge titler.

Udover sit arbejde med fiktion har Julie Rudbæk også gjort sig bemærket i underholdningsprogrammer som bl.a. Stormester (2022), mens hun lige har været aktuel i Vild med dans (2025). I 2023 modtog hun Svend Prisen for Årets Kvindelige Skuespiller for hovedrollen i Elsker dig for tiden.

Om Sofie Jo Kaufmanas:
Sofie Jo Kaufmanas (f. 1990) har siden sin debut i midten af 2010’erne etableret sig som en af tidens mest alsidige og multitalentfulde skuespillere og satirikere med succesfulde projekter på tværs af film, tv, comedy og improvisation.

Hun har haft roller i en række danske film og tv-serier, som Sjit Happens (2015), 29-33 (2019-2021), Lykkelige omstændigheder (2022) og Elsker dig for tiden (2022). Sofie Jo Kaufmanas har udover en stærk komisk timing i sit skuespil også dybe rødder i comedy-miljøet. Hun blev tidligt en del af Den Lalleglade Brigade og har vundet danmarksmesterskabet i impro-comedy hele to gange. Derudover er hun medstifter af satirekollektivet FLÆS, hvor hun sammen med kollegaen Mette Søndergaard Nielsen skriver, instruerer og optræder i kollektivets projekter, som bl.a. tæller sketchserierne De Kongelige Statuer (2020) og Hvorfor snakker vi ikke om mig? (2020-2023). Ligeledes har hun og Mette Søndergaard skrevet og instrueret DR-serien Far (2020).

Ud over sit arbejde inden for både fiktion og satire har Sofie Jo Kaufmanas medvirket i en række populære tv- og underholdningsprogrammer, herunder Zulu Comedy Fight Club (2017), Stormester (2021), Hvem holder masken? (2022), Fuhlendorff og de skøre riddere (2022) og senest LOL: Den der ler sidst (2023).

Om Bodilprisen:
Opkaldt efter to ikoniske skuespillerinder i dansk film, Bodil Ipsen og Bodil Kjer, har Bodilprisen siden 1948 været et fast pejlemærke i dansk filmkultur. Med den elegante mælkehvide Bodil-statuette som symbol, hylder prisen hvert år fremstående filmkunst. Bodilprisen er Danmarks ældste filmpris og uddeles af Danske Filmkritikere.

Den årlige gallafest, hvor priserne bliver uddelt, har år efter år samlet filmbranchens skarpeste talenter og fejret de mest bemærkelsesværdige præstationer inden for dansk og international filmkunst. Når Bodilprisen den 7. marts 2026 afholdes for 79. gang i Folketeatret, er det andet år med kønsneutrale priser.

Der uddeles i alt 13 statuetter under kategorierne: Bedste film, Bedste hovedrolle, Bedste birolle, Bedste ensemble, Bedste dokumentar, Bedste engelsksprogede film, Bedste ikke-engelsksprogede film, Bedste fotograf, Bedste manuskript, TV 2 Talentprisen, Æres-Bodil, Sær-Bodil og Henning Bahs-prisen.

Emner

Kategorier

Kontakt

  • Sofie Jo Kaufmanas og Julie Rudbæk - kred. Anna Maria Morsél Carlsen. Glyptoteket. Bodilværter 2026.jpg
    Licens:
    Brug i medier
    Filformat:
    .jpg
    Størrelse:
    7104 x 4736, 17 MB
    Download
  • 2Sofie Jo Kaufmanas og Julie Rudbæk - kred. Anna Maria Morsél Carlsen. Glyptoteket. Bodilværter 2026.jpg
    Licens:
    Brug i medier
    Filformat:
    .jpg
    Størrelse:
    5674 x 3783, 11,9 MB
    Download