Gå til indhold

Pressemeddelelse -

Karl Ove Knausgård modtager den prestigefyldte H.C. Andersen Litteraturprisen 2022 ved en ceremoni til efteråret

Foto: Sølve Sundsbø for D2

Den norske forfatter Karl Ove Knausgård bliver den syvende og første nordiske modtager af H.C. Andersen Litteraturprisen, når han modtager 2022-udgaven af den prestigefyldte pris. Litteraturprisen der har været udsat siden 2019 grundet corona, er tidligere gået til anerkendte internationale forfattere som Paulo Coelho, J.K. Rowling, Isabel Allende, Sir Salman Rushdie, Haruki Murakami og senest Dame A.S. Byatt i 2018. Prisen vil blive overrakt den 30. oktober 2022 ved en ceremoni på Odense Rådhus.

I 2020 blev det offentliggjort at norske Karl Ove Knausgård (f. 1968), forfatteren bag den selvbiografiske romanføljeton Min Kamp (2009-11), er modtager af den prestigefyldte ”H.C. Andersen Litteraturprisen”. Grundet corona har priskomiteen udsat selve prisoverrækkelsen til den 30. oktober 2022 hvor forfatteren deltager i en officiel ceremoni på Odense Rådhus kl. 14.00.

Priskomitéens motivation lyder:

”Karl Ove Knausgård tildeles H.C. Andersen Litteraturprisen 2020 for sin intense fornyelse af feltet mellem roman og selvbiografi, et område som også H.C. Andersen i stor stil udforskede, og for i lighed med H.C. Andersen at placere Skandinavien på det litterære verdenskort.”

Første nordiske modtager af H.C. Andersen Litteraturprisen
Knausgård bliver den første nordiske forfatter, der modtager prisen. Tidligere er den prestigefyldte litteraturpris gået til internationale anerkendte forfattere som Paulo Coelho, J.K. Rowling, Isabel Allende, Sir Salman Rushdie, Haruki Murakami og senest Dame A.S. Byatt.

Karl Ove Knausgård debuterede som skønlitterær forfatter i 1998 med romanen Ute av Verden, for hvilken han som den første debutant nogensinde modtog den norske Kritikerprisen. Ute av Verden blev i 2004 fulgt op af En tid for alt, der ligeledes blev vel modtaget i både ind- og udland. Begge romaner er siden udkommet på dansk med titlerne Ude af verden (2005) og Alting har en tid (2007).

En stærk ambassadør for nordisk litteratur
Bedst kendt er dog Knausgårds kolossale hovedværk Min Kamp, der udkom i seks bind i årene 2009-2011. Romanføljetonen blev solgt i mere end en halv million eksemplarer i hjemlandet og er siden blevet udgivet i resten af Norden og det meste af den vestlige verden, hvilket har gjort ham til en litterær rockstjerne – ikke bare i Norden men i høj grad også i USA og England.

I Min Kampbeskriver han minutiøst og med en stærk følelsesmæssig intensitet sin opvækst og sit familieliv, hvilket blandt andet har skabt markant debat internationalt om, hvor grænsen går mellem fiktion og virkelighed. Tilbage står dog et værk, som rigtig mange har kunnet spejle sig i – både mænd og kvinder.

Siden da har Knausgård udgivet flere markante essaysamlinger, blandt andet en årstidsserie, som han skrev til sin ufødte datter. I 2019 udkom novellen Fuglene under himlen, hvor Knausgård vender tilbage til fiktionen med en stramt komponeret fortælling, der danner udgangspunkt for en teateropsætning af Henrik Ibens Peer Gynt. Novellen har fine referencer til den danske filosof Søren Kierkegaard.

Foruden æren modtager Karl Ove Knausgård bronzeskulpturen The Ugly Duckling, skabt af billedhugger Stine Ring Hansen, en pris på 500.000 kroner og diplomet The Beauty of the Swan.

Karl Ove Knausgård vil være til stede i Odense for at modtage prisen ved en ceremoni den 30. oktober 2022.

Læs mere om prisen og de tidligere modtagere på www.andersen-award.com.

Med venlig hilsen
Jens Olesen, Formand for H.C. Andersen Litteraturprisens priskomité.

For yderligere information, kontakt venligst:
Anja Linnet // anja@have.dk// 2265 5348
Sandra Nynne Jensen // sandra@have.dk // 2286 3094

Emner

Regions

Kontakt

Anja Linnet

Anja Linnet

Pressekontakt COO // Chefrådgiver 22655348
Sandra Nynne Vognstrup

Sandra Nynne Vognstrup

Pressekontakt Rådgiver 22863094

Om os

For os handler kommunikation ikke blot om at råbe højt, eller om for enhver pris at trænge igennem lydmuren i et tiltagende kaotisk mediebillede.

For os handler kommunikation om troværdighed. Om substans. Om at sætte dagsordener. Inden for kulturens verden, i erhvervslivet, i politisk sammenhæng – og i samfundet som helhed.

Vi favner bredt i vores opgaveportefølje, og vores spidskompetencer ligger inden for udvikling af storytelling, strategisk udvikling af brands, oplevelsesbaseret kommunikation og den direkte kontakt med medierne.

Tre årtiers erfaring har gjort os til et af Skandinaviens førende kommunikationsbureauer, og på årsbasis gennemfører vi 150 projekter.

Vi kvalificerer vores samarbejdspartneres historier og sikrer dem gennemslagskraft i offentligheden. Vi folkeliggør substansen, og vi sikrer mediernes interesse for både det brede og det smalle. Vi navigerer sikkert og målrettet gennem medielandskabet, og vi er garant for synlighed, der skaber merværdi – og gør en forskel.

HAVE Kommunikation
Hillerødgade 30 B
2200 København N
Danmark