Gå til indhold
Fra venstre: Kasper Blicher Beknes & Niels-Bo Valbro // Foto: Det Ny Teater
Fra venstre: Kasper Blicher Beknes & Niels-Bo Valbro // Foto: Det Ny Teater

Pressemeddelelse -

Kasper Blicher Beknes bliver ny teaterchef på Det Ny Teater

Det Ny Teater kan i dag meddele, at teaterchef Niels-Bo Valbro træder tilbage som teaterchef. I stedet udpeges teatres nuværende souschef Kasper Blicher Beknes til teaterchef.

Chefskiftet har været aftalt i godt et år, således at Kasper Blicher Beknes formelt tiltræder stillingen i morgen, onsdag d. 13. september samtidig med, at Niels-Bo Valbro fratræder.

Kasper Blicher Beknes (51 år) har tilbragt stort set hele sin karriere på Det Ny Teater. Her har han virket siden 1994, de sidste tre år som souschef og har haft ansvaret for repertoirevalget og planlægningen af den forestående sæson.

Niels-Bo Valbro (67 år) udtaler i anledning af fratrædelsen:

  • Jeg har virket som teaterleder i knap 40 år. Det har været et privilegie at arbejde sammen med dedikerede medarbejdere i alle de år, men også et meget arbejdskrævende job. Jeg havde oprindeligt planlagt at træde tilbage som teaterchef, når jeg fyldte 65 år, men ønskede ikke at forlade teatret midt i covid-19 pandemien, der bød på store udfordringer for teatrene. Nu er tidspunktet kommet for et generationsskifte, og for mig at se er Kasper Blicher Beknes den rigtige til at føre teatret videre. Han har været på teatret næsten lige så længe som jeg selv. Han forstår og respekterer teatrets ånd, han er en dygtig producent og erfaren leder på teatret, og han nyder stor respekt hos personalet. Han vil føre teatret videre med den dedikation, ydmyghed og kærlighed til musicalgenren, der har kendetegnet Kaspers arbejde siden han begyndte på teatret. Den tillid publikum har vist Det Ny Teater gennem årene kan således videreføres.

Kasper Blicher Beknes er stolt over udnævnelsen og siger:

  • Efter at have været ansat her i snart 30 år er jeg på en måde vokset sammen med Det Ny Teater. For mig er det et helt naturligt næste skridt at skulle lede teatret. Jeg har været ansvarlig for repertoirevalget og planlægningen af den sæson, der begynder nu. Det siger nok sig selv, at alt hvad jeg har lært om teaterproduktion og ledelse har jeg lært her på Det Ny Teater. Jeg glæder mig meget til det nye og vil gøre mit yderste for sammen med alle teatrets ansatte og samarbejdspartnere fortsat at kunne præsentere musicalforestillinger på øverste niveau.

Længst siddende teaterchef for større teater
Niels Bo-Valbro (67 år) er den længst siddende teaterchef i nyere dansk teaterhistorie for et større teater. Han debuterede som teaterproducent i 1984 med forestillingen Privatliv. I 1988 etablerede han Privat Teatret, som han var teaterchef for indtil teatret lukkede i 2007. I 1992 blev han også teaterchef for Det Ny Teater. De første fire år delte han chefposten med Bent Mejding. Sammen forestod de ombygningen og restaureringen af Det Ny Teater, som genåbnede i 1994.

Siden genåbningen i 1994 har Det Ny Teater været førende på musicalområdet i Danmark og har skabt nogle af dansk teaterhistories største publikumssucceser, herunder The Phantom of the Opera, Cats, Beauty and the Beast og Chicago samt nye succesopsætninger af klassikere som My Fair Lady, Flagermusen og The Sound of Music. Siden genåbningen har Det Ny Teater også modtaget en lang række Reumert- priser og nomineringer i forskellige kategorier.

For uddybende information om Det Ny Teater og Niels-Bo Valbro, læs vedhæftede.

Med venlig hilsen
HAVE Kommunikation & PR

Kontakt:
Michael Feder, mail: michael@have.dk, mobil: 22434942

Baggrundstekst om Niels-Bo Valbro og Det Ny Teater:

Født 17. maj 1956.

I 1990 besluttede Den Storkøbenhavnske Landsdelsscene at lukke Det Ny Teater på ubestemt tid. Bygningen var stærkt nedslidt, og teatret havde gennem flere år haft det største underskud af de københavnske teatre.

Niels-Bo Valbro og hans meddirektør indtil 1996 Bent Mejding gik i 1991 sammen om at redde teatret i samarbejde med bygningens ejer, Ida Løfbergs Fond. Visionen var ambitiøs: Teatret skulle gennemrestaureres og genåbne som et privatdrevet musikteater. Målet var at tilbageføre teatret til dets oprindelige udseende og med respekt herfor tilføje faciliteter, der muliggjorde en mere intensiv anvendelse af bygningen.

Velvilje fra private fonde, virksomheder, kommuner, amter og stat muliggjorde et utraditionelt samarbejde mellem det offentlige og erhvervslivet, og de knap 80 millioner kroner, projektet kostede, blev rejst. Det Storkøbenhavnske Teaterfællesskab indvilligede i at yde tilskud til huslejen og abonnementstilskud, mens selve driften skulle foregå i privat regi uden offentligt produktionstilskud.

Restaureringen placerede Det Ny Teater blandt Europas smukkeste teatre, og det blev både præmieret af Københavns Kommune, valgt som pilotprojekt af den Europæiske Union og modtog den europæiske arkitekturpris Europa Nostra. Teatrets teknik blev moderniseret, således at Danmark med genåbningen i 1994 fik et musikteater, der formåede at producere store musikforestillinger på internationalt niveau.

Forestillingerne
Niels-Bo Valbro har på Det Ny Teater siden 1994 som kunstnerisk, administrativ og økonomisk ansvarlig produceret en ubrudt række af kunstneriske såvel som publikumsmæssige succeser.

Det Ny Teater har turdet satse stort såvel kunstnerisk som økonomisk, men også vundet endnu større. Det gælder f.eks. The Phantom of the Opera, som med et budget på 100 millioner kroner og 500.000 publikummer blev dansk teaterhistories største publikumssucces.

Det Ny Teater har i næsten 30 år været referencerammen for musicals i Danmark.

Niels-Bo Valbro har anvendt betydeligt flere ressourcer i produktionen af den enkelte forestilling, end det er sædvanligt i dansk teater. Et fælles træk for teatrets produktioner har således været mange medvirkende skuespillere, sangere, dansere og stort orkester samt anvendelse af den mest moderne og avancerede lyd-, lys- og sceneteknik. Det Ny Teater beskæftiger i løbet af en sæson flere hundrede skuespillere, sangere, dansere, musikere, teknikere og andre faggrupper i kortere eller længere tid.

Det Ny Teater har ofte engageret internationale iscenesættere, scenografer, koreografer, dansere, sangere og musikere, men alle forestillinger har været opført på dansk.

Det Ny Teater har i betydeligt omfang medvirket til danske scenekunstneres talentudvikling inden for kombinationen drama, sang og dans. Teatret har haft en sikker sans for at finde, udvikle og turde satse på unge og uprøvede talenter, også i store bærende roller.

Niels-Bo Valbro har som producent haft ansvaret for knap 100 større og mindre teaterproduktioner af vidt forskellige genrer. Han er i dag den af landets teaterdirektører, der har længst anciennitet som direktør for et større teater.

Det er Niels-Bo Valbros opfattelse, at teatrets succes først og fremmest skyldes medarbejderne, da teaterproduktion er en kollektiv proces, hvor alle involveredes bidrag er af betydning for resultatet.

Privat Teatret
I 1984 debuterede Niels-Bo Valbro som teaterproducent, da han co-producerede Privatliv med Susse Wold og Bent Mejding. Forestillingen spillede i mere end to år for fulde huse, dels på Mercur Teatret i København dels på turné, og skrev dansk teaterhistorie med mere end 500.000 publikummer.

I 1987 co-producerede han med Det Kongelige Teater Tribadernes Nat med Ghita Nørby og Frits Helmuth. Forestillingen blev sat op på Mercur Teatret og efterfølgende på turné.

I 1988 etablerede Niels-Bo Valbro Privat Teatret og blev dermed landets yngste teaterdirektør for et større teater. Da han i 1984 overtog Mercur Teatret, var det lukket og opgivet som teater.

Privat Teatret modtog ikke driftstilskud og byggede derfor helt på privat finansierede produktioner - ofte i direkte samarbejde med de involverede kunstnere som medproducenter.

Fra 1988-2007 producerede Niels-Bo Valbro på Privat Teatret en lang række forskellige produktioner med en stjernerække af skuespillere: Hvem er Bange for Virginia Woolf, Tribadernes Nat, Dødsdansen og Harvey - alle med Ghita Nørby og Frits Helmuth.

Magisk Cirkel med Frits Helmuth og Susse Wold blev afløst af Disharmoni med Frits Helmuth og soloforestillingerne Kentex, Skyldig - ikke Skyldigog Shirley Valentine med henholdsvis Tommy Kenter, Frits Helmuth og Lisbet Dahl.

Frits Helmuth og Kirsten Lehfeldt mødtes i et gribende samspil i En Anden Verden - og Kim Larsen blæste publikum ned i sæderne med sin multimusical Kielgasten. Preben Kristensen, Frits Helmuth og Stig Hoffmeyer spillede med og mod hinanden i nyklassikeren Kunst.

Bodil Udsen og Solbjørg Højfeldt sled hinanden i stykker i tragedien Godnat Mor, og Erik Mørk fik lov at vise sit komiske talents spændvidde i Teaterliv - i samspil med Susse Wold og Bent Mejding.

Privat Teatret blev landets førende morskabsteater. Lisbet Dahl, Ulf Pilgaard og Claus Ryskjær har i skiftende kombinationer bl.a. medvirket i farcerne Sidespring, Ægtemand på Deltid, Den Grønne Elevator, Charleys Tante, Hvem Vover Pelsen?, Fanget i Nettet, Tak Så Er Det Nok For I Aften ogEn Diplomatisk Affære. Niels-Bo Valbro har på Privat Teatret også produceret en lang række klassiske lystspil og komedier som Gud Hvor De Løber, Hvem Støver Af, Komedie i Mørket, Min Kone Spøger, Faldne Engle, Sømænd og Svigermødre og Svend, Knud Og Valdemar.

Privat Teatret sendte de fleste af sine produktioner på turné over hele landet og betjente på denne måde landets teaterforeninger. I 20 år var Privat Teatret således landets næststørste turnéteater-producent.

Emner

Kontakt

Michael Feder

Michael Feder

Pressekontakt Adm. direktør +45 2243 4942

Om os

For os handler kommunikation ikke blot om at råbe højt, eller om for enhver pris at trænge igennem lydmuren i et tiltagende kaotisk mediebillede.

For os handler kommunikation om troværdighed. Om substans. Om at sætte dagsordener. Inden for kulturens verden, i erhvervslivet, i politisk sammenhæng – og i samfundet som helhed.

Vi favner bredt i vores opgaveportefølje, og vores spidskompetencer ligger inden for udvikling af storytelling, strategisk udvikling af brands, oplevelsesbaseret kommunikation og den direkte kontakt med medierne.

Tre årtiers erfaring har gjort os til et af Skandinaviens førende kommunikationsbureauer, og på årsbasis gennemfører vi 150 projekter.

Vi kvalificerer vores samarbejdspartneres historier og sikrer dem gennemslagskraft i offentligheden. Vi folkeliggør substansen, og vi sikrer mediernes interesse for både det brede og det smalle. Vi navigerer sikkert og målrettet gennem medielandskabet, og vi er garant for synlighed, der skaber merværdi – og gør en forskel.

HAVE Kommunikation
Hillerødgade 30 B
2200 København N
Danmark