Gå til indhold
Kulturmødet 2019 stiller skarpt på kulturens betydning

Pressemeddelelse -

Kulturmødet 2019 stiller skarpt på kulturens betydning

Fra den 22.-24. august 2019 afholdes Kulturmødet på Mors for syvende år i træk. Kulturmødet 2019 byder på tre dage spækket med inspirerende debatter og kulturoplevelser for både store og små.

Under overskriften ‘Culture matters’ præsenterer Kulturmødet et program med mere end 450 arrangementer og de besøgende kan se frem til velkendte danske navne som forfatter Kaspar Colling Nielsen, Lone Hørslev, Dy Plambeck og Naja Marie Aidt. Musikalske koncertoplevelser med Katinka, Nørlund/Aidt, Benjamin Koppel og et af Europas mest anerkendte big bands; NDR-bigband med Palle Mikkelborg. Verdensstjerner som den klassiske pianist Marianne Shirinyan og flamencodanser Selene Muñoz er nogle af dette års absolutte must-see.

Kulturmødet sætter dagsordenen
Samtalerne er Kulturmødets DNA.Vær med når Kulturmødets moderatorer svinger taktstokken over otte aktuelle temaer i kunst- og kulturlivet: FN´s Verdensmål, Kreative partnerskaber, Den kreative by, Demokrati og dannelse, Kultur og sundhed, Næste generation, Kunsten i samfundet og Medier og digitalisering.

Gå ikke glip af velkendte profiler som Kasper Holten, Ulla Tofte, Christian Lollike, Nils Malmros og Fallulah. Oplev bl.a. Clement Kjersgaard, Puk Damsgaard, Ane Cortzen, Adam Holm og Helle Solvang, når der debatteres alt fra medieforlig, tech-giganternes indtog til kunstens dannelsespotentiale.

Viden og erfaring bærer samtalen frem
Kulturmødet har inviteret nogle af landets skarpeste hjerner til at dele ud af deres viden om kunst- og kultur. Mød bl.a. professor Ole Sejr Iversen og hjerneforsker Andreas Roepstorff som gør os klogere på børn og digitalisering og hvordan kunst helbreder.

Tæt på kunsten i private hjem Kulturmødets hjørnesten er de morsingboer som åbner deres hjem til Kulturmødet og lader samtaler og kunst fylde dagligstuen, køkkenet og baghaven i de tre dage. Kom helt tæt på kendte forfattere, når de læser op af og fortæller om deres bøger. Kom tæt på kunstværker af mere end 20 samtidskunstnere heribland John Kørner, Julie Nord og Kirsten Klein i “Kunstsalonen” kurateret af Anne Aarsland og Mette Helena Rasmussen.

Næste generation får en stærk stemme når nyt talentmiljø åbner
I 2019 kommer mere end 200 kunstnere, kreative talenter og studerende fra hele landet til at overnatte på Kulturmødets nye camp med bæredygtige telte og fællesspisning morgen, middag og aften. Når Kulturmødet slår dørene op for de 200 overnattende gæster er det med et stærkt program med KunstLab, master classes og workshops. Her kan de møde etablerede kunstnere, fordybe sig i den kreative proces, inspirere hinanden på tværs af kunstarter, udvikle programelementer til Kulturmødet og få praktisk viden om livet som skabende og udøvende kunstner.

Kulturmødet i børnehøjdeOgså de mindste besøgende kan se frem til sandt fyrværkeri af oplevelser, når de bliver inviteret til klassisk musik for børn og bamser, Metalskolen med p6-beat værten Carsten Holm, Sigurd Barretts familiekoncert og ’Ramasjang redder verden’, hvor børnene blandt andet kan være med til at bygge bihoteller og holde naturen fri for plastik.

Direktør for Kulturmødet, Trine Bang, understreger vigtigheden af et Kulturmøde for alle:

”Vi sætter en stor ære i at være samlingssted for vidensdeling, kulturoplevelser og inspiration på tværs af lande, brancher og generationer. Det er vigtigt, at Kulturmødet er et samlingssted for alle, og derfor består programmet af kulturoplevelser i alle afskygninger. Kultur er ikke begrænset til en enkelt gruppe i vores samfund – den er mangfoldig, og noget vi alle skal have del i. Jeg håber, at Kulturmødet vil kunne inspirere besøgende i alle aldre til at udforske kulturen og være nysgerrig på dens betydning for os, og verden vi lever i .”

Fakta om Kulturmødet

  • Kulturmødet arrangeres af Morsø Kommune og Region Nordjylland og støttes af Kulturministeriet og en række fonde og sponsorer.
  • Kulturmødet er gratis for alle
  • Kulturmødet afholdes i 2019 for syvende gang.
  • I 2018 deltog mere end 24.000 i Kulturmødet.

Læs mere om kulturmødet på https://www.kulturmodet.dk


Med venlig hilsen
Kulturmødet


For yderligere information og akkredittering, kontakt venligst:

Pressekontakt:

Kristina Sindberg // kristina@have.dk // 2486 0184

Natasha Holst Bülow //natasha@have.dk // 27 63 69 88


Talsperson for Kulturm
ødet:

Direktør Trine Bang // trine.bang@kulturmodet.com // 2138 1737

Emner

Regions

Kontakt