Gå til indhold
Foto: Daniel Birkebæk (Mumle) & Sofie Barfoed (HUGORM)

Pressemeddelelse -

Mumle og HUGORM spiller på Grøn til sommer

Når Grøn den 16.-26. juli rejser rundt i landet, er Mumle og HUGORM med på karavanen. Det kan Tuborg og Muskelsvindfonden, som arrangerer Grøn, i dag offentliggøre. Dermed er seks af årets otte artister offentliggjort til sommerens totalt udsolgte turné.

I dag kan Grøn afsløre yderligere to af de artister, man kan opleve, når Grøn besøger Tårnby, Kolding, Aarhus, Aalborg, Esbjerg, Odense, Næstved og Valby til sommer.

Mumle debuterer på Grøn 2026 efter et 2025, som bød på en stor milepæl for sangerinden. Sammen med Omar indtog hun nemlig førstepladsen over de mest populære sange herhjemme med kæmpehittet “Hele Vejen”, og til sommer er Mumle klar til endnu en milepæl i sin unge karriere.

Mumle udtaler:
“Grøn er en kæmpe milepæl for mig. Jeg kender virkelig mange familier, der har gjort Grøn til en fast tradition, så det bliver ekstremt fedt at være en del af den fællesskabsstemning, Grøn giver. Jeg har aldrig været gæst på Grøn og får altid mega meget FOMO, når jeg ser ting derfra på sociale medier, og når mine venner kommer hjem i Grøn merch og bøllehatte; nu kan jeg tage revanche på et helt andet level. Det er også noget helt særligt at være en af de få, der får lov til at spille på Grøn i år - det er en kæmpe ære. Glæder mig også helt vildt meget til at tage rundt med de andre artister og deres hold; det er næsten alle sammen nogle, jeg kender i forvejen, og har det rigtig godt med dem, så jeg tror, det bliver sindssygt hyggelig skoleudflugt stemning med en samling af mennesker, der lever og brænder for det samme som mig.”

HUGORM vender i år tilbage på Grøn-turnéen, hvor de debuterede i 2024. Siden er de kun blevet større med adskillige headlinerkoncerter og kæmpe hits som “HUGORM NEDLÆGGER FORSVARET feat. Peter Sommer” og senest “HOLD OM MIT HOVED”. Trioens budskab forud for deres anden Grøn-turné er ikke til at tage fejl af.

HUGORM udtaler:
"VI HEDDER HUGORM OG VI NEDLÆGGER GRØN"

Mumle
Bag Mumle finder vi Julia Kathrine Hansen. Hun er født i 2003, opvokset i Sønderjylland, og bor nu i Aarhus.

Det meste af sit liv har hun gået benhårdt efter at blive professionel berider, og det lignede en meget lovende karrierevej i mange år – lige indtil Julia blev skadet, og så skulle der lægges en plan B… Julia faldt over et pladeselskab, som søgte sangerinder, og tænkte; det kan jeg da godt være! Og så gik det hurtigt. Debuthittet ”Det Modsatte” udkom i 2023, og siden har hun ikke kigget sig tilbage.

Mumle er den lille stemme, vi alle har indeni os, som hverken er høflig, betænksom eller sød, men som bare først og fremmest er hudløst ærlig. Og det beskriver helt perfekt, hvilken musik Mumle laver. Det er humoristisk, det er ægte, det er enormt relaterbart, og så handler det i virkeligheden rigtig meget om selverkendelse og indeholder en god portion selvironi.

Med sin karakteristiske stil og evne til at omsætte hverdagsfølelser til popmusik har Mumle positioneret sig som en kunstner, der taler direkte til en række generationer – til børn, til de unge fra hendes egen generation, til voksne og gamle. Hun kombinerer fængende popmelodier med en ærlig og humoristisk tilgang til livets op- og nedture, og teksterne kredser typisk om helt almindelige oplevelser og følelser, som mange kan spejle sig i.

I fredags udgav hun endelig sit ventede debutalbum Dig, Mig Og En Dårlig Boligsituation, og til sommer kan hun opleves på Grøn for første gang.

HUGORM
HUGORM med Simon Kvamm i spidsen debuterede i 2020 med et decideret møgfald mod verden med EP’en FOLK SKAL BARE HOLDE DERES KÆFT og det opfølgende aggressive album KOM VI FLYGTER. Sangskrivningen blev koncentreret på TRO, HUG & KÆRLIGHEDfra 2022, og hele HUGORMs musikalske og visuelle univers blev formfuldendt på det anmelderroste album DRØMMEHUG fra 2024.

I slutningen af 2025 – side om side med Peter Sommer på sangen “HUGORM NEDLÆGGER FORSVARET feat. Peter Sommer” og nu med den seneste single “HOLD OM MIT HOVED” – betræder HUGORM nyt musikalsk land.

Siden deres debut på Grøn i sommeren 2024 har HUGORM ekspanderet på livefronten og skubbet til grænserne for den totale koncertoplevelse i øjenhøjde med publikum. Højdepunkterne de sidste år tæller udsolgt koncert i Royal Arena senere i 2024 og flere headliner-koncerter på de største danske festivaler i 2025.

HUGORM ved du, hvor du har: Overalt!

Alle billetter til Grøn 2026 er solgt, men man kan finde yderligere information om Grøn, herunder videresalg af billetter, på groenkoncert.dk.

For pressehenvendelser, kontakt venligst:
Peter Pishai Storgaard · peter@have.dk · 28 49 33 86
Picasa Emily Askjær Grand · picasa@have.dk· 30 13 88 80

Om Grøn
I mere end fire årtier har Tuborg og Muskelsvindfonden arrangeret Grøn og skabt musikalske liveoplevelser og fællesskaber på tværs af handicap, alder, etnicitet, køn, seksualitet og religion. Overskuddet fra koncerterne går til Muskelsvindfondens arbejde for et bedre liv med muskelsvind, til forskning i muskelsvind og til at skabe Plads til forskelle i samfundet - og meget mere. I 2026 har billetsalget sat nye rekorder. Allerede efter det første døgn for billetsalget havde Grøn afsat 200.000 billetter og udsolgt syv ud af otte turnébyer. Og efter blot fem dage var hele turnéen historisk tidligt udsolgt med en ny publikumsrekord på 203.500 gæster til følge.

Om Muskelsvindfonden
Muskelsvindfonden er en forening, et fællesskab og en bevægelse, som kæmper for et bedre liv med muskelsvind. Muskelsvindfonden blev grundlagt i 1971 og er i dag en stærk organisation, som ikke bare samler mennesker med muskelsvind, men også 1000vis af fantastiske pårørende, stærke samarbejdspartnere og engagerede frivillige. Siden 1983 har Muskelsvindfonden i et partnerskab med Tuborg arrangeret Grøn.

Om Tuborg
Tuborg blev grundlagt i 1873, og er siden blevet danskernes foretrukne ølmærke. Tuborg har gennem fem årtier haft et stort engagement i musikken og det fællesskab, det bibringer mellem danskerne. Gennem tætte partnerskaber med både det danske musikmiljø og koncert-og festivalarrangører, har Tuborg medvirket til, at danskerne hvert år kan mødes til fællesskab, unikke musikoplevelser og iskolde øl. Tuborg var med til at skabe grundstenen til Grøn tilbage i 1983 og har været medarrangør lige siden.

Turnéplan 2026
Torsdag den 16. juli: Tårnby, Øresundsparken (Udsolgt)
Fredag den 17. juli: Kolding, Seest Idrætspark (Udsolgt)
Lørdag den 18. juli: Aarhus, Marienlystvej (Udsolgt)
Søndag den 19. juli: Aalborg, Trekanten (Udsolgt)
Torsdag den 23. juli: Esbjerg, Veldbækvej (Udsolgt)
Fredag den 24. juli: Odense, Dyrskuepladsen (Udsolgt)
Lørdag den 25. juli: Næstved, Holsted Allé (Udsolgt)
Søndag den 26. juli: Valby, Valbyparken (Udsolgt)

Grøn på de sociale medier
Officielt hashtag: #Grøn26
Facebook: facebook.com/groenkoncert
Instagram: Groenkoncert
Snapchat: Groenkoncert
YouTube: Grøn Koncert
TikTok: Groenkoncert

Emner

Kategorier

Regions

Kontakt

  • Peter Pishai Storgaard

    Pressekontakt Chefrådgiver & Medlem af Ledelsen
  • Picasa Emily Askjær Grand

    Pressekontakt Rådgiver & Projektleder 30138880