Gå til indhold
Nørrebro Teater præsenterer RADIONAUTERNE OG DEN MYSTISKE MORGEN
Illustration: Karla Nor Holmbäck

Pressemeddelelse

Nørrebro Teater præsenterer RADIONAUTERNE OG DEN MYSTISKE MORGEN

Hvad består verden af? Og hvordan ser der ud nede i dybhavet? Nørrebro Teater inviterer alle nysgerrige familier i teatret, når Danmarks største videnskabspodcast for børn for første gang indtager teaterscenen. Tag med Radionauterne på en overraskende opdagelsesrejse i efterårets nye forestilling ”Radionauterne og den mystiske morgen”.

PREMIERE DEN 15. OKTOBER 2026
NØRREBRO TEATER

Teater for nysgerrige børn
Hvad er månen lavet af? Og hvorfor lugter hunde egentlig til hinandens numser? Børn stiller mange spørgsmål, men det er ikke altid, de voksne har tid til at svare - især ikke en mandag morgen, når man er ved at komme for sent ud ad døren. Heldigvis står Radionauterne altid klar til at tage med børnene på opdagelsesrejse og finde svarene. Men denne morgen går det ikke helt, som det plejer. Da Radionauterne Karen og Lisa ankommer, er alt vendt på hovedet. Og nu er det pludselig dem, der stiller spørgsmålene: Hvor er barnet? Og hvor skal de lede? Kom med Radionauterne, når de undersøger en meget mystisk morgen…

“På Nørrebro Teater forsøger vi gennem kunsten at klæde publikum på til at deltage i den demokratiske samtale. Vi tror på live-oplevelser med vidensformidling som modvægt til den overfladeinformation, der fylder vores feed. Derfor er vi meget stolte af at præsentere vores første familieforestilling for nysgerrige børn sammen med Radionauterne. Radionauterne excellerer i vidensformidling til børn ved at følge nysgerrigheden. Her opfordres vi til at undre os og sammen gå på opdagelse med en tillid til, at i dette univers kan selv små børn forstå komplekse sammenhænge.” Fortæller Jennifer Vedsted Christiansen, kunstnerisk direktør på Nørrebro Teater.

Det er første gang, at direktørduoen på Nørrebro Teater bestående af Janne Villadsen og Jennifer Vedsted Christiansen præsenterer en børneforestilling i deres program. Samarbejdet med Radionauterne sker som en del af Nørrebro Teaters vision for at forbinde sig til sin omverden, og forestillingen ”Radionauterne og den mystiske morgen” markerer en innovativ måde at forene videnskab og scenekunst for hele familien.

Forestillingen skabes med støtte fra Novo Nordisk Fonden.

Holdet bag og på scenen
På scenen står de to værter bag Radionauterne, Karen Brüel Birkegaard og Lisa Bay, der sammen vil tage store som små med på opdagelsesrejse for at finde svarene på en masse af de gode, videnskabelige spørgsmål, børn har. Sammen med Radionauterne står skuespiller Kristian Bundgaard, der vil optræde i forskellige roller.

Instruktør Alice Bier Zandén bringer forestillingen til live på scenen i et legende, fantasifuldt univers skabt af Karla Nor Holmbäck. Alice Bier Zandén er uddannet teaterinstruktør og har medvirket i flere film og tv-serier. Hun har bl.a. spillet hovedrollen i Netflix-filmen Ehrengaard - Forførelsens Kunst (2023) og i DR-serien Generationer (2025) havde hun den ene af fire hovedroller.

Karla Nor Holmbäck er uddannet tegnefilmsinstruktør fra Den Danske Filmskole. I 2020 debuterede hun som forfatter og illustrator med bogen Vores fantastiske forskellige familier. ”Radionauterne og den mystiske morgen” er hendes debut som scenograf og kostumedesigner.

Om Radionauterne
Radionauterne er en videnskabelig podcast til børn mellem 4 og 10 år, som imødekommer børns naturlige nysgerrighed. Bag Radionauterne står værterne Karen Brüel Birkegaard og Lisa Bay, der siden 2016 har tilrettelagt og produceret podcasten. Med afsæt i børns egne spørgsmål, undersøger de verdens største og mindste videnskabelige spørgsmål. Foruden podcasten har Radionauterne udgivet bogen “Radionauternes store opdagelsesrejse” fra 2024, optrådt på festivaler og udviklet flere andre podcastformater. ”Radionauterne og den mystiske morgen” er Radionauternes teaterdebut.

Fakta om Radionauterne og den mystiske morgen
Premiere: 15. oktober 2026
Spilleperiode: 15. oktober - 17. oktober 2026
Målgruppe: Fra 5 år
Forventet varighed: 50 minutter uden pause
Priser: 80 – 165 kr.
Medvirkende: Kristian Bundgaard, Karen Brüel Birkegaard og Lisa Bay
Instruktør: Alice Bier Zandén
Scenografi og kostumer: Karla Nor Holmbäck

Med venlig hilsen
HAVE Kommunikation

For yderligere information kontakt venligst:
Julie Qvick // julie@have.dk // 31 33 07 68
Karoline Maltha Jannerup // karoline@have.dk // 30 30 70 20
Karoline Thorhauge // karoline.thorhauge@have.dk // 23 43 73 50

Om Nørrebro Teater
Nørrebro Teater er et af Danmarks mest signifikante teatre med plads til 620 publikummer. Fra sin placering på Ravnsborggade i hjertet af Nørrebro er missionen for teatret at forbinde sig til omverdenen igennem perspektiverende og engagerende teater og kultur.

Fra maj 2024 har Janne Villadsen og Jennifer Vedsted Christiansen været direktører, og huset har siden da omgået en strategisk transformation med ambitionen om at skabe en inkluderende og engagerende kulturinstitution. Derfor åbnede Nørrebro Teater i august 2025 med et nyt program bestående af Teater, Samtaler & Møder, Kunst & Performance og Musik.

Emner

Kategorier

Regions

Kontakt

  • Radionauterne_bred_presse.jpg
    Licens:
    Brug i medier
    Filformat:
    .jpg
    Størrelse:
    11042 x 6250, 14,2 MB
    Download