Gå til indhold
 Instruktør Anja Behrens bringer myten om Vølvens spådom ind i nutiden i den nye forestilling KATARSIS på Nørrebro Teater.
Foto: Jasko Bobar

Pressemeddelelse -

Nørrebro Teater udfordrer vores nordiske fortælling i KATARSIS

Med performative greb og et barokt showformat bringer instruktør Anja Behrens myten om Vølvens spådom ind i nutiden som et rituelt spejl på en verden i opløsning i den kommende forestilling KATARSIS på Nørrebro Teater.

PREMIERE DEN 12. SEPTEMBER 2026
NØRREBRO TEATER

Det er Signe Egholm Olsen og Patrick Baurichter, der indtager scenen i selskab med bl.a. Vokalselskabet Glas, når det helt nye værk KATARSIS, der fortolker myten om Vølvens spådom, får premiere den 12. september 2026 på Nørrebro Teater.

Mennesket har behov for trøst og håb i kaos. Den vestlige verdens fortællinger, der har båret os de sidste mange år, bryder sammen, så hvor kigger vi hen for at finde et sprog for sammenbrud og genopbygning? I vores egen nordiske kosmologi er undergangen ikke enden, men forudsætningen for en ny begyndelse. Med KATARSIS genaktiverer Nørrebro Teater myten om Vølvens spådom - som et redskab til at forestille sig, hvad der kan opstå efter undergangen.

“Vi står et sted, hvor den store vestlige fortælling, vi har orienteret os mod både kulturelt og politisk, krakelerer. Derfor kigger vi mod vores eget mytologiske ophav for at genopdage de fælles fortællinger, vi måske har glemt eller overset. Instruktør Anja Behrens og scenograf Christian Albrechtsen repræsenterer noget af det ypperste inden for hvert deres felt, og jeg tror på, at de vil ruske op i den ellers pædagogiske tilgang, vi danskere normalt har til vores egen kulturarv. I krydsfeltet mellem show og avantgarde bliver KATARSIS et værk, der udvider grænserne for, hvad mennesket kan, og hvor det umulige bliver muligt,” fortæller Jennifer Vedsted Christiansen, kunstnerisk direktør på Nørrebro Teater.

Om KATARSIS
I sagnet vækker gudernes konge, Odin Vølven fra de døde for at høre hendes spådom om verdens skabelse, undergang og genopståelse. I KATARSIS træder Signe Egholm Olsen og Patrick Baurichter frem som værter, åndemanere og forvandlelige skikkelser i et langt fremmaningsritual, hvor målet er at få Vølven til at tale igen.

Værket udfolder sig som et sanseligt renselses-show i tre bevægelser - skabelse, undergang og genfødsel. Tableauer glider ind i hinanden og danner et ubrudt ritual, hvor illusion, kropskunstnere og kvindekor indgår som performative kræfter. Musikken bevæger sig fra nordisk klang og urstemmer til brutal støj og pulserende rytmer. I Christian Albrechtsens scenografi er universet forvrænget og poetisk, grotesk og sakralt. Myte møder underbevidsthed, drift og samtidens sammenbrud.

Holdet på og bag scenen
I front for KATARSIS er de prisbelønnede skuespillere Signe Egholm Olsen og Patrick Baurichter, der træder frem som værter og giver krop til mytens tidløse kræfter. Sammen tager de publikum gennem det sanselige renselses-shows tre bevægelser.

Signe Egholm Olsen er uddannet fra Statens Teaterskole i 2003. I 2010 modtog hun Reumert-prisen for årets kvindelige hovedrolle for sin rolle i Bygmester Solness på Det Kongelige Teater. Signe Egholm Olsen er en del af kunstnerkollektivet Sort Samvittighed, der bl.a. har lavet forestillingerne Hvid magi på Betty Nansen Teatret (2011, 2019), TOVE! TOVE! TOVE! på Det Kongelige Teater (2015-17) samt Sort Samvittighed #4 (2024), der bliver genopsat på Betty Nansen Teatret i maj 2026.

Patrick Baurichter er uddannet skuespiller fra Den Danske Scenekunstskole i København i 2014. Patrick debuterede i 2014 i Orwells 1984 på Betty Nansen Teatret og har siden medvirket i en talrække af forestillinger, herunder Shakespeare in Love på Østre Gasværk Teater (2019) og Gertrud svarer igen på Husets Teater (2020). Patrick Baurichter er desuden medstifter og medlem af scenekunstkollektivet LOGEN, der står bag forestillingerne Historien om Øjet (2016) af Georges Bataille på Odense Teater, Teater Nordkraft, Husets Teater, Teater Republique og Death to Truth of Beauty på Teater Faar302 (2018) og senest Gilgamesh (2024) på Sort/Hvid.

Bag scenen er det den Reumert-belønnede instruktør Anja Behrens, der bearbejder og bringer myten om Vølvens spådom til live på scenen, mens den dobbelte Reumert-vinder Christian Albrechtsen skaber det mytiske, visuelle univers. Anja Behrens blev i 2024 uddannet instruktør fra Den Danske Scenekunstskole. Hun debuterede som instruktør og dramatiker i Tyskland med iscenesættelsen af Biene Maja und die Folgen des Faschismus (2006). På det Kongelige Teater har hun opsat Symposion (2019), Odysseen (2022) og den Reumert-nominerede ballet Under Dybet (2024). På Aarhus Teater har hun bl.a. iscenesat Ordet, der i 2020 modtog årets Reumert for bedste forestilling. Dertil er Anja ligeledes medstifter af scenekollektivet LOGEN.

Christian Albrechtsen har skabt scenografi og kostumer til en længere række af forestillinger, herunder flere i samarbejde med Anja Behrens. Deres samarbejde omfatter blandt andet førnævnte Under Dybet (2024) samt trilogien Furier (2021-2024) på Husets Teater. I 2018 modtog han en Reumert for Årets stagedesign for forestillingen Lyden af de skuldre vi står på på Aarhus Teater, og i 2020 modtag han samme hædersbevilling for Lazarus på Aarhus Teater og Det Kongelige Teater.

Fakta om KATARSIS
Premiere: den 12. september 2026
Spilleperiode: 12. september - 3. oktober 2026
Forventet varighed: 1 time og 30 minutter uden pause
Priser: 75 - 465 kr.
Medvirkende: Signe Egholm Olsen, Patrick Baurichter m.fl.
Instruktion og bearbejdelse: Anja Behrens
Scenografi og kostumer: Christian Albrechtsen
Tekstuddrag fra Den Poetiske Edda, oversat og kommenteret af Rolf Stavnem
Sangere og performere: Vokalselskabet Glas - Kamilla Kovacs Mathiasen, Elisabeth Breines Vik, Anna Katrina Petersen
Komponist og lyddesign: Emil Assing

Med venlig hilsen
HAVE Kommunikation

For yderligere information:
Julie Qvick // julie@have.dk // 31 33 07 68
Karoline Maltha Jannerup // karoline@have.dk // 30 30 70 20
Karoline Thorhauge // karoline.thorhauge@have.dk // 23 43 73 50

Om Nørrebro Teater
Nørrebro Teater er et af Danmarks mest signifikante teatre med plads til 620 publikummer. Fra sin placering på Ravnsborggade i hjertet af Nørrebro er missionen for teatret at forbinde sig til omverdenen igennem perspektiverende og engagerende teater og kultur.

Fra maj 2024 har Janne Villadsen og Jennifer Vedsted Christiansen været direktører, og huset har siden da omgået en strategisk transformation med ambitionen om at skabe en inkluderende og engagerende kulturinstitution. Derfor åbnede Nørrebro Teater i august 2025 med et nyt program bestående af Teater, Samtaler & Møder, Kunst & Performance og Musik.

Emner

Kategorier

Regions

Kontakt

  • KATARSIS_bred_Kred_Jasko Bobar.jpg
    Licens:
    Brug i medier
    Filformat:
    .jpg
    Størrelse:
    5905 x 4724, 9,11 MB
    Download
  • KATARSIS_bred_Kred_Jasko Bobar.jpg
    Licens:
    Brug i medier
    Filformat:
    .jpg
    Størrelse:
    5905 x 4724, 9,11 MB
    Download