Pressemeddelelse -
Nordisk modernisme i verdensklasse: Norske Kunstsilo præsenterer den første internationale retrospektive udstilling af Pedersen og Alfelt
Torsdag den 10. april slår det norske kunstmuseum Kunstsilo dørene op for en banebrydende udstilling med det nordiske i centrum: Kosmiske dimensioner – den første internationale retrospektive udstilling med fokus på det danske kunstnerpar Carl-Henning Pedersen og Else Alfelt.
Gennem hovedværker fra Tangen-samlingen og 140 malerier fra Carl-Henning Pedersen & Else Alfelts Museum i Herning giver Kosmiske dimensioner publikum en enestående mulighed for at opleve det spontane, mytologiske og ekspressive billedunivers, der kendetegner den nordiske modernisme. Det er første gang, at Pedersens og Alfelts kunst præsenteres i et internationalt format. Kunstsilo er første stop for udstillingen, som herefter rejser videre til Kunsthalle St. Annen i Lübeck.
Else Alfelt og Carl-Henning Pedersen mødte hinanden på Den Internationale Højskole i Helsingør i 1933. Mødet blev starten på et livslangt kunstnerisk og personligt samarbejde. Parret blev centrale skikkelser i den danske avantgarde og CoBrA-bevægelsen (1948–1951) med en kunstnerisk vision, der forenede folklore, frihed og en åndelig søgen.
Med udgangspunkt i en omfattende samling af malerier inviterer Kosmiske dimensioner publikum på en rejse gennem parrets kunstneriske udvikling – fra eksperimenterende tidlige værker til monumentale kompositioner inspireret af rejser til Asien, Afrika og Europa.
En unik mulighed
– Historien og arven efter Carl-Henning Pedersen og Else Alfelt minder os om centrale humanistiske værdier som frihed, spontanitet, respekt for andre kulturer og omsorg for naturen, siger Karl Olav Segrov Mortensen, kurator og programchef ved Kunstsilo, og fortsætter:
– Deres kunst er også et fremragende eksempel på, hvordan modernismen kom til udtryk i Norden. Publikum får en enestående mulighed for at opleve hovedværker fra Tangen-samlingen, som afspejler en særlig periode i kunsthistorien præget af krig, uro og fornyelse.
Ledende arena for nordisk modernisme
Med omkring 6.500 værker er Tangen-samlingen verdens største samling af nordisk modernisme. Samlingen dækker perioden fra 1910 til 1990 og giver et mangfoldigt og dybdegående indblik i den nordiske kunsthistorie.
– Med udgangspunkt i den enestående Tangen-samling skal Kunstsilo være en ledende platform for nordisk modernisme. Kosmiske dimensioner er en fantastisk anledning til at løfte en vigtig del af den historie frem. At vi kan præsentere Alfelts og Pedersens kunst i et internationalt format her i Kristiansand, understreger Kunstsilos ambition om at være en brobygger mellem det nordiske og det globale kunstfelt, siger Kunstsilos direktør Maria Mediaas Jørstad.
Kosmiske dimensioner er kurateret i samarbejde med Institute for Cultural Exchange, Carl-Henning Pedersen-stiftelsen og Carl-Henning Pedersen & Else Alfelts Museum og kan opleves på Kunstsilo i Kristiansand fra den 10. april til den 31. august 2025.
For yderligere information, kontakt:
Anne Berentsen, Kulturmeglerne, anne.berentsen@kulturmeglerne.no.
Billeder kan hentes her.
Visningsperiode Kosmiske dimensjoner: 10.4.-31.8.2025
Mere information om udstillingen
Om Kunstsilo:
En enestående ramme for nordisk modernisme
Kunstsilo er en prisbelønnet museumsbygning i Kristiansand – en tidligere kornsilo, der er blevet forvandlet til en af Nordeuropas mest nyskabende platforme for kunst og kultur. Museet åbnede i maj 2024 og rummer tre samlinger: Tangen-samlingen, Sørlandssamlingen og Christianssands Billedgalleri – tilsammen over 8.000 unikke værker.
Tangen-samlingen er verdens største samling af nordisk modernisme. Med omkring 6.500 værker, der strækker sig fra 1910 til 1990, tilbyder samlingen et mangfoldigt og dybdegående indblik i den nordiske kunsthistorie.
Kunstsilo har opnået international anerkendelse – blandt andet er museet nævnt i Time’s“World’s Greatest Places 2024” og New York Times’ “52 Places to Go 2025”.