Gå til indhold
Kunstsilo i Kristiansand, Norge har lige vundet prisen for Verdens Smukkeste Museum
Kunstsilo i Kristiansand, Norge. Kredit: Alan Williams / Kunstsilo

Pressemeddelelse -

NORDISK MUSEUM KÅRET TIL VERDENS SMUKKESTE!

Kunstsilo i Kristiansand, Norge, blev i aftes den 4. december tildelt den prestigefyldte Prix Versailles-pris for Verdens smukkeste museum. Kåringen fandt sted i UNESCOs hovedkvarter i Paris under aftenens storslåede prisceremoni. Kunstsilo var shortlistet som det eneste nordiske museum blandt syv kandidater i kategorien World’s Most Beautiful Museums.

Billeder af Kunstsilo kan hentes HER. Foto: Alan Williams / Kunstsilo
Billeder fra prisceremonien kan hentes HER. Foto: Lars Brønseth

Prix Versailles er verdens førende internationale arkitekturpris, der hvert år hædrer nybyggede eller restaurerede bygninger fra hele verden. Priserne fremhæver langsigtet arbejde med tydelig kunstnerisk kvalitet, stor respekt for kulturarv og landskab - og ikke mindst principper for bæredygtighed, hvor kultur og miljøansvar går hånd i hånd.

Kunstsilo i Kristiansand i Norge var ét af syv museumsbyggerier nomineret i kategorien World’s Most Beautiful Museums. Som den eneste nordiske kandidat konkurrerede Kunstsilo med museumsbyggerier i Paris (Grand Palais), Bali i Indonesien (Saka Museum), Seoul i Sydkorea (Audeum), Riyadh i Saudi-Arabien (Diriyah Art Futures) samt Cleveland (Cleveland Museum of Natural History) og Omaha (Joslyn Art Museum) i USA.

Hædret for innovation, sensibilitet, bæredygtighed og kunstneriske ambitioner
Irina Bokova fra Prix Versailles-juryen udtalte under prisuddelingen:

“De prisvindere, vi hylder i aften … viser en bemærkelsesværdig balance mellem innovation og sensibilitet, mellem miljømæssig tryghed og kunstneriske ambitioner. Juryens arbejde med at vælge årets vindere har både været inspirerende og udfordrende, med et usædvanligt mangfoldigt felt af indsendte projekter, som repræsenterer forskellige regioner, traditioner og visioner for fremtiden.”

“Vores valg afspejler de værdier, der altid har ligget til grund for Prix Versailles: intelligent bæredygtighed baseret på langsigtet ansvarlighed, kulturel resonans og respekt for kulturarv - samtidig med at udvikling fremmes. Og offentlig værdi - at stederne virkelig tjener deres lokalsamfund på meningsfulde måder.”

Reaktioner fra Kunstsilo
Det er en ære at modtage denne anerkendelse på vegne af Kunstsilo”, sagde direktør for Kunstsilo, Maria Mediaas Jørstad.

At blive kåret til verdens smukkeste museum er stort! Vi er utroligt stolte af at blive fremhævet blandt så mange stærke, internationale projekter. Anerkendelsen går til alle, der har gjort rejsen mulig”, fortsatte Jørstad.

Kunstsilo forvalter Tangen-samlingen, verdens største samling af nordisk modernisme, og er blevet et kraftcenter for kunst og oplevelser. Jeg vil takke alle vores fremsynede og modige offentlige og private bidragydere. Uden deres indsats havde Kunstsilo aldrig set dagens lys. En særlig tak går til Kulturdepartementet, Agder fylkeskommune, Kristiansand kommune og Cultiva for deres engagement og langsigtede støtte. Jeg vil også fremhæve AKO Foundation for deres afgørende og vedvarende støtte. Og jeg vil takke arkitekterne fra Mestres Wåge Arquitectes, BAX og Mendoza Partida samt Scenario Interiørarkitekter, der har transformeret den historiske bygning til et moderne kunstmuseum for det 21. århundrede. Denne anerkendelse inspirerer os til fortsat at tænke stort! Vi glæder os over at repræsentere værdierne bag Prix Versailles: social deltagelse og samspil - bogstaveligt talt ved at bryde siloer ned,” sagde Jørstad.

Vi er meget glade og stolte over denne udmærkelse. Det har været et teamwork gennem mange år, hvor mange har løftet i fællesskab. Derfor er det særligt glædeligt, at alle, der har bidraget, nu får international opmærksomhed,” sagde arkitekt Magnus Wåge fra Mestres Wåge Arquitectes.

Med venlig hilsen
HAVE Kommunikation

For mere information, kontakt venligst:
Amalie Søndergaard - amalie@have.dk - +45 28 58 81 50

FAKTA

Om Kunstsilo
Kunstsilo er en prisvindende, tidligere kornsilo i Kristiansand, Norge, som er blevet transformeret til et af Nordeuropas mest nyskabende centre for kunst- og kulturoplevelser. Museet åbnede i maj 2024 og rummer Tangen-samlingen - verdens største samling af nordisk modernisme - samt Kunstsilos egne faste samlinger.

Kunstsilo er optaget på en række internationale toplister over steder, der er værd at besøge - herunder The New York Times’ “52 Places to Go in 2025” og Time Magazine’s “World’s Greatest Places 2024”. Museet har modtaget flere priser, bl.a. Årets Bygg i Norge 2024 og for nylig den spanske arkitekturpris Premio Arquitectura Española.

Bidragydere: AKO Foundation, Kulturdepartementet, Stiftelsen Cultiva, Kristiansand kommune, Vest-Agder fylkeskommune, Aust-Agder fylkeskommune, Sparebanken Norge, Sparebankstiftelsen Sparebanken Norge samt private bidragydere.

Om Prix Versailles
Prix Versailles, som siden 2015 er blevet uddelt årligt hos UNESCO, er en serie arkitekturkonkurrencer, der fremhæver verdens bedste samtidsprojekter. Et tværfagligt panel uddeler 24 World Titles blandt de udvalgte projekter – i kategorier som lufthavne, universitetscampusser, tog- og kollektivstationer, sportsanlæg, museer, shoppingcentre, hoteller og restauranter. Årets Prix Versailles var den 11. i rækken.

Den officielle liste - som hylder innovation, kreativitet, lokal kulturarv, økologisk effektivitet og værdier som socialt samspil og deltagelse, højt værdsat af FN - bygger på principperne om intelligent bæredygtighed, hvor projekters økologiske, sociale og kulturelle påvirkning vurderes samlet.

Simose Art Museum i Hiroshima, Japan blev i 2024 kåret til verdens smukkeste museum. Smritivan Earthquake Museum i Bhuj, Indien modtog verdensprisen for interiør, mens Oman Across Ages Museum i Manah, Oman fik verdensprisen for eksteriør.

Emner

Kategorier

Kontakt