Pressemeddelelse —
Ny direktørduo på Betty Nansen lancerer ny sæson: Lad os blive klogere sammen!
Den nye ledelse på Betty Nansen Teatret lancerer et opgør med den kollektive fordummelse med en sæson af kritisk samtidsteater og et nyt kampskrift.
Vi har aldrig haft adgang til mere information. Alligevel bliver det stadig sværere at fastholde opmærksomheden, tænke komplekst og blive i det, vi ikke allerede forstår. Det er ikke bare et problem for demokratiet. Det er også et problem for kunsten.
Den nye direktørduo Niels Erling og Nanna Jelsgaard slår til kamp mod fordummelsen med en ny kunstnerisk retning, der tør kræve noget af sit publikum.
I dag præsenterer de deres første sæson med det, de kalder kritisk samtidsteater med nogle af Danmarks største navne og talenter, herunder Nicolaj Kopernikus, Thomas Hwan, Ena Spottag Fog, Lotte Andersen, Dejan Čukić, Søs Egelind og Lærke Winther m.fl. på scenen.
I FAUST overgiver et menneske sig til begæret efter kroppe, land, penge og magt. I SKYGGEBARNET strides to generationer om, hvem der ejer sandheden om en familie i en nyskrevet tekst af Ingeborg Topsøe, skaberen bag Netflix-serien RESERVATET. I RAPING DENMARK <3 går et norsk iscenesætterhold til frontalangreb på fortællingen om det frie, åbne og tolerante Danmark. I HYKLERNE mødes svindlere, bedragede, forelskede og andre ulykkelige skæbner i ensomhedsøkonomiens globale kredsløb. Og i WHO RUN THE WORLD? forsøger fire skuespillere i et uregerligt teatereksperiment at afsløre, hvem deregentlig styrer verden.
Kunsten skal ikke fortyndes
Ambitionen er ikke at bekræfte publikum i det, de allerede mener, men at udfordre deres blik på verden med en tro på, at vi kan blive klogere sammen.
"I Danmark er vi så bange for at virke elitære, at vi risikerer at gøre enhver stræben efter viden, dannelse og kunstnerisk kompleksitet mistænkelig. Det har altid provokeret mig. For kunst skal ikke fortyndes, for at alle kan være med, og jeg tror sagtens, at publikum godt kan holde til, at forestillingerne stiller krav til dem," siger teaterdirektør Niels Erling.
Den nye ledelse gør samtidig op med forestillingen om, at kunst automatisk er vigtig, demokratisk eller samfundsrelevant, bare fordi den foregår på en scene. Hvis teatret skal bidrage til samfundet, må det gøre sig fortjent til den rolle.
"Vi er ikke interesserede i at lave forestillinger, publikum kun er enige med. Vi er interesserede i at lave forestillinger, de bliver nødt til at diskutere på vej hjem. Vi skal træne vores evne til at møde noget, vi ikke forstår, uden straks at forenkle det. Kunsten skal ikke være et ekkokammer, den skal give modstand," siger Nanna Jelsgaard.
De to direktører udgiver i forbindelse med offentliggørelsen af forestillingerne kampskriftet LAD OS BLIVE KLOGERE SAMMEN, der er det kompas den nye retning for Betty skal følge.
Læs mere om forestillingerne og andre formater i sæson 26/27 på Betty Nansen Teatret her.
Med venlig hilsen Betty Nansen Teatret
For yderligere kontakt: Rikke Hesselholt, HAVE Kommunikation / rikke@have.dk / 28 43 38 93