Pressemeddelelse -
Ny publikumsrekord: Alle otte byer på Grøn 2026 udsolgt på fem dage
Tuborg og Muskelsvindfonden kan nu annoncere, at alle billetter til Grøn er revet væk for fjerde år i træk. Dermed markerer Grøn 2026 en ny milepæl. Efter en historisk flot start på billetsalget med syv udsolgte byer på syv timer, sætter Grøn igen i år ny rekord, da hele turnéen aldrig har været så tidligt udsolgt. Samtidig sætter Grøn ny publikumsrekord med 203.500 gæster fordelt på årets otte koncerter.
Tuborg og Muskelsvindfonden har i mere end 40 år arrangeret en fest, der for alvor gør en forskel, da alt overskuddet fra Grøn går til Muskelsvindfondens arbejde. Gennem de sidste fire årtier har Grøn etableret sig som en af de største og vigtigste musikinstitutioner i Danmark, og turnéen er i dag på mange måder festen, som alle gerne vil med til.
Det har årets historisk flotte billetsalg endnu engang understreget, hvor samtlige otte byer er blevet udsolgt tidligere end nogensinde før. I samme omgang ligger det nu fast, at sommeren byder på en ny publikumsrekord på Grøn, da arrangørerne kan byde 203.500 feststemte gæster velkommen. Det giver forhåbninger om et økonomisk overskud til Muskelsvindfondens arbejde.
Taknemmeligheden er derfor ikke til at tage fejl af hos Simon Toftgaard Jespersen, forperson i Muskelsvindfonden:
“Vi lever lige nu i en verden, hvor der i den grad er behov for at skabe plads til mangfoldighed, og det er netop det, vi forsøger at gøre med Grøn. For vi sælger meget mere end musikoplevelser – vi skaber plads til forskelle og bedre levevilkår for mennesker med muskelsvind. Både på vores tur i det danske sommerland, når vi er af sted på turnéen, men især bagefter, hvor overskuddet fra Grøn bl.a. går til forskning i muskelsvind, målrettet rådgivning og en lang række aktiviteter, der gør en konkret forskel i hverdagen for børn og voksne med muskelsvind. Det er for eksempel sommerlejre og netværk, hvor mennesker med muskelsvind kan etablere relationer og indgå i meningsfulde fællesskaber, som er afgørende for at skabe det gode liv, vi alle har ret til. Alt det er årets 203.500 gæster med til at støtte. Af hjertet tak for det!”
Ny rekordstart på Grøn-sæsonen for Tuborg og Muskelsvindfonden
Siden 1983 har koncertkaravanen draget trofast ud på de danske landeveje, og leveret fantastisk livemusik til hele landet. Forventningerne til Grøn 2026 var tårnhøje efter tre succesår, hvor Grøn 2023 for første gang nogensinde kunne melde alt udsolgt, Grøn 2024 blev for første gang udsolgt inden turnéstart og Grøn 2025 slog hele tre rekorder; historisk tidligt udsolgt, publikumsrekord på 199.000 gæster og ny danmarksrekord i løbet af det første døgn af billetsalget, da der blev afsat hele 175.050 billetter - det er rekord for en musikbegivenhed i Danmark. Alligevel har billetsalget i år overgået alle forventninger, og sidste års danmarksrekord og publikumsrekord er blevet slået.
Om det siger Christopher Billing, sponsordirektør hos Tuborg:
“Vi er meget stolte over den rekordstore opbakning til Grøn og til det vigtige formål, turnéen støtter. At så mange allerede har købt billet, og at hele turnéen er udsolgt tidligere end nogensinde før, gør os utrolig stolte, og vi glæder os til at byde de 203.500 gæster velkommen og igen at skrive historie sammen med Muskelsvindfonden.”
Overskuddet fra årets otte udsolgte koncerter går fortsat til Muskelsvindfondens arbejde for et bedre liv med muskelsvind, til forskning i muskelsvind og til at skabe plads til forskelle i samfundet - og meget mere.
Til sommer ruller Grøn igen ud på de danske landeveje, når den grønne koncertkaravane besøger otte udsolgte byer fra den 16.-26. juli. Se turnéplanen herunder. Yderligere information om Grøn 2026 kan findes på groenkoncert.dk.
For pressehenvendelser, kontakt venligst:
Peter Pishai Storgaard · peter@have.dk· 28 49 33 86
Picasa Emily Askjær Grand · picasa@have.dk · 30 13 88 80
—
Om Grøn
I mere end fire årtier har Tuborg og Muskelsvindfonden arrangeret Grøn og skabt musikalske liveoplevelser og fællesskaber på tværs af handicap, alder, etnicitet, køn, seksualitet og religion. Overskuddet fra koncerterne går til Muskelsvindfondens arbejde for et bedre liv med muskelsvind, til forskning i muskelsvind og til at skabe Plads til forskelle i samfundet - og meget mere. I 2025 kunne Tuborg og Muskelsvindfonden melde om rekordernes turné. Allerede på det første døgn for billetsalget havde Grøn afsat 175.050 billetter og udsolgt fem ud af otte turnébyer. Kort efter blev hele turnéen historisk tidligt udsolgt med en ny publikumsrekord på 199.000 gæster. Den rekord er netop blevet slået forud for Grøn 2026, hvor hele 203.500 gæster vil være med til festen.
Om Muskelsvindfonden
Muskelsvindfonden er en forening, et fællesskab og en bevægelse, som kæmper for et bedre liv med muskelsvind. Muskelsvindfonden blev grundlagt i 1971 og er i dag en stærk organisation, som ikke bare samler mennesker med muskelsvind, men også 1000vis af fantastiske pårørende, stærke samarbejdspartnere og engagerede frivillige. Siden 1983 har Muskelsvindfonden i et partnerskab med Tuborg arrangeret Grøn.
Om Tuborg
Tuborg blev grundlagt i 1873, og er siden blevet danskernes foretrukne ølmærke. Tuborg har gennem fem årtier haft et stort engagement i musikken og det fællesskab, det bibringer mellem danskerne. Gennem tætte partnerskaber med både det danske musikmiljø og koncert-og festivalarrangører, har Tuborg medvirket til, at danskerne hvert år kan mødes til fællesskab, unikke musikoplevelser og iskolde øl. Tuborg var med til at skabe grundstenen til Grøn tilbage i 1983 og har været medarrangør lige siden.
Turnéplan 2026
Torsdag den 16. juli: Tårnby, Øresundsparken (Udsolgt)
Fredag den 17. juli: Kolding, Seest Idrætspark (Udsolgt)
Lørdag den 18. juli: Aarhus, Marienlystvej (Udsolgt)
Søndag den 19. juli: Aalborg, Trekanten (Udsolgt)
Torsdag den 23. juli: Esbjerg, Veldbækvej (Udsolgt)
Fredag den 24. juli: Odense, Dyrskuepladsen (Udsolgt)
Lørdag den 25. juli: Næstved, Holsted Allé (Udsolgt)
Søndag den 26. juli: Valby, Valbyparken (Udsolgt)
Grøn på de sociale medier
Officielt hashtag: #Grøn26
Facebook: facebook.com/groenkoncert
Instagram: Groenkoncert
Snapchat: Groenkoncert
YouTube: Grøn Koncert
TikTok: Groenkoncert