Pressemeddelelse -
Ny stor AQUA-musical skal erobre Broadway og West End
AQUA THE MUSICAL: Ny stor dansk musical skal erobre Broadway og West End og starte internationalt eksporteventyr.
For første gang nogensinde har Aqua givet rettighederne til, at det verdenskendte bands musik og historie forvandles til en original musical - AQUA THE MUSICAL - der skal sætte dansk musical på verdenskortet. Forestillingen produceres af produktionsselskabet AHA Creations og får verdenspremiere i Operaen i København i 2028.
“Come on Barbie, let's go party” mere behøver man nok ikke at sige, før de fleste forstår, hvor det kommer fra. Aqua har sat fest og farver på millioner af menneskers liv. Med gruppens helt enestående univers har de underholdt og leveret megahits til hele verden.
I 2028 gør Danmarks absolut største popband nogensinde sig klar til at indtage scenen på en helt ny måde, da de for første gang har givet lov til, at der kan skabes en stor international musicalproduktion rundt om deres sange og historie. Den danske musicalproducent AHA Creations har fået globale rettigheder til titlen i minimum 25 år og har sat en stor original musical i udvikling.
Med titlen AQUA THE MUSICAL og en verdenspremiere i Operaen i København vil AHA Creations udvikle en musical, der fra første færd tænkes med internationalt potentiale og blikket rettet mod de allerstørste musicalscener i verden, fra West End til Broadway, fra Hamburg til Toronto. Interessen for musicalen rækker allerede ud over Danmarks grænser, hvor internationale aktører har vist tydelig engagement.
Martin Palme Skriver, Executive Artistic Director i AHA Creations udtaler:
"Aqua er et af de få danske bands, der for alvor har skrevet sig ind i verdens musikhistorie. Med millioner af solgte albums, topplaceringer på internationale hitlister og en arv, der stadig lever i dag, har de skabt et legende univers som egner sig perfekt til musicalteater. Netop derfor er Aqua det ideelle afsæt for en ny musical, der fra starten er skabt med internationale ambitioner. Med AQUA THE MUSICAL står vi med en enestående chance for at sende en danskproduceret musical ud i verden."
AQUA THE MUSICAL er Aquas hidtil største projekt, når det kommer til at udvide deres brand. Bandet er en tæt del af tilblivelsesprocessen sammen med det kreative hold bag musicalen, hvilket sikrer, at Aquas fortælling bliver fremstillet så autentisk som muligt. Bandet er spændte på det kommende eventyr og udtaler samlet:
"Vi har haft en vild historie, fuld af oplevelser, som aldrig helt er blevet fortalt før. Nu glæder vi os enormt til at genopleve dem på den her måde, sammen med resten af verden. Vi er sikre på, at det bliver både sjovt og rørende, og samtidig en påmindelse om alt det, vi har oplevet, og hvor privilegerede vi har været. Hvis AHA Creations og resten af holdet formår at indfange bare en brøkdel af, hvordan det føltes, tør vi godt love, at det bliver underholdende, og lidt ud over det sædvanlige."
Se teaseren her
Konceptet AQUA THE MUSICAL
AHA Creations vil fortælle historien om et af de største popbands nogensinde, produceret i en skala og et omfang, som ikke er set før i dansk musical. Forestillingen skal udfordre ikke blot det traditionelle sceniske musikfortællingsformat, men også skubbe til grænserne for, hvad der i øjeblikket er teknisk muligt i en musikdramatisk forestilling, uden at gå på kompromis med essensen af værket – historien selv.
AQUA THE MUSICAL vil tage publikum med tilbage til bandets gennembrud og fortælle historien om Danmarks største popfænomen på en overraskende ny måde. Derudover giver AQUA THE MUSICAL et fantasifuldt bud på hvor inspiration kommer fra og mens bandets historie bliver udfoldet, vil forestillingen stille spørgsmålet: Kan popmusik redde verden?
Bandet genopstår i en dramatiseret musikalsk fortælling om drømme, ambitioner, succes og de udfordringer, der følger med - og med et klart budskab om at tro på sig selv og sine ideer mod alle odds. Måske popmusik ikke kan redde verden, men den kan skabe soundtracket til dit første kys, til dén nat, du aldrig glemmer og til de minder, der aldrig forsvinder.
Prisvindende kræfter bag AQUA THE MUSICAL
Til at realisere den danske musicalsatsning har AHA Creations samlet nogle af de bedste musicalkræfter herhjemme. Thomas Agerholm og Benjamin La Cour skal som henholdsvis instruktør og scenograf omsætte Aquas musikalske arv til en sensationel og original teateroplevelse. Thomas Agerholm og Benjamin La Cour er de kreative kræfter bag nogle af de største kunstneriske og kommercielle succeser i moderne dansk musicalhistorie. Sammen har de bl.a. stået bag kæmpesucceser som den prisvindende Disney-musical Klokkeren fra Notre Dame (2019), den nyskrevne Seebach The Musical (2018) og The Last Ship (2025).
Claus Reenberg, Mads Æbeløe og Nikolaj Tarp er dramatikerne bag AQUA THE MUSICAL.
Trioen har tidligere været involveret i nogle af de mest markante musicalprojekter i Danmark. Med Mads Æbeløe som manuskriptforfatter har de bl.a. skabt den førnævnte Seebach The Musical, der skrev sig ind i danmarkshistorien som en af de bedst sælgende forestillinger nogensinde. AQUA THE MUSICAL bliver deres hidtil største projekt sammen.
AQUA THE MUSICAL udvikles i samarbejde med Fredericia Musicalteater.
Med venlig hilsen
HAVE Kommunikation
For yderligere information kontakt venligst:
Rikke Hesselholt // rikke@have.dk // + 45 28 43 38 93
Karoline Jannerup // karoline@have.dk // + 45 30 30 70 20
Fakta og supplerende om AQUA THE MUSICAL:
Verdenspremiere: Operaen, København 2028
Instruktør: Thomas Agerholm
Dramatikere: Claus Reenberg, Mads Æbeløe og Nikolaj Tarp
Scenograf: Benjamin La Cour
Producent: AHA Creations
Dansk musicalhistorie skal skrives med Aqua
Ingen dansk musicalproduktion har før haft international eksport som mål i sig selv, ej heller er det lykkes at skabe efterspørgsel på en danskproduceret musical i udlandet i større stil. Det vil AHA Creations med AQUA THE MUSICAL være de første til at lykkes med.
Aqua blev dannet i 1996 og slog hurtigt internationalt igennem med en særlig blanding af eurodance, pop og humor. Gruppen består på dette tidspunkt af Lene Nystrøm, René Dif, Søren Rasted og Claus Norreen.
I 1997 udkom Aqua med deres første album Aquarium og nummeret Barbie Girl blev på rekordtid et hit i hele verden med nummer ét-placeringer i 14 lande og top ti i mange flere. Verden elskede Barbie Girl og debutalbummet, og på en enkelt uge blev der solgt én million Aquarium-eksemplarer. Efter succesen med Aquarium fulgte albummet Aquarius i 2000 med hits som Cartoon Heroes og Around the World.
I 2001 gik bandet i opløsning, men deres musik blev ved med at leve i radio og på dansegulve. I 2007 fandt de sammen igen, og i 2011 udkom albummet Megalomania. Siden har Aqua spillet på store festivaler og turneret verden rundt. I 2023 fik Aqua en global high, da Barbie Girl blev brugt i den Oscar-vindende film Barbie med Margot Robbie og Ryan Gosling. Sample-versionen af originalnummeret, Barbie World (med Nicki Minaj og Ice Spice), gik top ti i flere lande - blandt andet USA og Storbritannien - og fik til og med to Grammy-nomineringer. Endvidere genererede originalen over 47 millioner nye Spotify-streams i løbet af seks måneder, hvilket bringer det samlede streamingtal over 600 millioner i dag.
Aqua har netop afsluttet deres turné i Canada og bekræfter dermed, at de fortsat er aktive og relevante på den internationale musikscene. Aqua står i dag som et af de mest markante danske musikeksporter nogensinde, kendt for at gøre ironisk pop global.
Om AHA Creations
AHA Creations er et dansk produktionsselskab dedikeret til at udvikle og producere ambitiøse musicals i verdensklasse, der hylder popkulturen. Selskabet sigter mod at blive den førende skaber af danske musicals med stærk international appel og skabe spektakulære shows inspireret af globalt genkendelige brands og kulturelle ikoner.
AHA Creations står bag en række markante musicalproduktioner, herunder den anmelderroste Wicked (2024), der efterfølgende er blevet solgt til Norge samt den aktuelle og anmelderroste originale musical What Is Love.
Bag AHA Creations står erhvervsmanden Anders Østergaard og den tidligere skuespiller og sanger Martin Palme Skriver. To profiler med stærke forbindelser til den danske musicalscene og rødder i musikbyen Fredericia, der huser Danmarks eneste statslige finansierede musicaludennelse og -teater. Anders Østergaard var fra 2014-2019 bestyrelsesformand for Fredericia Teater og har i mange år været en central drivkraft i byens kulturliv. Tidligere skuespiller og sanger Martin Palme Skriver, som dagligt leder AHA Creations, er uddannet fra Den Danske Scenekunstskole – Musicalakademiet i Fredericia. Martin har medvirket i adskillige prisvindende produktioner og Reumert-vindende shows, herunder High School Musical 2, Den Lille Havfrue, Klokkeren fra Notre Dame og Seebach The Musical. Martin har dertil også med gruppen Lighthouse X bragt Danmark til Eurovision i 2016 med nummeret “Soldiers of Love”.