Pressemeddelelse -
Ny undersøgelse: Hver anden julehjælpsmodtager lever i et Danmark, de ikke føler sig som en del af
En ny undersøgelse fra Dansk Folkehjælp blandt knap 10.000 lavindkomstfamilier viser, at hver tredje lever i en kombination af hård økonomisk udsathed og tydelig social marginalisering. Undersøgelsen dokumenterer, hvordan økonomiske afsavn ofte ledsages af skam, isolation og en oplevelse af ikke at høre til i det danske samfund - og hvordan konsekvenserne rammer både forældre og børn.
Undersøgelsen ’Fattigdom, Fællesskaber og Fordomme’ er udarbejdet for Dansk Folkehjælp af Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Rapporten er foretaget blandt 9.588 personer, der alle har søgt om økonomisk hjælp hos Dansk Folkehjælp. 45% af respondenterne modtog i 2024 Julehjælp fra organisationen, der er en af landets største uddelere af Julehjælp.
’Fattigdom, Fællesskaber og Fordomme’ tegner et skarpt billede af de familier, for hvem juletiden først og fremmest betyder økonomisk pres, bekymringer og følelsen af ikke at slå til. Undersøgelsen viser, at modtagere af Julehjælp befinder sig i et markant anderledes økonomisk og socialt udgangspunkt end resten af den danske befolkning som helhed.
Mirka Mozer, generalsekretær for Dansk Folkehjælp, udtaler:
"Når hver tredje lavindkomstfamilie i vores undersøgelse ikke føler sig som en del af det samfund, de lever i, er det et alvorligt samfundsproblem. Det viser, hvordan økonomisk udsathed kan glide over i social isolation og en grundlæggende følelse af ikke at høre til. Vi kan også se, at mange børn tabes længe før voksenlivet, fordi de står uden for fritidslivet, udflugter og fællesskaber, som andre børn tager for givet. Det bør få os til at spørge, om vores sociale sikkerhedsnet reelt løfter dem, der har allermindst, eller om det placerer dem på kanten af fællesskabet.”
Sune Caspersen, chefanalytiker hos Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, udtaler:
"Økonomisk fattigdom og udsathed har langtrækkende konsekvenser, for midlerne er desværre så små, at familierne i mange tilfælde ikke har råd til at prioritere det, som andre tager for givet. Det kan være valget mellem at gå til tandlægen eller om barnet kommer på udflugt med kammeraterne. Undersøgelsen viser samtidig, at en stor del af de økonomisk udsatte forsørgere har mistet følelsen af at være forbundet med resten af samfundet. Deres situation er for vedvarende og så græl, at de mister troen og håbet på deres egne og deres børns vegne.”
En barsk økonomisk virkelighed
Undersøgelsen viser, hvordan der er en verden til forskel på, hvordan de adspurgte Julehjælpsmodtagere oplever økonomisk pres sammenlignet med resten af befolkningen. Hver tredje af de adspurgte kan betegnes som hårdt udsat og socialt marginaliseret. De lever med et meget lavt rådighedsbeløb og en utryg økonomisk situation.
Hvor 69% af de adspurgte har svært ved at få pengene til at slå til, gælder det kun 14% i den øvrige befolkning. 48% af de adspurgte har været bagud med betaling af regninger mod 5% i resten af Danmark. 93% har ikke råd til en uforudset udgift på 10.000 kroner sammenlignet med 23% i befolkningen. 14% angiver, at de ikke er gået til lægen pga. økonomien (f.eks. på grund af udgifter til transport), mens 72% ikke har været til tandlægen, fordi de ikke har råd til det.
60% af de adspurgte føler sig stressede, mens 59% angiver, at de sover dårligt. Rapporten viser også, at 50% af forældrene frygter, at deres økonomi vil begrænse deres børns fremtidsmuligheder.
Halvdelen føler sig ikke som en del af samfundet
Undersøgelsen viser også, at mange lavindkomstfamilier oplever en tydelig afstand til det danske samfund. Kun 25% føler sig som en vigtig del af samfundet, mens næsten halvdelen svarer nej. Mere end halvdelen mener også, at der generelt findes fordomme mod mennesker på offentlig forsørgelse, og 23% har selv oplevet dem inden for de seneste måneder.
Den sociale distance rammer også børnene, og følelsen af at stå uden for samfundet afspejles også i familiernes deltagelse i fællesskaber. 37% af de adspurgte fortæller, at deres børn ikke går til fritidstilbud, og 20% deltager ikke i skole- og SFO-udflugter, der koster penge. Flere aktiviteter, der normalt skaber tilhørsforhold i både skole- og fritidslivet, falder dermed bort.
Samtidig angiver mange forældre, at de ikke selv har overskud til sociale relationer, og 41% svarer, at de ikke har overskud til at se venner og familie. 58% af de adspurgte føler sig mindre værd som forælder pga. deres økonomiske situation.
Tusindvis af familier søger om Julehjælp i år
Mandag den 17. november lukkede Dansk Folkehjælp for ansøgningerne til årets Julehjælps-uddelinger. Over 18.000 familier, heriblandt 33.000 børn, har i år søgt om økonomisk hjælp til at komme gennem julen. Det er en stigning på 23% på fem år.
Undersøgelsen ’Fattigdom, Fællesskaber og Fordomme’ er udarbejdet for Dansk Folkehjælp af Arbejderbevægelsens Erhvervsråd i 2025. Den kan læses i sin fulde længde her.
Med venlig hilsen
HAVE Kommunikation
For yderligere info, kontakt venligst:
Stine Albrechtsen // stine@have.dk // 30241400
Karoline Maltha Jannerup // karoline@have.dk // 30307020
Om Folkehjælpen Fokus
I starten af 2025 gennemførte Dansk Folkehjælp en omfattende spørgeskemaundersøgelse blandt tidligere ansøgere til deres økonomiske støtteordninger. I alt deltog 9.588 personer, heraf 7.821 med fuldstændige besvarelser. Blandt disse respondenter modtog 45 % Julehjælp fra Dansk Folkehjælp i 2024. Undersøgelsen giver et repræsentativt indblik i levevilkårene blandt familier med lav indkomst og viser, at modtagere af Julehjælp befinder sig i et markant anderledes økonomisk og socialt udgangspunkt end befolkningen som helhed.
Om Dansk Folkehjælp
Folkehjælpen er i verden - lokalt, nationalt og globalt - for at bekæmpe fattigdom, insistere på lige muligheder for alle, øge handlekraft og skabe varige sociale forandringer. Organisationen etablerer stærke fællesskaber og øger social og økonomisk tryghed for mennesker, der lever i udsatte livssituationer. Folkehjælpen anerkender alle menneskers ret til basal social og økonomisk tryghed og mener, at alle mennesker grundlæggende er motiverede for at mestre egen tilværelse.
Som organisation insisterer Dansk Folkehjælp på alle menneskers lige mulighed for at udvikle livsmestring og livskvalitet. Siden stiftelsen som beredskabsorganisation i 1907 har organisationen i dag 26 lokalafdelinger samt knap 2.000 engagerede frivillige og medlemmer.
Læs mere på www.folkehjaelp.dk.
Om Dansk Folkehjælps Julehjælp
Dansk Folkehjælps Julehjælp består af et gavekort på kr. 800 til julemad plus kr. 500 til julegaver pr. barn (dog maks. kr. 2.800 i alt pr. familie). Man kan ansøge om Julehjælp, hvis man er enlige forsørgere på overførselsindkomst samt samboende/gift, hvor begge er på overførselsindkomst og har hjemmeboende børn under 18 år.