Gå til indhold
Som sælkvinden Selma ses Alba August i den vilde færøske natur.
Fotokredit: Søren Lynggaard

Pressemeddelelse -

Nyhed: Festivaldarlingen Tea Lindeburg bag ny nordisk spillefilm!

Tea Lindeburg skriver og instruerer det stort anlagte drama SÆLKVINDEN, som optages på Færøerne. Filmen har Alba August i titelrollen og Sverrir Gudnason, Peter Plaugborg, Stine Fischer Christensen, Nanna Skaarup Voss og Ingvar Sigurdsson i andre centrale roller.

MOTOR og Scanbox Entertainment kan i dag løfte sløret for Tea Lindeburgs anden spillefilm: Det nordiske drama SÆLKVINDEN med store danske og nordiske skuespillernavne på rollelisten. SÆLKVINDEN er lige nu i gang med optagelser på Færøerne og på Fyn og får forventet biografpremiere i 2027.

Filminstruktøren Tea Lindeburg blev en øjeblikkelig festivaldarling i den internationale filmverden, da hendes Bodil- og Robert-belønnede debutfilm Du som er i himlen fik verdenspremiere i efteråret 2021. Filmen, der modtog topanmeldelser i ind- og udland og fik fornemme priser og nomineringer, blev udtaget til prestigefyldte filmfestivaler over hele verden såsom Toronto, London, Rotterdam, Gøteborg, hvor den vandt festivalens hovedpris Dragon Award, Busan, Sao Paolo, Prag, Hamburg og San Sebastián. Sidstnævnte gav helt sensationelt filmen de prestigefyldte priser for Bedste Instruktør og Bedste hovedrolle.

Inspireret af færøsk folkesagn
SÆLKVINDEN er inspireret af et færøsk folkesagn om sælfolk og er en vild, brutal, smuk og hjerteskærende fortælling om længsel og om, hvor langt man må gå for kærligheden.

For Tea Lindeburg har det færøske sagn om sælkvinden stor personlig betydning. Hun udtaler:

  • Som barn var min yndlingsbog det færøske sagn om sælkvinden. Der var noget så mørkt og dragende og uforklarligt over det, at jeg aldrig har kunnet slippe det. For 5 år siden begyndte jeg at dykke ned i det igen og har nu skabt min egen version af sagnet. En film om kærlighed og besættelse sat i et mytisk univers, hvor virkelighed og det overnaturlige flyder sammen. Det var helt afgørende for mig at optage filmen på Færøerne, da den rå naturs urkraft er en hovedkarakter i fortællingen.

    Nordiske stjerner i vild natur
    Det er lykkedes MOTOR at samle en håndfuld store danske og nordiske stjernenavne i centrum for det bevægende drama i den vilde færøske natur. Som sælkvinden Selma ses Alba August. Med titelrollen som Astrid Lindgren i filmen Unge Astrid og hovedroller i serier som The Rain, Bullshit og Gidseltagningen er hun på få år blevet én af sin generations store stjerner i hele Norden.

    I den mandlige hovedrolle som manden Aske ses den svensk-islandske stjerneskuespiller Sverrir Gudnason, der bl.a. er kendt som Mikael Blomkvist i Hollywood-filmen The Girl in The Spider’s Web og som titelfiguren i Bjørn Borg-filmen Borg, instrueret af danske Janus Metz samt fra en bærende rolle i filmen Falling af Viggo Mortensen. I andre markante roller ses bl.a. Peter Plaugborg, Stine Fischer Christensen, Nanna Skaarup Voss og Ingvar Sigurdsson.

    Stor opbakning fra Færøerne
    På Færøerne bakker Det Færøske Filminstitut kraftigt op om filmen. Marjun Niclasen, som er leder af filminstituttet, udtaler:

    • Det glæder os, at Tea Lindeburg har valgt Færøerne som ramme for sin produktion. Hos Det Færøske Filminstitut lægger vi vægt på at styrke internationale samarbejder og denne produktion giver en værdifuld mulighed for faglig udveksling og læring. Historien, der inspirerer filmen, er udbredt i flere øsamfund, og vi ser frem til at se Tea Lindeburgs egen kunstneriske tolkning.

    Også filmens færøske co-producent Jón Hammer fra selskabet Outlier Projects er begejstret. Han supplerer:

    • Samarbejdet med Tea Lindeburg på hendes næste film, som optages på Færøerne, er utroligt spændende. Inspireret af et folkesagn, der findes i mange øsamfund, og som alle færinger kender, har hun skrevet et originalt nordatlantisk eventyr, som jeg tror vil få både publikum og branche til at spærre øjnene op.

    Fra selskabet bag Karen Blixen-film og Bodil Jørgensens Rom-succes
    SÆLKVINDEN er produceret af selskabet MOTOR, der også stod bag Du som er i himlen og desuden har produceret film som Bille Augusts Pagten om Karen Blixen, kærlighedsfilmen Venuseffekten, stenalderdramaet Fremmed og den romantiske komediesucces Rom med Bodil Jørgensen samt tv-serierne Rita på TV 2 og Fred til lands på DR1.

    Med venlig hilsen

    HAVE Kommunikation

    For yderligere information, kontakt undertegnede:
    Emilie Selin, mobil: 26114104, mail: emilie@have.dk

    Fakta om SÆLKVINDEN

    Rolleliste:

    • Selma – Alba August
    • Aske – Sverrir Gudnason
    • Bjarke – Peter Plaugborg
    • Magda – Stine Fischer Christensen
    • Jenna – Nanna Skaarup Voss
    • Heimir – Ingvar Sigurdsson

    Holdet bag:

    • Instruktør: Tea Lindeburg
    • Manuskriptforfatter: Tea Lindeburg
    • Producere: Jesper Morthorst og Theis Nørgaard
    • Co-producere: Jón Hammer, Lizette Jonjic og Geneviève Lemal
    • Fotograf: Marcel Zyskind
    • Production Designer: Signe Krab Nymann
    • Klipper: Oliver Bugge Coutté
    • Lyddesigner: Peter Albrechtsen
    • Kostumedesignere: Emilie Galsgaard Dinesen og Benedicte Morre
    • Chefsminkør: AnnaCarin Lock
    • VFX-supervisor: Peter Hjorth
    • Prosthetics: Thomas Foldberg
    • Produktionsselskab: MOTOR
    • Samarbejdspartnere og investorer: I co-produktion med: Outlier Projects, Zentropa Sverige og Scope Pictures. Med støtte fra Det Danske Filminstitut, FilmFyn, Det Svenske Filminstitut, Den Færøske Kulturfond, Det Færøske Filminstitut, Nordisk Film & TV Fond, Creative Europe MEDIA. I samarbejde med: Danmarks Radio, Scanbox Entertainment, Reinvent Yellow, Storyline Studios, FilmGear og Cameo
    • Distributionsselskab: Scanbox Entertainment

    Emner

    Kategorier

    Kontakt

    • Emilie Selin

      Pressekontakt Chefrådgiver & Medlem af Ledelsen
    • Sælkvinden_Fotokredit Søren Lynggaard.jpg
      Licens:
      Brug i medier
      Filformat:
      .jpg
      Størrelse:
      11205 x 7347, 92 MB
      Download
    • Sælkvinden, Tea Lindeburg (instruktør) + Sverrir Gudnason_Fotokredit Søren Lynggaard.jpg
      Licens:
      Brug i medier
      Filformat:
      .jpg
      Størrelse:
      11235 x 7367, 82,8 MB
      Download