Gå til indhold
Foto: Erik Jepsen
Foto: Erik Jepsen

Pressemeddelelse -

Nyt dansk/amerikansk album fra Ekkozone Records

Det danske pladeselskab for ny musik og lydkunst fejrer to-års fødselsdag med udgivelsen af det mest ambitiøse album til dato


The Promises of Darkness udkommer 7. marts og markerer indtil videre sidste kapitel i det mangeårige samarbejde mellem den Pulitzerpris-vindende komponist Roger Reynolds og musiker/producer Mathias Reumert. Makkerparret, som er født med knap et halvt århundredes mellemrum, mødtes første gang i 2004, hvor danskeren var med til at uropføre Reynolds-kompositionen Oracle i Californien, et værk for slagtøj, lysinstallation og live-elektronik. Efter en årrække uden kontakt fandt de under coronapandemien sammen om et ambitiøst fælles projekt: at skabe definitive indspilninger af Reynolds’ hovedværker for ensemble. Det første album i serien, Wind Concertos, modtog P2 Prisen - De 5 bedste 2024.

Foto: Alexander Banck-Petersen

Det nye album består af fire store kompositioner for ensemble, som er skabt over et spænd på 38 år. De repræsenterer fire forskellige epoker i komponistens livsværk. Mathias Reumert Group optræder i formationer fra seks til fjorten musikere.

Albummet tager sin titel fra åbningsnummeret The Promises of Darkness, komponeret 1975: en slags horror-musik dedikeret til Reynolds’ egen mentor, den afdøde catalanske komponist Roberto Gerhard. I sit anekdotefyldte essay, som følger med albummet, fortæller Reynolds om forholdet til Gerhardt og causerer over emner fra Dionysus-myten til kaosteori og videre til en mislykket ferie i Sydfrankrig, som blev inspirationskilde til et andet værk fra albummet, Mistral.

Mathias Reumert betragter The Promises of Darkness som “det mest ambitiøse album” i sit bagkatalog og sætter i forbindelse med udgivelsen ord på samarbejdet med det amerikanske ikon:

“Roger Reynolds er den sidste tilbageværende af de store amerikanske avantgardekomponister. Bevidstheden om, at hans tid helt naturligt rinder ud, ligger latent i alle vores interaktioner. Derfor har jeg prioriteret det samarbejde over alle andre, mens projektet stod på. Tidsforbruget har været kolossalt — jeg tør ikke sætte tal på — men når man arbejder med Reynolds, sker der dét, at man bliver suget ned i et fascinerende kaninhul, som bliver dybere og dybere, jo mere umage man gør sig. Jeg har nydt at befinde mig dernede med ham. Jeg håber, at lytterne ryger med ned!”

Kontakt vedrørende udgivelsen:
mail@mathiasreumert.com / tlf 26176470

FAKTA
Kunstner: Roger Reynolds & Mathias Reumert Group
Album: The Promises of Darkness
Label: Ekkozone Records
Udgivelsesdato: 7/3 2025
Web: ekkozone.dk

Emner

Kontakt