Pressemeddelelse -
Odense har landets største turismevækst: 620.000 overnatninger i 2025
2025 blev et rekordår for turismen i Odense. For første gang nogensinde runder byen 600.000 officielle overnatninger og når samlet 619.795 overnatninger. Det er en stigning på 8,14% sammenlignet med 2024. Store investeringer i bl.a. kulturliv, byudvikling, markedsføring og infrastruktur tilskrives en stor del af årsagen.
Dermed er Odense den storby i Danmark med den største fremgang i overnatninger i 2025. Til sammenligning vækster Aarhus med 4,65%, København med 3,5%, mens Aalborg går tilbage med 0,34%. På landsplan er væksten på 1,06%.
Også hotellerne i Odense mærker fremgangen. Der blev sidste år solgt 381.025 hotelværelser, hvilket er en stigning på 9% og det højeste niveau nogensinde. Leisure-overnatningerne nåede 373.535 overnatninger, hvilket er 16% flere end i 2024 og også ny rekord. Lægges de private overnatninger oven i de officielle tal, når Odense samlet set op på 869.604 overnatninger i 2025.
Væksten er bredt funderet med fremgang fra en række internationale markeder, herunder Sverige (+28%), Tyskland (+11%), Norge (+20%) og Frankrig (+12%), men også Polen (+49%) og Japan (+70%) viser særlig markante stigninger.
Borgmester i Odense Kommune, Peter Rahbæk Juel, udtaler:
“At Odense i 2025 slår turismerekord som den mest vækstende danske storby, viser det stærke momentum, vi oplever. Mens andre storbyer går tilbage, går Odense markant frem - et tydeligt resultat af vores investeringer i byudvikling, kultur og markedsføring. Rekorden skaber ikke kun begejstring, men også vækst. Flere gæster giver flere arbejdspladser, større omsætning og mere liv i byens butikker, hoteller, restauranter og kulturinstitutioner. Det her er et fælles resultat - skabt af dygtige aktører, stærke partnerskaber og odenseanere, der hver dag giver vores gæster en særlig oplevelse. Vi er nået langt, men Odense kan og vil endnu mere.”
Flot sommer, øget markedsføring og fokus på julen
Væksten i turismen er resultatet af en langsigtet strategi om at positionere Odense som en international kultur- og oplevelsesdestination. Investeringer i kulturtilbud, byrum og infrastruktur er tænkt sammen med tætte samarbejder mellem kulturinstitutioner og erhvervsliv for at skabe et mere samlet og konkurrencedygtigt oplevelsestilbud.
I 2025 har Visit Odense bl.a. intensiveret den internationale synlighed gennem en øget, målrettet marketingsindsats og gennemført flere kampagner i Danmark samt i Tyskland, Sverige og USA i samarbejde med Destination Fyn og VisitDenmark.
Allerede i sensommeren kunne Odense gøre status over en usædvanlig flot højsæson med den store markering af 150-året for H.C. Andersens død, ANDERSEN FOREVER, som den helt store satsning. Med en vækst på 6,9% blev Odense den danske storby med den største fremgang i sommerturismen.
Også december bidrog markant til årets resultat. Overnatningerne steg med 17% til 31.017, drevet af en fremgang på 28% i leisure-segmentet. Udviklingen peger på, at julen i Odense i 2025 i stigende grad blev en selvstændig rejseanledning med kulturtilbud, byliv, gastronomi og atmosfære som centrale trækplastre. Særligt det tyske marked markerede sig med en vækst på 39% alene i december.
Flere store investeringer på vej
I 2026 fortsætter udviklingen af Odense med nye, konkrete initiativer. Der er blandt andet igangsat et arbejde med at etablere en ny, markant turistattraktion på Siloøen i Odense Havn, som skal fungere som et tilløbsstykke for både lokale, nationale og internationale gæster. Målet er at præsentere et konkret projektoplæg i 2027, der kan styrke både havneområdet og Odense som samlet destination.
Samtidig styrkes fortællingen om Odense som historisk by med initiativet Vikingernes Odense. Med UNESCO-udnævnelsen af ringborgen Nonnebakken investerer kommunen 10 mio. kr. over tre år i at gøre vikingetiden mere synlig i byrummet gennem ny formidling, kunst og sammenhængende oplevelser.
Med venlig hilsen
HAVE Kommunikation
For yderligere info, kontakt venligst:
Stine Albrechtsen / stine@have.dk / 30 24 14 00