Gå til indhold
Pilot Film og instruktør Marie Rønn er i disse dage i fuld gang med optagelserne til en ny dansk familiefilm
Debuterende Alia Mohammad under optagelserne til AYA & ELVIS. Fotokreditering: Mathias Løvgreen

Pressemeddelelse

Offentliggørelse: Optagelserne til ny dansk familiefilm er skudt i gang!

Med navne som Dulfi Al-Jabouri, Rasmus Botoft, Jeanett Albeck, Mohamed Djeziri, Tommy Kenter, Jimmy Jørgensen og den hollandsk-marokkanske skuespiller Fatima Khanfour på rollelisten bliver familiefilmen en medrivende fortælling om et stærkt børnevenskab og modet til at følge sit hjerte. Filmen, som har arbejdstitlen AYA & ELVIS, forventes at få biografpremiere i vinterferien 2028.

Pilot Film og instruktør Marie Rønn er i disse dage i fuld gang med optagelserne til en ny dansk familiefilm, som har arbejdstitlen AYA & ELVIS – en stærk, underholdende og humoristisk fortælling om venskab og kampen for at forblive tro mod sig selv. Optagelserne er netop gået i gang on location i Nyborg på Fyn og kommer til september til Koldingområdet i Jylland.

Bag filmen står instruktør Marie Rønn, der tidligere har personinstrueret den prisbelønnede familiefilm Landet af Glas (2018) og sammen med sin gode ven Jeppe Vig Find også har skabt elskede børneuniverser som bl.a. Lille Nørd og Vilde Venner til DR. Med AYA & ELVIS har hun, flankeret af medforfatter Ibbi El-Hani, skrevet en rørende og medrivende ”Romeo og Julie”-fortælling i venskabsregi for hele familien.

Instruktør Marie Rønn fortæller om filmen:
”Fortællingen om AYA & ELVIS udspringer af en observation af, at der i vores moderne multikulturelle samfund kan være usynlige ”snubletråde”, som er lagt ud af voksne og som børnene skal navigere i. De kan komme imellem børnenes fællesskaber og i sidste ende stå i vejen for deres venskab. Med pigen Aya i helterollen ønsker jeg og medforfatter Ibbi El Hani at hylde det mod og den styrke, det kan kræve at følge sit hjerte.”

Ægte venskab har ingen grænser
12-årige Aya og Elvis bor i den samme provinsby, men lever to meget forskellige liv. Aya er modig, fri og har et tæt forhold til sin far, Ayoub. Elvis er en dagdrømmer, lidt af en outsider og har en mor, der har travlt med alt muligt andet end Elvis. Da de to finder en hemmelig oase i en forladt grusgrav, opstår et ubrydeligt venskab mellem dem. En dag flytter Ayas farmor ind hos Aya. Hun er fuld af liv, farver og kærlighed og får i bedste mening ”styr” på hjemmet. Mere og mere i Ayas liv er nu ilde set og især relationen til Elvis er i søgelyset. Aya og Elvis må nu kæmpe med krop og sjæl for deres uskyldige, men altafgørende venskab.

Stærkt hold bag filmen
Til at forløse fortællingen har Pilot Film samlet et hold bestående af både morgendagens talenter og erfarne skuespillere. Dulfi Al-Jabouri spiller rollen som Ayas kærlige alenefar, Ayoub, Mohamed Djeziri er Ayas farbror Yassin, mens den internationale hollandsk/marokkanske skuespiller Fatima Khanfour indtager rollen som den velmenende men bestemmende farmor, Hajar. Derudover medvirker Jeanett Albeck som Elvis’ boheme-agtige og lidt fraværende mor, Mynte, Jimmy Jørgensen som Myntes ekskæreste, Kim, samt Rasmus Botoft som skolens rektor.

I rollen som Aya ses debutanten Alia Mohammad, mens Elvis spilles af Ingmar Mossling, der også får debut på det store lærred. I øvrige roller ses blandt andre Tommy Kenter, Ibbi El-Hani og mange flere.

Familiefilmen instrueres og er skrevet af Marie Rønn, som i mere end 20 år har formået at skabe vedkommende fortællinger til børn og familier i øjenhøjde. Medforfatter Ibbi El-Hani har en baggrund som skuespiller og spiller også med i filmen.
Fotograf Loui Ladegaard (Synkefri) skaber filmens magiske udtryk med fokus på barnets eget blik på verden. Scenograf og produktionsdesigner Signe Krab Nymann (Sauna) står bag filmens visuelle hjerte.

Optagelserne foregår hen over sensommeren på locations i Nyborg, Faaborg/Midtfyn, Odense og Kolding. AYA & ELVIS er produceret af Peter Rønn og Karin Trolle i Pilot Films datterselskab Syddansk Spillefilm, som netop har etableret sig i Agtrup Mølle i Kolding.

Filmen er støttet af Det Danske Filminstitut, Den Vestdanske Filmpulje, FilmFyn, Kolding Kommune og er produceret i samarbejde med TV 2. Nordisk distributør er Mis.Label og international distributør er LevelK.

AYA & ELVIS forventes at få dansk biografpremiere i vinterferien 2028.

Med venlig hilsen
HAVE Kommunikation

For yderligere information, kontakt venligst:
Amalie Søndergaard – amalie@have.dk – 2858 8150
Michael Feder – michael@have.dk – 2243 4942

FAKTA OM FILMEN

Cast

  • Aya: Alia Mohammad
  • Elvis: Ingmar Mossling
  • Ayoub: Dulfi Al-Jabouri
  • Hajar: Fatima Khanfour
  • Yassin: Mohamed Djeziri
  • Mynte: Jeanett Albeck
  • Kim: Jimmy Jørgensen
  • Shumisha: Ibbi El-Hani
  • Rektor: Rasmus Botoft
  • Ældre mand: Tommy Kenter

Holdet bag

  • Instruktør: Marie Rønn
  • Manuskript: Marie Rønn i samarbejde med Ibbi El-Hani
  • Producere: Peter Rønn & Karin Trolle
  • Produktionsdesign: Signe Krab Nymann
  • Fotograf: Loui Ladegaard
  • Filmen er støttet af Det Danske Filminstitut, Den Vestdanske Filmpulje, FilmFyn, Kolding Kommune og produceret i samarbejde med TV 2.
  • Distribution: Mis.Label (Nordisk distribution) og Level K (Internationalt salg)
  • Forventet premiere: Vinterferien 2028

Emner

Kategorier

Regions

Kontakt

  • Aya&Elvis_dag4_FotoMathiasLovgreen_0018.JPG.JPG
    Licens:
    Brug i medier
    Filformat:
    .jpg
    Størrelse:
    6845 x 4563, 23,1 MB
    Download
  • Aya&Elvis_dag4_FotoMathiasLovgreen_0019.JPG.JPG
    Licens:
    Brug i medier
    Filformat:
    .jpg
    Størrelse:
    7008 x 4672, 37,7 MB
    Download
  • Aya&Elvis_dag4_FotoMathiasLovgreen_0020.JPG.JPG
    Licens:
    Brug i medier
    Filformat:
    .jpg
    Størrelse:
    6498 x 4332, 23,9 MB
    Download
  • MarieRønn_Fotokredit Gyrithe Lemche.jpg
    Licens:
    Brug i medier
    Filformat:
    .jpg
    Størrelse:
    5504 x 8256, 34,2 MB
    Download
  • Aya&Elvis_dag4_FotoMathiasLovgreen_0017.JPG
    Licens:
    Brug i medier
    Filformat:
    .jpg
    Størrelse:
    7008 x 4672, 16 MB
    Download