Pressemeddelelse -
Offentliggørelse: Trine Dyrholm har titelrollen i nyt dansk familiedrama
Simon Bennebjerg og Josephine Park har de to andre hovedroller i GÆSTEN, som er instrueret af debutanten Mads Mengel.
Monolit Film og Scanbox Entertainment kan i dag offentliggøre det nye danske familiedrama GÆSTEN, instrueret af spillefilmsdebutanten Mads Mengel og med manuskript af Christian Bengtson og ham selv. Filmen har netop afsluttet optagelser i Helsingør og får biografpremiere over hele landet i efteråret 2026.
Familiefest med en ubuden gæst, der vender op og ned på alting
Dagen før Karl og Emilies søns navngivningsfest på Marienlyst Strandhotel, dukker en ubuden gæst op: Karls mor Vibeke, som han ikke har talt med i årevis. Hun har et brændende ønske om at komme tilbage i Karls liv og er opsat på at bevise sit værd som bedstemor og mor.
Karl og hans søster Rikke er bekymrede for deres mor, og derfor inviterer Karl hende modvilligt med til familiefesten. Det bliver en weekend, hvor smertefulde minder vækkes til live, og for længst begravede familiedynamikker kigger frem igen. Og mens spændingerne stiger, og den uundgåelige konfrontation konstant ligger på lur, åbenbares sprækker af håb og en fælles drøm om forsoning.
GÆSTEN er et varmt, humoristisk og bevægende drama om familiens stærke bånd og de nye begyndelser, der kan opstå, når vi tør se fortiden i øjnene.
Trine Dyrholm i kompleks titelrolle
Monolit Film har sikret sig et drømmecast til de bærende roller i GÆSTEN. Som titelfiguren og omdrejningskarakteren Vibeke kan publikum roligt glæde sig til at opleve en af de største og mest prisbelønnede skuespillere i dansk filmhistorie: Trine Dyrholm. Hun tager ofte livtag med komplekse og udfordrende kvindeskikkelser og har gjort det utallige gange i karrieren - fra En Soap til Den skaldede frisør, fra Kollektivet til Dronningen. Senest som stålsat hævner i Birthday Girl og Danmarks største seriemorder Dagmar Overby i den Oscar-nominerede Pigen med nålen.
Simon Bennebjerg og Josephine Park som udfordret søskendepar
Overfor hende ses den prisbelønnede skuespiller Simon Bennebjerg som den splittede søn Karl. Han fik sit store gennembrud som Thorkild Bjørnvig i Bille Augusts Karen Blixen-film Pagten og har siden bl.a. spillet den nådesløse ærkeskurk Frederik de Schinkel i Nikolaj Arcels storfilm Bastarden og ministersekretæren Oliver Hjorth i fjerde sæson af Borgen.
I rollen som søsteren Rikke dukker en anden af sin generations førende skuespillere op: Josephine Park, der de seneste år har haft hovedroller i film som Venuseffekten og tv-serier som Sygeplejersken og Skruk på Netflix, Oxen på TV 2 samt Grundtvig og Doggystyle på DR. I andre vigtige roller medvirker bl.a. Mette Klakstein Wiberg som Karls kæreste Emilie, Peter Gantzler som Emilies far og Petrine Agger som Emilies mor.
Inspireret af instruktørens egne oplevelser
GÆSTEN instrueres af Mads Mengel, der hermed får sin debut som spillefilmsinstruktør efter at have instrueret forskellige kortfilm og tv-serierne Noget om Emma og Ikke et ord. Manuskriptet, der er skrevet af ham selv i samarbejde med manuskriptforfatter Christian Bengtson, er inspireret af Mads Mengels egne familieoplevelser. Han udtaler:
- Med GÆSTEN ønsker jeg at minde os alle om, at det aldrig er for sent at samle skårene fra en ødelagt relation. At selv det, der har føltes fastlåst i årevis, kan bevæge sig, når vi tør se på det med nye øjne. At tilgivelse ikke er noget, vi skylder hinanden, men noget, der kan opstå, når vi er klar til at acceptere, at fortiden ikke kunne have været anderledes. Når det sker, tror jeg, at det bliver muligt at bevæge sig videre. Ikke uden sorg og smerte, men med nyt håb. Det vil jeg gerne give videre.
GÆSTEN er produceret af Monolit Film v/ producer Victor Cunha og er støttet af Det Danske Filminstitut v/ New Danish Screen-ordningen. Filmen distribueres af Scanbox Entertainment.
Med venlig hilsen
HAVE Kommunikation
For yderligere information, kontakt venligst:
Amalie Søndergaard, mobil: 28588150, mail: amalie@have.dk
Michael Feder, mobil: 22434942, mail: michael@have.dk
Fakta om GÆSTEN:
Cast:
- Karl: Simon Bennebjerg
- Vibeke: Trine Dyrholm
- Rikke: Josephine Park
- Emilie: Mette Klakstein Wiberg
- Frank: Peter Gantzler
- Kirsten: Petrine Agger
- Og mange flere
Holdet bag:
- Instruktør: Mads Mengel
- Producer: Victor Cunha
- Manuskriptforfattere: Christian Bengtson & Mads Mengel
- Fotograf: David Bauer
- Production designer: Rie Lykke
- Klipper: Louis Seeberg
- Komponist: Lasse Aagaard
- Sound designer: Andreas Sandborg
- Produktionsselskab: Monolit Film
- Distribution: Scanbox Entertainment