Gå til indhold
Foto: Daniel Bohr. Taget af Kasper Beknes/Det Ny Teater
Foto: Daniel Bohr. Taget af Kasper Beknes/Det Ny Teater

Pressemeddelelse

Sceneinstruktør og tidligere teaterchef Daniel Bohr er død

Et teaterkoryfæ er gået bort. Sceneinstruktør og tidligere teaterchef Daniel Bohr sov ind i nat, lørdag d. 25. juli. Han blev 82 år.

Den 29. december 1943 kom Daniel Bohr til verden i Argentina. En verden fyldt med diktatur og latinske konventioner. En verden han ikke blev i længe. Den internationalt anerkendte instruktør har siden da brugt alverdens lande som scene for sit arbejde – men det er Danmark, der fik hans hjerte.

Året var 1972, og Daniel Bohr var 29 år, da han besluttede sig for at vende blikket mod Danmark. Faktisk flygtede han; først med fragtbåd til Brasilien, bus til Santos, skib til Venedig og videre til Danmark. Han flygtede fra sine forældre og fra det samfund, der var bygget på den latinske kulturs konventioner.

Som ung levede Daniel Bohr i en verden fyldt med diktatur, og selvom han rejste rundt og boede i lande som Argentina, Spanien, Chile, Cuba og Venezuela, var det først, da han kom til Danmark, at han mærkede den frihed og den fred, som han længe havde søgt. Det var også i Danmark, at han fandt sit livs kærlighed i teatermanden Christian Lange, som han var sammen med til sin død.

Indtil sin død boede han i Nyborg med Christian Lange, og selvom arbejdet med teater, opera, musicals, operetter og zarzuelas gjorde ham til en berejst herre, var hans primære base de seneste godt og vel 50 år Danmark.

Fra arkitektstuderende til teatermand
Selvom Daniel Bohrs karriere først for alvor tog fart, da han kom til Danmark, startede den meget tidligere. Daniel Bohr blev uddannet fra The Grange School i Santiago de Chile i 1960. Først studerede han ved arkitektskolen på universitetet i Santiago, derefter ved arkitektskolen på Madrids universitet og senere på filmskolen i Madrid, hvor han i 1964 blev uddannet som filminstruktør. I 1966 grundlagde han El Nuevo Teatro Experimental i Madrid, og fra 1967 indledte Daniel Bohr sin karriere som instruktør på de spanske nationalscener. Fra 1969 udvidede han sit CV, både fordi han begyndte at deltage aktivt i den chilenske og argentinske kulturpolitik, og fordi han blev kulturjournalist for radio, TV og avispresse i både Spanien og Argentina – alt sammen mens han lavede teater i det meste af Europa og Latinamerika.

Da Daniel Bohr gjorde sit indtog i Danmark i 1972, blev han hurtigt tilknyttet Det Kongelige Teater både som iscenesætter og som lærer på Operaakademiet. Fra 1978 til 1981 var han kunstnerisk leder af Den Jyske Opera, fra 1981 til 1985 var han chef for Aalborg Teater, og fra 1985 til 1988 var han direktør og kunstnerisk leder for Festspillene i Bergen. Siden da har Daniel Bohr været freelance med talrige opsætninger for teatre, radio og TV i Danmark og Norge samt især opera-iscenesættelser i Frankrig, England, Sverige, Spanien, Belgien og USA.

Som instruktør gjorde Daniel Bohr sig først bemærket i Danmark på Det Kongelige Teater med store operaopsætninger som Faust, Cosi Fan Tutte og La Traviata. Siden iscenesatte han på Det Ny Teater bl.a. EVITA, West Side Story, Peter Pan og The Sound Of Music, der modtog en Reumert for Bedste Musikteater i 2004 og igen i 2016 samt Love Never Dies, der modtog en Reumert for Bedste Musikteater i 2013. Daniel Bohr løb også med hæder for sin iscenesættelse af operaen Andre Bygninger på Den Fynske Opera, som han modtog en Reumert for i kategorien Årets Opera i 2015. De seneste ti år stod han bag iscenesættelser af forestillinger som Jekyll & Hyde (2016), Annie Get Your Gun (2017), Spillemand på en tagryg (2019) og Oliver! (2020), alle på Det Ny Teater. Han var i øvrigt også instruktøren bag Nyborg Voldspils Atlantis (2016) og Grease (2017) samt Den Fynske Operas Den glade enke (2017) og Til Døden Os (2018).

Med venlig hilsen
HAVE Kommunikation

For yderligere information, kontakt venligst:
Michael Feder, mail: michael@have.dk, mobil: 22434942

Emner

Kategorier

Regions

Kontakt