Gå til indhold
Foto: Torben Eskerod
Foto: Torben Eskerod

Pressemeddelelse -

Sidste chance for at opleve Tomás Saraceno i Cisternerne

”Rystende smuk” og ”en vidunderlig, voldsom og uforglemmelig totaloplevelse”. Tomás Saracenos udstilling Event Horizon har fejet benene væk under såvel anmelderne som de besøgende. Nu er det ved at være sidste udkald for at opleve den underjordiske sejlads – udstillingen kan ses frem til d. 30. november.

Det er ikke uden glæde og stolthed, at Frederiksbergmuseerne har mærket den overvældende opmærksomhed og anerkendelse, som har hvilet på Tomás Saracenos udstilling Event Horizon i Cisternerne.

I Politiken kvitterede Trine Ross med fem hjerter og skrev blandt andet i sin anmeldelse:

”Det er fuldstændig magisk at glide gennem vandet, gennem mørket (…) Det er ophøjet, magisk, sakralt. Og hvis man overgiver sig og lader sig føre med ned i hans sorte hul, venter en vidunderlig, voldsom og uforglemmelig totaloplevelse, et desperat opråb om klodens tilstand og et fantastisk bevis på, hvordan kunst tager farve af den tid, man oplever den i.”

Udstillingen, der er en meget eksklusiv oplevelse for ganske få besøgende ad gangen, har i lange perioder været totalt udsolgt. Men nu frigives de sidste billetter, og sidste chance for at besøge udstillingen er d. 30. november.

Event Horizon opleves fra små både, og man skal booke plads forud for sit besøg. I mørket under Søndermarken venter et besøg, man sent vil glemme. Med Cisternernes unikke arkitektur som udgangspunkt og på stedets præmisser har Saraceno skabt et værk, der omslutter de besøgende helt og aldeles.

Mens de små både bryder det rolige vand i Cisternernes søjlegange, vækkes sanserne, når man i mørket oplever glimt af oplyste edderkoppespind, glitrende sølvsfærer og svævende skulpturer.

Titlen Event Horizon er en metafor for det point of no return, menneskeheden står overfor, hvor klimaforandringer uigenkaldeligt har ændret vores livsvilkår. Trods det umiddelbart dystopiske udgangspunkt, lader Saraceno håbet glimte i Cisternernes mørke. Måske findes der alternative eksistensmuligheder, der tillader menneskeheden at tilpasse sig en verden, der synes for evigt forandret?

”Hvis man kan føle lykke af en æstetisk oplevelse, føler man denne lykke lige her, trods det dystre mørke vand, trods teksterne om klima og Corona i kataloget. For det er rystende smukt, ”skriver Torben Sangild i Kunsten.nu

Tomás Saraceno (f. 1973, Argentina) er en stjerne på den internationale kunstscene. Han er oprindelig uddannet arkitekt og optaget af at udforske alternative livs- og boligformer til en mere bæredygtig fremtid. Han er inspireret af alt fra edderkopper og flagermus til astrofysik, filosofi og ingeniørkunst. I samarbejde med Massachusetts Institute of Technology (MIT) har han blandt andet udviklet en luftballon og sat verdensrekord i flyvning uden brug af fossile brændstoffer.

Praktiske informationer
Hvad: Event Horizon af Tomás Saraceno
Hvor: Cisternerne i Søndermarken
Hvornår: Til og med d. 30. november 2021. Tirsdag - søndag kl. 11-18. Torsdag kl. 11-20
Hvordan: Billetter bookes på forhånd via frederiksbergmuseerne.dk

For yderligere information, kontakt:
Astrid la Cour:
Tlf.: 28 57 86 88
alc@frederiksbergmuseerne.dk

Fonde og sponsorer:
Andersen’s, Arbejdernes Landsbank, A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal, Arne V. Schleschs Fond, Augustinus Fonden, Beckett-Fonden, Bestles Fond, Boatkits.dk, Det Obelske Familiefond, Frederiksberg Forsyning, Frederiksberg Kommune, Greater Copenhagen, Grosserer L.F. Foghts Fond, Hotel Alexandra, Knud Højgaards Fond, Ny Carlsbergfondet, Region Hovedstaden, Statens Kunstfond, Vækstforum Hovedstaden, Wonderful Copenhagen, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond

Emner

Kontakt

Anja Linnet

Anja Linnet

Pressekontakt COO // Chefrådgiver 22655348

Om os

For os handler kommunikation ikke blot om at råbe højt, eller om for enhver pris at trænge igennem lydmuren i et tiltagende kaotisk mediebillede.

For os handler kommunikation om troværdighed. Om substans. Om at sætte dagsordener. Inden for kulturens verden, i erhvervslivet, i politisk sammenhæng – og i samfundet som helhed.

Vi favner bredt i vores opgaveportefølje, og vores spidskompetencer ligger inden for udvikling af storytelling, strategisk udvikling af brands, oplevelsesbaseret kommunikation og den direkte kontakt med medierne.

Tre årtiers erfaring har gjort os til et af Skandinaviens førende kommunikationsbureauer, og på årsbasis gennemfører vi 150 projekter.

Vi kvalificerer vores samarbejdspartneres historier og sikrer dem gennemslagskraft i offentligheden. Vi folkeliggør substansen, og vi sikrer mediernes interesse for både det brede og det smalle. Vi navigerer sikkert og målrettet gennem medielandskabet, og vi er garant for synlighed, der skaber merværdi – og gør en forskel.

HAVE Kommunikation
Hillerødgade 30 B
2200 København N
Danmark