Gå til indhold
Silas Holst stopper som professionel danser

Pressemeddelelse -

Silas Holst stopper som professionel danser


Landets største dansestjerne takker af. Silas Holst har danset for sidste gang i ”Vild med dans” og snart også på de skrå brædder, hvor han ikke længere skal have de store danseroller i musicals. Han sætter punktum for sin gloværdige dansekarriere med to ikoniske danseroller på scenen i sin afskedssæson, først i SATURDAY NIGHT FEVER – THE MUSICAL til efteråret og derefter danmarkspremieren på STRICTLY BALLROOM – THE MUSICAL til næste forår.

Der er ingen over og ingen ved siden af. Ingen anden danser i nyere tid har opnået samme brede popularitet og opbakning hos danskerne end Silas Holst. Hjemme i stuerne i ”Vild med dans” på TV 2 og på de skrå brædder over hele landet i store musicalsucceser, hvor han har danset sig ind i hundredtusinder af danskeres hjerter. Men snart stopper han som professionel danser.

Silas Holst udtaler:
- Efter et helt liv med dans er tiden kommet til, at jeg sætter mine dansesko på hylden – i hvertfald professionelt. Jeg må erkende, at kroppen ikke er så ung som den har været, og derfor føler jeg, at tiden er inde til at tage hul på en ny etape af min karriere. Dansen har været udgangspunktet for hele min karriere, den har fyldt alt, og jeg har elsket at danse altid. Jeg har mange utroligt dejlige minder med dansen, både fra min medvirken i ”Vild med dans” og på scenen i en lang række forestillinger. Om et år starter et nyt og spændende kapitel i min karriere. Herefter vil jeg fokusere på musicalroller, hvor sang og skuespil er i centrum – men måske der engang i mellem sniger sig et enkelt dansetrin ind.

Skabte tv-historie i ”Vild med dans”
Silas Holst har danset siden han var to år gammel. Han repræsenterede Danmark ved verdensmesterskaberne i dans i 2004, og det store folkelige gennembrud fik han i ”Vild med dans” i 2008 hvor han medvirkede for første gang. Han har i alt været med ni gange, og med tre sejre er han, sammen med Thomas Evers Poulsen, den mest vindende danser i programmets historie.

Mest mindeværdigt er triumfen fra 2019, hvor han og skuespilleren Jakob Fauerby dansede sig ind i historiebøgerne og blev det første samkønnede par i verden, der vandt i programmet.

Masser af musicalsucces
Ved siden af ”Vild med dans” er han blevet det seneste årtis største mandlige musicalstjerne herhjemme med hovedroller i en perlerække af store succeser, bl.a i Dirty Dancing, Grease, Crazy for You, Anything Goes, Saturday Night Fever – The Musical, Flashdance – The Musical, The Book of Mormon, Kinky Boots og Moulin Rouge – The Musical. Over en million teaterbilletter er der solgt til de musicals han har spillet hovedrollen i. Læg dertil en Reumert-nominering for ”Årets Danser” i 2017 og vinder af Reumert-statuetten for ”Årets Mandlige Hovedrolle” i 2022.

Derudover er han bl.a. blevet nr. tre i Dansk Melodi Grand Prix, har turneret med boybandhits fra 90’erne i The Boyband Tour, skrevet flere bøger, været dommer og deltager i forskellige tv-shows, holder foredrag over hele landet om mobning og kører sin egen danseskole.

Afskedssæson med to ikoniske danseroller på scenen
Nu siger Silas Holst stop med dansen på et professionelt niveau. Men han tager lige en sidste omgang i manegen i den kommende teatersæson i to forestillinger, han selv har været med til at vælge: Først som kongen af dansegulvet, Tony Manero, i discoklassikeren Saturday Night Fever - The Musical fra september, og derefter som ballroomdanseren Scott Hastings, der går sine egne veje i danmarkspremieren på Strictly Ballrom – The Musical, baseret på Baz Luhrmanns kultfilm af samme navn fra 1992.

Derefter er det slut med store dansehovedroller i musicals. Men publikum kan godt glæde sig til, at han vil spille og synge andre roller fremover, dog ikke i de bærende dansepartier.

Vil man opleve Silas Holst i sin afskedssæson som danser i Saturday Night Fever - The Musical og Strictly Ballrom – The Musical, kan billetter købes eller reserveres på hhv. www.saturdaynightfevermusical.dk og www.strictlyballroommusical.dk. Forestillingerne opføres i Falkonersalen i København, Vejle Musikteater og Musikteatret Holstebro.

Med venlig hilsen
HAVE Kommunikation

For yderligere information, kontakt venligst:
Sara Jeppesen · sara@have.dk · 22 41 00 48
Jesper Bæk Nielsen · jesper@have.dk · 23 27 02 97

FAKTA

SATURDAY NIGHT FEVER – THE MUSICAL

  • Falkonersalen, København: 12. september 2024
  • Vejle Musikteater: 23. oktober 2024
  • Musikteatret Holstebro: 6. november 2024

Megasuccesen, som i 2017 gav 110.000 glade danskere regulær discofeber, vender tilbage i en ny og moderne version. SATURDAY NIGHT FEVER – THE MUSICAL er baseret på den ikoniske dansefilm af samme navn og følger den italiensk-amerikanske Tony, der bliver konge af dansegulvet. Oplev legendariske Bee Gees-hits som ”Stayin’ Alive”, ”Disco Inferno”, ”Night Fever” og “How Deep Is Your Love” med et stort ensemble af landets dygtigste dansere, musicalperformere, sangere, skuespillere og live-orkester, når de forvandler Falkonersalen, Vejle Musikteater og Musikteatret Holstebro til et glohedt discoinferno.

STRICTLY BALLROOM – THE MUSICAL

  • Falkonersalen, København: 20. februar 2025
  • Vejle Musikteater: 2. april 2025
  • Musikteatret Holstebro: 23. april 2025

Nu kommer musicalversionen af Baz Luhrmanns (instruktøren bag filmen Moulin Rouge) kultdyrkede dansefilm fra 1992 til Danmark for første gang. Filmen, der handler om Ballroom-danseren Scott Hastings, der trodser al modstand og danner par med ”den grimme ælling” Fran i kampen om at vinde det australske mesterskab, blev transformeret til musical af Baz Luhrmann selv i 2011. Nu får danskerne mulighed for at opleve Silas Holst i en spektakulær, energisk og eksplosiv dansk stjerneopsætning med alle de populære hits fra filmen inkl. ”Love is in the Air”, ”Let’s Dance”, ”I Wanna Dance with Somebody, ”Slave to the Rhythm”, ”Mambo no. 5” og mange flere.

Hvis man køber billet til begge forestillinger, får man bogen ”Silas Holst - Tak for dansen”, der handler om Silas Holsts liv som danser, med i købet. Bogen udkommer i september 2024. Se mere på www.takfordansen.dk.

Emner

Kontakt

Sara Jeppesen

Sara Jeppesen

Pressekontakt Juniorrådgiver

Jesper Bæk Nielsen

Pressekontakt Projektassistent 23270297

Om os

For os handler kommunikation ikke blot om at råbe højt, eller om for enhver pris at trænge igennem lydmuren i et tiltagende kaotisk mediebillede.

For os handler kommunikation om troværdighed. Om substans. Om at sætte dagsordener. Inden for kulturens verden, i erhvervslivet, i politisk sammenhæng – og i samfundet som helhed.

Vi favner bredt i vores opgaveportefølje, og vores spidskompetencer ligger inden for udvikling af storytelling, strategisk udvikling af brands, oplevelsesbaseret kommunikation og den direkte kontakt med medierne.

Tre årtiers erfaring har gjort os til et af Skandinaviens førende kommunikationsbureauer, og på årsbasis gennemfører vi 150 projekter.

Vi kvalificerer vores samarbejdspartneres historier og sikrer dem gennemslagskraft i offentligheden. Vi folkeliggør substansen, og vi sikrer mediernes interesse for både det brede og det smalle. Vi navigerer sikkert og målrettet gennem medielandskabet, og vi er garant for synlighed, der skaber merværdi – og gør en forskel.

HAVE Kommunikation
Hillerødgade 30 B
2200 København N
Danmark