Gå til indhold
Skive Museum genetableres som kunstmuseum

Pressemeddelelse -

Skive Museum genetableres som kunstmuseum

Fra at huse en kombination af arkæologi, historie og kunst lancerer Skive Museum nu en ny strategisk retning, når det fra årsskiftet til 2025 entydigt bliver et kunstmuseum. Beslutningen er et led i en større strategisk proces med fokus på at udvikle museets potentiale, tydeliggøre dets kunstneriske profil og tiltrække flere besøgende.

Skive Museum, som er en del af fusionsmuseet Museum Salling, genetableres ved indgangen til 2025 som Skive Kunstmuseum. Det løfter bestyrelsesformand for Museum Salling Morten Enggaard sløret for i fusionsmuseets nye strategiudlægning:

“Efter grundige overvejelser har Museum Salling besluttet at fokusere 100 procent på kunstudstillinger og kunstformidling på museet på Havnevej i Skive. Det er et vigtigt led i at lade Skive Kunstmuseum få en tydelig position i kunstlandskabet og en klar kunstnerisk profil.”

En klar, kunstnerisk profil og øget relevans
Skiftet til et dedikeret kunstmuseum giver mulighed for at præsentere samlingen på en mere fokuseret og sammenhængende måde og gøre kunsten til centrum. De første strategiske skridt mod Skive Kunstmuseums nye identitet og ensretning gør det muligt for museet at tilbyde udstillinger med national relevans og skabe større genkendelighed hos gæsterne på museet.

“Vi ønsker at være et museum, der udvider vores besøgsprofil fra blot at tiltrække de lokale, til også at blive en destination for hele landets kunstinteresserede. Vi har en flot kunstsamling, som vi gerne vil udstille flere værker fra, og vi vil gerne samarbejde med andre kunstmuseer om større udstillingsprojekter. Det handler om at gøre museet til et samlingspunkt, der skaber genklang i kunstverdenen, og hvor kunstelskere fra nær og fjern føler sig velkomne og inspirerede," udtaler museumschef Per Lunde Lauridsen.

Når museet slår dørene op som Skive Kunstmuseum i 2025, kan gæsterne forvente et kunstmuseum med to til tre skiftende udstillinger af national relevans. Museet vil også arbejde med nye formidlingstilgange, hvor værkerne skal komme til sin ret gennem klare fortællinger og oplevelser for de besøgende.

En kunstsamling i udvikling
Skive Museums kunstsamling huser anerkendte kunstneres værker, herunder Ellen Hyllemose, Emilie Demant Hatt, Franciska Clausen, Asger Jorn, Per Arnoldi med flere. Skive Kunstmuseum vil fremover fokusere på at styrke sin samling og udvikle klare kunstneriske temaer.

Skive Kunstmuseum indleder året med udstillingen DRØMMEBILLEDER af Carl-Henning Pedersen, hvor værker, som ikke tidligere har været udstillet, indgår. Udstillingen er retrospektiv og viser tidlige eksperimenterende værker fra 1930’erne og følger udviklingen frem til de mere rolige kompositioner i 00’erne. I selskab med Carl-Henning Pedersens værker, kommer Skive Kunstmuseums egen samling af de kunstnere, der har været i Carl-Henning Pedersens kreds: Else Alfelt, Asger Jorn, Egill Jacobsen, Ejler Bille og Henry Heerup. De nævnte kunstnere bliver alle vist i museets atrium, der leder ind til DRØMMEBILLEDER. Udstillingen kan opleves fra den 17. januar 2025.

Med venlig hilsen
HAVE Kommunikation

For yderligere information kontakt venligst:
Stine Albrechtsen // stine@have.dk // 30 24 14 00
Regitze Porsborg Andersen // regitze@have.dk // 30 48 32 39

Om Skive Kunstmuseum
Skive Museums historie går tilbage til 1910 og var oprindeligt tænkt som et lokalt kulturhistorisk museum med fokus på egnens historie og arkæologi. Senere udviklede museet sig til også at inkludere en kunstsamling, som blev en væsentlig del af museets identitet. Museets mere end 100 år på bagen inkluderer naturligvis mange milepæle, hvoraf to har særlig betydning for, hvor museet står dagen i dag:

Skive Museum har opnået hele to statsanerkendelser; i 1941 som Skive Museum og i 1964 som Skive Kunstmuseum. Disse er med til at anerkende museets faglige standard og dets betydning som kultur- og kunstinstitution. Ligeledes sikrer statsanerkendelserne, at museet får økonomisk støtte, som muliggør deres fortsatte arbejde med at bevare og formidle kunst.

Endnu en nævneværdig milepæl er den udvikling, Skive Museum gennemgik i 2017. Her blev museets rammer renoveret og orienteret mod at være et kulturhistorisk blandingsmuseum med målet om at blive mere alsidig og fremme en kulturel helhedsforståelse. Nu tager museet igen et skridt på rejsen, og bliver fra årsskiftet entydigt et kunstmuseum, som det også tidligere har været.

Emner

Kategorier

Kontakt