Pressemeddelelse —
SURKOV: Thomas Levin i urovækkende politisk satire om manden, der skabte Putin
Forestillingen får verdenspremiere på Teatret ved Sorte Hest. Til foråret spiller den også på Mungo Park i Allerød.
Den 7. november får den urovækkende, nyskrevne satire SURKOV verdenspremiere på Teatret ved Sorte Hest og kan senere opleves på Mungo Park til foråret. Billetsalget er gået i gang i dag. Forestillingen blev opført i en rå workshop-version to aftener under CPH Stage i sommer, og nu er produktionsselskabet Pacemaker klar til at præsentere publikum for den fulde version af SURKOV.
Hvad sker der, når politik bliver gjort til teater, og virkeligheden til et manuskript? SURKOV tager publikum med på en hæsblæsende rejse ind i Vladislav Surkov og hans univers - fra Moskvas kreative undergrundsmiljø til Kremls inderste magtapparat. Fra Murens fald til en samtid splintret af kaos, konflikt og desinformation, der har gjort Surkov og hans metoder til ledestjerne for populistiske magthavere over hele verden. En verden hvor mennesker bliver gjort til roller, holdninger til replikker og våben til rekvisitter. Og hvor grænsen mellem fiktion og fakta til sidst forsvinder.
Manden, der iscenesatte Putin
Det 21. århundredes mest indflydelsesrige spindoktor var teaterinstruktør og reklamemand inden han blev politisk rådgiver for Vladimir Putin. Vladislav Surkov tog alle sine metoder fra teatrets og reklamernes verden ud i virkeligheden med en præcision og slagkraft, der overgår fantasien. Surkov er manden, der gjorde verden til sin scene, castede Putin som en ”ny zar i et nyt Rusland” og forvandlede russisk og international politik til propagandateater - med ekkoer helt ind i Trump-æraens USA.
SURKOV afdækker propagandaens maskinrum og stiller skarpt på manden bag vores tids største politiske teater. Forestillingen er udviklet over en periode på mere end fire år og baserer sig på indgående research. Det er en sanselig og skræmmende relevant monolog skrevet og instrueret af Jesper Pedersen med skuespiller Thomas Levin alene på scenen i alle roller.
Publikum inviteres helt ind i magtens intimrum, hvor grænserne mellem scene og virkelighed udviskes, og hvor tæppet trækkes til side for et intenst drama om magt, propaganda og politik i en verden, hvor fiktion bliver til blodig virkelighed.
Holdet bag
Bag SURKOV står to erfarne kræfter fra dansk teater og TV. Thomas Levin er en Reumert-vindende skuespiller og dramatiker, der har markeret sig stærkt både i Danmark og internationalt. Siden sin debut i 1998 har han medvirket i et hav teaterforestillinger over hele landet og senest på Hampstead Theater i London i 2024. Han er bl.a. kendt for sine roller i store TV-succeser som Borgen (2010) og Norskov (2015-2017) samt den internationale serie Alex Rider(2020-2024) med tre sæsoner, produceret af Sony/Amazon.
Manuskriptet er skrevet af den Reumert-belønnede dramatiker og instruktør Jesper Pedersen, der blandt andet var medforfatter på den internationale teatersucces BLAM! (2012) samt forestillinger som DET 6. KONTINENT (2013-2017), den Reumert-nominerede STØV (2016) og senest som instruktør på succeserne THE WEDDING på Blaagaard Teater (2025) og BLIND DATE på Aveny-T (2025).
Med venlig hilsen
HAVE Kommunikation
For yderligere information kontakt:
Julie Qvick // Julie@have.dk // 31 33 07 68
Fakta:
Kreditering:
Medvirkende: Thomas Levin
Manuskript og instruktion: Jesper Pedersen
Dramaturg: Signe Marie Saerens Taasti Klastrup
Video: Troelz Schmidt
Foto/Titel Design: Lars Hauschildt
Produceret af: Pacemaker
Varighed: 58 minutter
SURKOV er produceret med støtte fra: Statens Kunstfond, Danske Sceneinstruktører, Folketeatret, Aveny-T og Mungo Park.
Premieredato: Den 7. november 2026
Spilleperiode:
Teatret ved Sorte Hest: 7.-21. november 2026.
Mungo Park: Foråret 2027
Billetter kan købes her: Surkovtheplay.com