Pressemeddelelse -
Suset 2026 er klar med årets 10 første musiknavne
Suset er nu klar med de første navne, der kan opleves på den tredje udgave af festivalen. Dagens 10 navne anføres af en af Danmarks mest folkekære artister, Rasmus Seebach, som kan opleves i Esbjerg for første gang i ni år. Derudover kan publikum blandt andre glæde sig til Benjamin Hav & Familien, Dizzy Mizz Lizzy og Guldimund, når Suset 2026 finder sted den 21.-22. august næste år på Esbjerg Havn og i Byparken.
I sidste uge kunne Suset offentliggøre, at man næste år udvider festivalpladsen og integrerer Byparkens grønne omgivelser i festivalens ellers ganske rå udtryk. Nu er festivalen klar til at løfte sløret for de første af de musikalske artister, man kan opleve i de udvidede rammer næste sommer.
Festivaldirektør Tobias Kippenberger udtaler:
”Vi er enormt glade og stolte over, at vi har fået mulighed for at bringe Rasmus Seebach tilbage til Esbjerg for første gang i ni år. Seebach har været soundtracket for en hel generation, og hans seks arenakoncerter i dette efterår har kun understreget, at han er mere populær end nogensinde før. Dagens 10 navne repræsenterer et bredt udsnit af det allerbedste fra den danske musikscene med noget for enhver smag, som jeg er sikker på, vil være med til at gøre Suset 2026 til den hidtil bedste udgave af vores unge festival. Og der er meget mere på vej, når vi den kommende tid kan præsentere endnu mere musik – både til hovedscenerne og til den nye, mere intime scene i Byparken.”
Dagens offentliggørelse
Rasmus Seebach
Benjamin Hav & Familien
Dizzy Mizz Lizzy
Guldimund
Drew Sycamore
Katinka
Rune Rask
Soleima
URO
Zar Paulo
Rasmus Seebach
Rasmus Seebach er en af Danmarks allerstørste og mest folkekære artister. Siden debutalbummet i 2009 har han med sine dansksprogede popsange sat et markant præg på den danske musikscene og vundet en helt særlig plads i publikums hjerter. Med utallige hits, millioner af streams og adskillige priser er han en af landets mest succesfulde musikere nogensinde.
Efter en pause på næsten tre år vendte Rasmus Seebach i 2025 tilbage med singlen ”Sandheden” i samarbejde med Artigeardit, og i 2026 er han klar til at indtage festivalerne og dele magiske øjeblikke med sit publikum.
På scenen er Rasmus Seebach kendt for sine store, følelsesladede koncerter, hvor publikum kan forvente alt fra rørende ballader til fællessang på de største radiohits. Til sommer vender Rasmus Seebach så tilbage til byen, hvor han spillede sin allerførste koncert nogensinde, og når han indtager scenen på Suset 2026, er det første gang i ni år, at han kan opleves i Esbjerg.
Benjamin Hav & Familien
Benjamin Hav har for længst cementeret sig som en af landets mest originale artister og har høstet massiv ros for sine kompromisløse liveoptrædener med Familien. Siden deres første koncerter har Benjamin Hav & Familien været kendt for at levere nytænkende, skæve og imponerende liveoplevelser, hvor humor, musikalitet og en grænseløs energi går op i en højere enhed; senest ved tre anmelderroste arenakoncerter for fulde huse.
Den 31. januar 2025 udgav Benjamin Hav sit seneste album Jeg vil bare gerne være et godt menneske, men det er ikke let, hvorfra singlen med Lukas Graham, ”Du ligner din mor”, har været én af årets mest spillede sange og blev nomineret til Lytterhittet ved årets P3 Guld. Til sommer er Benjamin Hav & Familien klar til at sprede fest, samba og musikalsk overskud, når de gæster Suset.
Dizzy Mizz Lizzy
Lige siden Dizzy Mizz Lizzyoverraskede alle i 2014 ved at annoncere en comeback-turné, har rockbandet været et af de mest elskede i Danmark, ligesom de var det i 1990’erne, hvor Tim Christensen, Martin Nielsen og Søren Friis-Larsen sparkede nyt liv i dansk rock med debutalbummet Dizzy Mizz Lizzy, der blev soundtrack for en hel generation.
Siden genforeningen har bandet udgivet to nye studiealbum med det GAFFA-prisen-hædrede Forward in Reverse (2016) og Alter Echo (2020) og turneret landet rundt flere gange. Nu er turen så kommet til Suset for bandet, som GAFFA tidligere har udråbt som ’Danmarks største rocktrio’. Dizzy Mizz Lizzy har for længst etableret sig som et af landets bedst spillende livebands, så der er lagt op til en vaskeægte rockfest på Esbjerg Havn i 2026.
Guldimund
På få år har Guldimund skrevet sig ind som en af Danmarks mest elskede og ærlige sangskrivere. Med sin unikke evne til at forene det nære og det storslåede, det smukke og det smertefulde, har han skabt et musikalsk univers, der rammer dybt hos publikum. Siden det prishædrede debutalbum Dem Vi Plejede At Være (2021) har Guldimund været en af de mest markante stemmer i dansk musik.
Med sange som ”Møns Klint”, ”Forstår du?” og ”I har ikke valgt hinanden” skriver Guldimund om kærlighedens lys og mørke, om tro, tvivl og det at finde fodfæste som menneske og far. Det er musik, der tør være både sårbar og stærk, og som føles dybt personlig for både kunstner og publikum.
På Suset medbringer Guldimund nyt materiale og et tredje album i samarbejde med bl.a. Saveus. Singlen ”Vil du noget?” er første smagsprøve, og publikum på Suset kan glæde sig til Guldimunds særlige blanding af intensitet, humor og menneskelighed, når han gæster festivalen til sommer.
Drew Sycamore
Drew Sycamorekickstartede sin imponerende solokarriere for syv år siden med P3s Ugens Uundgåelige, og derefter gik det stærkt. Med fire singler på førstepladsen på airplay-charten med især ”I Wanna Be Dancing” og ”45 Fahrenheit Girl”, der hhv. har ligget 187 uger og 143 uger på hitlisten, adskillige flotte anmeldelser og priser og mere end 100 millioner samlede streams har Drew Sycamore på få år etableret sig som et af landets største popnavne.
Nu er Drew Sycamore klar til at træde ind på scenen igen. I maj 2025 udgav hun sit fjerde album Occurent Affairsmed hitsinglerne ”Another Lovesong”, ”Lonely Heat” og ”Spring Birds”, og fra januar 2026 kan hele Danmark følge hende som dommer i X Factor, hvor hun sidder i panel sammen med Thomas Blachman og ligeledes Suset-aktuelle Benjamin Hav. Og så kan man ikke mindst opleve hende på Esbjerg Havn til august, når hun gæster Suset med sit stærke band.
Katinka
I februar 2025 sprang Katinka ud som soloartist med den hårdtslående og rørende single ”Knappenål”, og siden har hun for alvor brændt sig fast i danskernes øregange med streaming- og radiohittet ”Kogeplade”, hvor hun fortsatte med at redefinere sit musikalske udtryk.
Senest har hun udgivet singlen ”Bare Rolig (alt skal nok gå galt)”, som er en sang, der pulserer af melodisk vanvid, styrke og sårbarhed, i et tæt samarbejde med producer Søren Buhl. Katinka beskriver selv sangen som en hyldest til at stå ved sine fejl og sin egen skævhed – og som en sejr over de stemmer, der engang sagde, hvad hun ikke kunne.
Til sommer er Katinka klar til at give gæsterne på Suset en musikalsk rusketur, når hun og hendes nye band vil fylde scenen med både helt nye sange og nyfortolkninger af velkendte klassikere fra sangerindens imponerende bagkatalog.
Rune Rask
Han er en af Danmarks mest etablerede, respekterede og prisvindende producere. Og så er han ikke mindst hjernen og hjertet bag de musikalske genialiteter, der danner rammerne for et af landets største hiphopnavne, Suspekt.
I 2021 debuterede Rune Rask i eget navn med det instrumentale konceptalbum Rune Rask, hvor Rune Rask åbnede op for en eksotisk jungle af lyde – dragende og fantasifuldt, men først og fremmest med plads til modtageren. I 2023 udkom hans andet soloalbum Face Yourself, hvor Rune Rask forlod junglen og i stedet inviterede til synth-rave på en middelhavsø på førstesinglen ”Ibiza Boyz”.
Rune Rask fik i år æren af at lukke og slukke for Suset 2025 med et allerede legendarisk dj-set lørdag aften i Tutten, men til sommer er han klar til at træde op på en endnu større scene og for alvor sætte ild til Esbjerg Havn.
Soleima
Soleima er på ingen måde et ubeskrevet blad i dansk musik. Fra P3-hits og stærke liveoptrædener til det anmelderroste album Nationens Skrammer, der for alvor fremhævede Soleimas lyriske talent på dansk, har hun sunget sig ind i danskernes musikhjerter.
Med udgivelsen af Hærværk/Mesterværki oktober 2025 har hun taget et nyt skridt i sin musikalske udvikling. Med en mere rocket lyd i centrum er ambitionen klar: Soleima vil være det næste store danske rocknavn. Lyden er skabt i samarbejde med Bjarke Niemann (Spleen United) og viser en mere rocket, kompromisløs og modig side af Soleima – en lyd, som også kendetegner hendes liveoptrædener.
De to indledende singler ”Den Udødelige Historie” og ”Sidste År” vakte bred opmærksomhed, men især School of X-samarbejdet ”Vilde Øjne”, som blev P3s Ugens Uundgåelige, og sensommerhymnen ”Sommertid” med Benjamin Hav er som skabt til Suset og Esbjerg i august.
URO
De seneste to år har budt på en buket af store momenter for URO og manifesteret ham som et af dansk musiks nye store håb. Efter URO for alvor havde introduceret sig selv for Danmark i 2023 med sange som ”Føles Godt” og ”Godthåbsvej”, udsendte URO i april 2024 sit debutalbum Allerhelst Vil Vi Elskes, som er et personligt tankemylder om forhold til familie, kæreste og tætte venskaber.
Senere samme år udgav han sammen med Suspekt landeplagen ”Tænker Ik På Andre”, som indtog førstepladsen på den danske singlehitliste og var blandt de mest streamede numre i 2024. Siden har URO udgivet flere markante singler som venskabshymnen ”Min Bror”, ”Øresund” sammen med Thomas Helmig og senest ”Forårsdag”, der udkom i november 2025.
I 2025 spillede URO sit hidtil største liveshow i K.B. Hallen, inden han optrådte på sommeren Grøn-turné, hvor han også var årets Plads til Forskelle-ambassadør. Næste sommer kan man endelig opleve URO på Suset til en koncert, som utvivlsomt vil gå lige i hjertet på esbjergenserne.
Zar Paulo
Zar Pauloudgav i foråret 2025 den første single fra deres kommende album. ”Telefonperson” blev udvalgt til P3’s Uundgåelige – en bedrift, som for nylig blev gentaget med fanfavoritten ”We Are One”, som har været en fast del af Zar Paulos koncerter siden efterårstouren i 2024.
Singlen markerer et nyt kapitel for det aarhusianske band, der med nedslag som en optræden i X Factor-finalen og udsolgte koncerter over hele landet har slået sit navn fast som et af de mest toneangivende på den danske musikscene netop nu.
I sommeren 2025 spillede de anmelderroste koncerter på flere af landets festivaler og blev udråbt som ’et af Danmarks bedste livebands’ af GAFFA. I 2026 er Zar Paulo, som består af Emil Vammen, Johan Horsmans, Tobias Schou, Martin Kleberg og Anton Breinbjerg, så klar til at invitere gæsterne på Suset med til, hvad der med garanti bliver et fremragende show.
Hent pressefotos her og læs meget mere på suset.dk.
Billetter
Billetter til Suset 2026 er nu gået i salg og kan købes på suset.dk/billetter.
Prisen på partoutbilletter udvikler sig over tid og har et begrænset antal billetter i hver priskategori:
Under 25 partoutbillet i salg fra 27/11/26 til udsolgt): 1.360 DKK inkl. gebyr
Partoutbillet - kat 1 (i salg 27/11/26-01/02/26 eller til udsolgt): 1.495 DKK inkl. gebyr
Partoutbillet - kat 2 (i salg 01/02/26-01/05/26 eller til udsolgt): 1.595 DKK inkl. gebyr
Partoutbillet - kat 3 (i salg 01/05/26-01/08/26 eller til udsolgt): 1.695 DKK inkl. gebyr
Partoutbillet - kat 4 (i salg 01/08/26-21/08/26 eller til udsolgt): 1.795 DKK inkl. gebyr
Dags- og VIP-billetter kommer i salg på et senere tidspunkt.
Med venlig hilsen
HAVE Kommunikation
Kontakt
Presseansvarlig - HAVE Kommunikation:
Peter Pishai Storgaard // peter@have.dk// 28 49 33 86
Picasa Askjær Grand // picasa@have.dk// 30 13 88 80
Suset Festival:
Direktør: Tobias Kippenberger // tobias@livenation.dk
Om Suset Festival
Suset er Esbjergs helt egen festival med musikalske superstjerner og kulinariske favoritter på menuen. Her smelter industrihavnens kraner og containere sammen med lyskæder, fest og farver, når nye og gamle venner mødes til fællessang og stammedans i hjertet af byen, mens solen går ned i bassinet. Suset Festival 2026 finder sted på Esbjerg Havn og i Byparken den 21.-22. august 2026.
Suset Festival på web og sociale medier
Hjemmeside: suset.dk
Instagram: @susetfestival
Facebook: @susetesbjerg
TikTok: @susetfestival
Snapchat: @susetfestival
Susets hovedpartnere er: Esbjerg Kommune & Royal