Pressemeddelelse -
Teaterproducent og komponist Jesper Winge Leisner er død
Uanset om det var som popmusiker og komponist i bandet Rocazino, konceptmager og direktør i eget reklamebureau eller som succesfuld musicalproducent gennem de seneste 21 år har Jesper Winge Leisners næb altid været vendt mod publikum. Hans drivkraft, nysgerrighed og kreativitet udsprang altid af det folkelige og kærligheden til at kommunikere til de mange.
Efter kort tids sygdom er teaterproducent og komponist Jesper Winge Leisner død d. 1. marts. Han blev 74 år. Han kom til verden i 1951 og voksede op i Vordingborg.
Allerede som helt ung var Jesper Winge Leisner grebet af musikken, hvilket førte til dannelsen af det band, der i første omgang blot var et fritidsorkester: Rocazino. Sideløbende med musikken studerede Leisner Medicin på Københavns Universitet, men efter et par år skiftede han til Humaniora, hvor han fik en kandidatgrad i Nordisk Filologi og Idræt i 1982.
Han tilbragte en periode som underviser på universitetet, indtil fritidsorkestret blev hans professionelle fuldtidsbeskæftigelse. Det var netop også i 1982, at Rocazinos første single, Elsk mig i nat, ramte Danmark og blev den første i en hel række af store hits, der også tæller bl.a. All my love, Ridder lykke, og Dine øjne er så blå.
Jesper Winge Leisner var sangskriveren bag dem alle, og hans hustru fra 1972 til 2004, Ulla Cold, var bandets forsanger. Rocazinos mange ørehængere gik så rent ind hos publikum, at de stadig er enormt populære i dag – fire årtier senere.
Fra popmusiker til reklamebureaudirektør
I 1988 stod Rocazino bag En for alle, fodboldlandsholdets slagsang i forbindelse med EM. Det blev det sidste, man hørte til gruppen i mange år, og Leisner skiftede karrierekurs. Han kastede sig over reklamebranchen – i første omgang det nu hedengangne Gutenberghus Reklamebureau, hvor han blev ansat som kreativ. I 1995 blev han medejer af og kreativ direktør for bureauet La Familia, hvor han arbejdede frem til 2004. Det blev i alt til halvandet årti i reklamebranchen, hvor han udover kreativ direktør undervejs også havde ledende stillinger som bureauproducer og strategisk direktør.
Musicalkarrien blev søsat med giganthittet Den eneste ene som totalteater
I 2004 skiftede Jesper Winge Leisner karriere og stiftede One & Only Musicals, som var et produktions- og udviklingsselskab med fokus på at skabe store folkelige musicals. Leisners kærlighed til musikken var så stærk som altid, og med sin nye virksomhed satte han sig for at udvikle og producere musikteater målrettet den del af befolkningen, som ikke følte sig hjemme i det traditionelle teater – og derfor ikke besøgte det.
Debutforestillingen var Den eneste ene – The musical i 2005, baseret på samleveren Susanne Biers hitfilm af samme navn fra 1999. Han havde selv leveret en stribe sange til filmens Grammy-vindende soundtrack, og musicalen blev en stort anlagt, festlig og folkelig omgang totalteater i Forum, som gik rent ind hos både anmeldere og et stort publikum. Forestillingen vakte også begejstring hos Reumert-juryen, som i 2006 belønnede Den eneste ene med prisen for ’Årets musikteater’.
Den ene stor musicalsucces efter den anden i over 20 år
Forestillingen blev startskuddet til over 20 års succesfuldt virke i dansk teater, hvor han fik sat et særdeles markant præg på musicalbranchen med en række meget populære opsætninger og sine ofte banebrydende nye markedsføringsinitiativer og billetsalgsstrategier.
Blandt de mange store musicalsucceser han stod bag skal især nævnes nyskrevne danske forestillinger som 80’er-musicalen Elsk mig i nat, folkekomedien Olsen Banden og den russiske juvel, baseret på dansk films mest berømte røvertrio, Den skaldede frisør – The Musical, en helt ny version af Matador og spektakulære nye opsætninger af internationale blockbusterhits som Grease, Dirty Dancing – The Musical, Saturday Night Fever – The Musical og Moulin Rouge! The Musical.
Samlet set har Jesper Winge Leisners musicalproduktioner solgt over 1,4 millioner teaterbilletter, og netop i sidste uge havde selskabet One and Only Musicals premiere på en ny stor opsætning af Den eneste ene – The Musical i Koncertsalen i Tivoli.
Jesper Winge Leisner nåede også at udvikle den nye Thomas Helmig-musical Stupid Man og den kommende musical Romeo & Julie, som begge får premiere i løbet af det næste års tid. Faklen i One and Only Musicals blev i efteråret givet videre til Silas Holst og Laura Elmøe, som fremover vil tegne selskabet.
En stor del af sin fritid brugte Jesper Winge Leisner på cykling, løb, jagt og fiskeri. Men det allervigtigste for ham var hans ”store, kulørte og lykkelige familie”, sådan som han selv karakteriserede den. Hans store generøsitet og omsorg omfattede dog ikke kun familien, men i høj grad også venner, kolleger og alle dem omkring ham.
Foruden Susanne Bier efterlader han sig sine tre børn, som han har med Ulla Cold – tekstforfatter og sanger Jonas Cold Winge Leisner, filmfotograf Valdemar Cold Winge Leisner og filmproducer Anna Cold Winge Leisner – samt Susanne Biers to børn – filminstruktør Gabriel Bier Gislason og teaterinstruktør og skuespiller Alice Bier Zandén – og seks børnebørn.
For yderligere information, kontakt undertegnede.
Med venlig hilsen
Have Kommunikation
Michael Feder, tlf. 22434942, mail: michael@have.dk