Gå til indhold

Pressemeddelelse -

The Minds of 99 og 11 andre navne til Heartland 2026

12 nye kunstnere giver i dag Nick Cave & The Bad Seeds følgeskab på Heartlands festivalplakat 2026. The Minds of 99 er et af lørdagens hovednavne, hvor bandet giver årets første koncert under åben himmel ved slottet på Fyn.

Derudover kan man til sommer glæde sig til andre store danske navne som HUGORM, GNAGS, Mille og Spleen United, der får følgeskab af de udenlandske navne Jason Isbell and the 400 Unit, Max McNown og DON WEST, når Heartland inviterer til jubilæumsfest i de eventyrlige rammer ved Egeskov Slot den 18.-20. juni 2026.

I 2026 markerer Heartland sit 10-årsjubilæum, og i dag løfter festivalen sløret for en perlerække af både danske og udenlandske artister, der kommer til at tegne den musikalske oplevelse til sommerens fejring.

Ulrik Ørum-Petersen, direktør og musikalsk ansvarlig for Heartland udtaler:

“I en dansk kontekst bliver det ikke større lige nu end The Minds of 99, og det er i mine øjne den perfekte måde at runde Heartland af lørdag aften og markere, at vi på ti år er gået fra at være en nichefestival til at være en festival, der samler hele Danmark – lige midt i landet. Dagens offentliggørelser bærer netop præg af dette. Vi præsenterer en perlerække af internationale og danske kunstnere, på tværs af mainstream og niche og på tværs af genrer. Nick Cave og GNAGS er umiddelbart langt fra hinanden i oplevelse, men på Heartland ønsker vi modpolerne, så vi kan tale til hele følelsesregistret hos vores gæster. Vi vil gerne både skabe den der fællesskabsfølelse og prikke til nysgerrigheden hos vores gæster.”

Med dagens offentliggørelse er to af festivalens hovednavne dermed på plads, og de kommende måneder vil flere navne komme til.

Dagens offentliggørelse tæller:
The Minds of 99
GNAGS
HUGORM
DON WEST
Jason Isbell and the 400 Unit
Katinka
Malk De Koijn
Max McNown
Mille
Pil
Spleen United
Von Quar

The Minds of 99
Siden debutalbummet i 2014 har The Minds of 99 etableret sig som et af landets mest populære bands og nok det største livenavn med udsolgte stadions og store festivalkoncerter rundt i hele landet. De har tidligere gæstet Heartland i 2019 og 2023 med stor succes. Og i foråret drager de på deres første headlinerturné siden de nu legendariske koncerter i Parken, der kastede en anmelderrost koncertfilm af sig, inden de til sommer igen rammer Egeskov Slot og Heartland.

Med hits som ”Ung Kniv”, ”Hurtige Hænder”, ”Et Barn Af Min Tid” og ”Emil” har The Minds of 99 allerede skabt nogle af tidens største klassikere, som de fleste gæster på Heartland vil kunne synge med på, når bandet er hovednavn om lørdagen på sommerens festival. Men i 2025 har The Minds of 99 givet prøver på endnu ikke udgivne sange, så mon ikke publikum kan se frem til nye sange i bandets populære og storroste katalog af sange og albums.

GNAGS
GNAGS er mere end et band - det er et fællesskab, en puls og en del af danskernes lydspor på tværs af generationer. Siden brødrene Jens G. og Peter A.G. Nielsen grundlagde Those GNAGS i Aarhus i 1966, er gruppen blevet et nationalt klenodie og en konstant fornyende kraft i dansk musik. Fra de tidlige år med pop og folkrock til 70’ernes politiske budskaber og 80’ernes rytmiske revolution med bl.a. reggae og verdensmusik.

I sommeren 2026 genstartes GNAGS på Heartland. Peter A.G. har allieret sig med GNAGS’ gamle rytmemand, Mads Michelsen - og stærkere, friere og mere levende end nogensinde vender de tilbage til scenen med alt den musik vi kender og elsker. Publikum kan glæde sig til at synge med på de udødelige hits lige fra “Vilde Kaniner” og “Mr. Swing King” til “Slingrer Ned Ad Vestergade”. Det bliver en rejse gennem årtier af musikalsk udvikling, leveret med dén varme, kant og fællesskabsfølelse, der i dag har gjort GNAGS til intet mindre end dansk kulturarv.

HUGORM
Med Simon Kvamm i front har HUGORM cementeret sig som et af Danmarks mest energiske og originale livebands. Efter en arenatour med mere end 20.000 solgte billetter og det prishædrede album DRØMMEHUG, som blev kåret som Årets Danske Popudgivelse ved GAFFA Prisen 2025, går trioen ind i 2026 med ny musik og en ny energi, der flytter grænserne for, hvordan dansk rock og pop kan lyde.

Siden debuten i 2020 har HUGORM gjort sig bemærket som et band, der tør gå hele vejen, både musikalsk, visuelt og på scenen. Fra de vrede og ukuelige udgivelser FOLK SKAL BARE HOLDE DERES KÆFT og KOM VI FLYGTER, over det mere eftertænksomme TRO, HUG & KÆRLIGHED, til det eksplosive og anmelderroste DRØMMEHUG, har trioen vist en evne til konstant fornyelse uden at miste deres sjæl. I 2022 havde festivalpublikummet på Heartland for første gang fornøjelsen af den eksplosive trio. Og til sommer vender trioen tilbage til Heartland med ny musik og en endnu vildere og nyskabende koncert for at bevise, at de fortsat er blandt landets bedste liveartister.

DON WEST
Soul er for alvor tilbage - og midt i genopstandelsen er den australske DON WEST ved at skabe sin helt egen, markante plads i genren. Med inspiration fra både legender som Marvin Gaye, Curtis Mayfield og nyere kunstnere som Jalen Ngonda og Thee Sacred Souls bringer DON WEST en frisk, men tidløs lyd til moderne soul.

Debut-EP’en fra 2024 introducerede singler som “Small Change” og “Friends”, der begge høstede bred international anerkendelse. Med den succes i ryggen skød DON WEST år 2025 i gang med singlerne “Send It Back”, “Julia” og “Give Me All Your Love” - en modig markering af, hvad der er på vej for det internationale stjerneskud. DON WEST rammer både momentum og Heartland i 2026, når han skriver videre på sit helt eget kapitel i soulmusikkens historie med en verdensturné.

Jason Isbell and the 400 Unit
Jason Isbell and the 400 Unit er i dag blandt de mest toneangivende navne på den amerikanske roots-, country- og americana-scene. Med sin rå ærlighed, skarpe historiefortælling og en musikalitet, der bevæger sig ubesværet mellem rockens kraft og countryens sårbarhed, har Jason Isbell etableret sig som en af sin generations vigtigste sangskrivere. Sammen med sit band, The 400 Unit, skaber han en lyd, der er lige så storladen som den er intim.

Heartland 2026 kan se frem til at få besøg af det prishædrede band, for på scenen er de især kendt for deres intense, nærværende og dybt musikalske koncerter, hvor bandet og Isbells karakteristiske vokal smelter sammen i øjeblikke, der bliver hængende længe efter, lyset er slukket.

Katinka
Efter 12 år i en evigt foranderlig bandkonstellation er Katinka i 2025 sprunget ud som soloartist - og hun svæver stadig. Katinka er både debuterende soloartist og erfaren musiker, og det er i ‘både og’et’ hun befinder sig allerbedst - i sårbarheden og styrken, grinet og gråden, og det er heldigvis lige hér, vi får lov at møde hende på Heartland 2026.

Når hun gæster Heartland for fjerde gang, kan publikum nemlig glæde sig til en vaskeægte musikalsk rusketur. Lyrikken er stadig poetisk, hudløst ærlig og barberbladsskarp som vi kender den, men på scenen vil Katinka både overraske med helt nye sange fra sin solodebut, heriblandt radiohittet “Kogeplade” og den dansable, energiske “Bare Rolig”, men også nyfortolkninger af det imponerende bagkatalog, der bl.a. tæller de prisvindende, melodiske og melankolske “Vi er ikke kønne nok” og “2000 Meter I Frit Fald”.

Malk De Koijn
Der er et før og et efter Malk De Koijn i dansk musik. Gruppen bestående af Geolo G, Tue Track og Blæs Bukki repræsenterer en helt unik blanding af musikalsk anarkisme, fandenivoldsk samfundskritik og legesyge universer, som kun de selv og de ganske få indviede forstår - men som de fleste elsker.

Malk De Koijn blev dannet i 1993, og i 1995 udkom deres første officielle nummer “Til De Folk”. Herefter fulgte de tre album “Smashhit in Aberdeen” i 1998, “Sneglzilla” i 2002 og “Toback to the Fromtime” i 2011, som kort sagt vendte dansk hiphop på hovedet med en helt særlig blanding af poetisk vanvid, sproglig opfindsomhed og futuristisk funk. Og i efteråret 2025 udgav gruppen igen ny musik med maxi singlen Nummer 5. Når Malk de Koijn igen dukker op, er det fordi de har noget på hjerte - og det har de i den grad, når de gæster Heartland i 2026!

Max McNown
Den 24-årige, amerikanske folk- og singer/songwriter Max McNown har på ekstremt kort tid opnået en status som en af sin generations store stemmer. Med sin varme, umiddelbare vokal og sine dybt personlige tekster skaber han sange til livets mest intense, intime øjeblikke - hjertesorg, tab, håb, forsoning og forandring.

Gennembrudssinglen “A Lot More Free” på debutalbummet Wandering fra 2024 gav ham både international opmærksomhed, mere end 80 millioner streams, en plads på Billboard’s Emerging Artists-hitliste og førstepladsen på TikTok Breakthrough USA, mens videoer fra hans tid som gademusiker i Californien har sikret ham en loyal fanbase over hele verden. Når Max McNown gæster Heartland i 2026, er det første gang, han kan opleves i Danmark.

Mille
Dagdrømme, dagbøger og det danske sprog. Tre elementer, der har været en del af Milles liv, siden hun kan huske. Som bare 15-årig valgte hun at tage sine dagdrømme alvorligt, da hun flyttede hjemmefra for at jagte drømmen om musik. I dag er Mille 19 år og klar til at sprede sine vinger og flyve afsted på sin musikalske rejse. For trods sin unge alder har hun allerede markeret sig som et af landets største stjerneskud, senest med hædringen som P3 Talentet ved P3 Guld 2025.

Allerede i 2024 gjorde hun sig bemærket med singler som ”Lyver For Min Dagbog” og ”Dagdrømmer”, og i år har hun udgivet sin første EP vågner, hvor man bl.a. finder hitsinglen ”drikker med mig selv”, og efterfølgende singlerne ”hader ik mig selv sammen med dig” og hendes måske største hit til dato ”kendt mig en uge”. Alle disse hits og mange flere kan man glæde sig til, når Mille indtager Heartland for første gang til sommer.

Pil
Pil skriver dansksprogede sange om de skæve følelser i et opløftende og legende popunivers og fik sit gennembrud med sangen ”Nattely” i 2019 og har siden stået bag en lang række populære singler som “Omvendt” med Andreas Odbjerg, “Andre Venner” og hendes måske største hit til dato, “Dronning Af Månen”, som bl.a. var nomineret til Årets Hit ved DMA 2023. Pil har desuden både vundet DR Karrierekanonen i 2021 og P3 Talentet til P3 Guld i 2023 og været nomineret til adskillige andre priser for især sin sangskrivning.

Pil har i løbet af sin karriere stået på mange af landets største scener og spillede i januar 2025 sine hidtil største headlinershows i KB Hallen og Aarhus Congres Center og var siden en del af sommerens Grøn-turné. I 2023 lagde hun for første gang vejen forbi Heartland, og til sommer er hun tilbage på Heartland, når festivalen markerer sit 10-års jubilæum.

Spleen United
Det danske electropop-band Spleen United er af både anmeldere og publikum udnævnt som et af landets absolut mest sublime livebands. Med en kompromisløs blanding af synth, støj, maskinel puls og melodisk storhed har Bjarke og Gaute Niemann, Jens Kinch, Kasper Nørlund og Rune Wehner skabt et univers, der både føles mekanisk og menneskeligt, dystert og eksplosivt.

Siden bandet blev dannet i Aarhus i 2003 har de udgivet fire albums: Efter Godspeed Into the Mainstream i 2005 kom Neanderthal i 2008 direkte ind som nummer ét på den danske albumhitliste, mens School Of Euphoria fra 2012 modtog en GAFFA-Pris og en Danish Music Award. Efter en pause vendte Spleen United i 2022 tilbage med singlerne “Eat the Rich” og “The Real Thing” samt albummet The Blur of Zebras i 2024. Bandet har siden begyndelsen spillet den ene udsolgte koncert efter den anden og høstet topanmeldelser på stribe. Til sommer gæster de Heartland for første gang.

Von Quar
Selvom Von Quar indtil videre kun har udsendt fire officielle singler, er de allerede godt på vej til at blive et af Danmarks mest omtalte liveorkestre. Her er nemlig tale om et band, hvis fanbase og hype er vokset eksponentielt takket være ekstraordinære koncerter, en helt særlig live-energi og en klar musikalsk vision.

Bandet kalder selv deres stil for dansksproget hooligan-rock, inspireret af energien og fællesskabsfølelsen til store sports- og stadionbegivenheder. Live manifesterer lyden sig i euforisk ekstase, hvor musikken løfter sig med hypnotiserende synths, hårdtslående trommer, højtråbende vokaler og en hel blæsersektion. Sidste sommer blæste Von Quar med mastermind Mikkel Øster i front publikum bagover på Heartland, og til sommer er de tilbage med et band, som på scenen gerne er på størrelse med et helt fodboldhold.

Flere offentliggørelser på vej
Med dagens offentliggørelse er to af årets musikalske hovednavne og de første 13 navne til Heartland 2026 på plads. I de kommende måneder vil flere navne blive offentliggjort til næste sommers festival, der finder sted fra torsdag den 18. juni til lørdag den 20. juni 2026.

Pressefotos til dagens offentliggørelse kan downloades her.

BILLETSALG
3-dags partoutbillet: 2.995 DKK inkl. billetgebyr
3-dags partoutbillet, børn (6-12 år): 695 DKK inkl. billetgebyr
3-dags partoutbillet, børn (0-5 år): 85 DKK inkl. billetgebyr
2-dagsbillet: 2.195 DKK inkl. billetgebyr
2-dagsbillet, børn (6-12 år): Fra 595 DKK inkl. billetgebyr
2-dagsbillet, børn (0-5 år): 75 DKK inkl. billetgebyr
1-dagsbillet: 1.545 DKK inkl. billetgebyr
1-dagsbillet, børn (6-12 år): Fra 485 DKK inkl. billetgebyr
1-dagsbillet, børn (0-5 år): 65 DKK inkl. billetgebyr

Der pålægges et adm. gebyr på 10 kr. pr. ordre.
Se flere billettyper på www.heartlandfestival.dk

OVERNATNINGSTILBUD
Campingpas: 370 DKK inkl. billetgebyr
Caravan: 2.790 DKK inkl. billetgebyr (inkl. 4 campingpas)
ReUnite Iglo telt (2 pers.): 1.690 DKK inkl. billetgebyr (inkl. 2 campingpas)
ReUnite Iglo telt (4 pers.): 2.990 DKK inkl. billetgebyr (inkl. 4 campingpas)
Tent House (2 pers.): 3.264 DKK inkl. billetgebyr (inkl. 2 campingpas)
Tipi telt (2 pers.): 4.235 DKK inkl. billetgebyr (inkl. 2 campingpas)

Bed & Breakfast
1 nat Bed & Breakfast (2 pers.): 3.035 DKK inkl. billetgebyr (inkl. 2 campingpas)
3 nætter Bed & Breakfast (2 pers.): 7.335 DKK inkl. billetgebyr (inkl. 2 campingpas)

Hotel Heartland
Boutique Tent (2 pers.): 9.435 DKK inkl. billetgebyr (inkl. 2 campingpas)
Boutique Tent (4 pers.) 11.535 DKK inkl. billetgebyr (inkl. 4 campingpas)

Hotelpakker
Hotelpakker hos Hotel Nyborg Strand: Fra 2.708 DKK inkl. billetgebyr

Der pålægges et adm. gebyr på 10 kr. pr. ordre.

Med venlig hilsen
HAVE Kommunikation

Kontakt
Presseansvarlig – HAVE Kommunikation
Peter Pishai Storgaard // peter@have.dk // 28 49 33 86
Sandra Nynne Vognstrup // sandra@have.dk // 22 86 30 94
Amalie Søndergaard // amalie@have.dk // 28 58 81 50

Heartland:
Direktør: Ulrik Ørum-Petersen // ulrik@livenation.dk

Om Heartland
Heartland er en kulturfestival, der præsenterer et internationalt program sammensat af fire søjler: Music, Art, Talks og Food. Her kombineres live-samtaler og samtidskunst med det bedste fra musik- og madscenen. Festivalen finder sted i slotsparken ved Egeskov Slot på Fyn.

Mere info om Heartland kan findes på www.heartlandfestival.dk

Heartland på de sociale medier
Facebook: www.facebook.com/heartlandfestivaldk
Instagram: @heartlandfestivaldk
LinkedIn: Heartland Festival
YouTube: Heartland Festival

Heartland er støttet af:
Destination Fyn
Faaborg Midtfyn Kommune
Kronenbourg 1664

Emner

Kontakt

  • Heartland25_Nyhedsheader_1000x400px_V4.jpg
    Licens:
    Brug i medier
    Filformat:
    .jpg
    Størrelse:
    1000 x 400, 68,4 KB
    Download