Gå til indhold
Stillbillede fra DU SOM ER I HIMLEN. På foto: Flora Ofelia Hofmann Lindahl som Lise. Fotograf: Marcel Zyskind
Stillbillede fra DU SOM ER I HIMLEN. På foto: Flora Ofelia Hofmann Lindahl som Lise. Fotograf: Marcel Zyskind

Pressemeddelelse -

Trailer til dansk festival-hit offentligøres i dag!

Tea Lindeburgs instruktørdebut DU SOM ER I HIMLEN vader i international succes. Filmen er nu udtaget til fem internationale festivaler.

Den internationale succes regner ned over Tea Lindeburg og hendes debutspillefilm, periodedramaet DU SOM ER I HIMLEN, der får dansk biografpremiere den 6. januar, og i dag kan MOTOR og Scanbox Entertainment præsentere filmens trailer.

Se traileren her

Download traileren her

Verdenspremieren på den prestigefyldte filmfestival Toronto Film Festival, der i år afvikles for 46. gang i Canada, er netop overstået, og anmelderroserne fra de internationale anmeldere går særligt til hovedrolleindehaver Flora Ofelia Hofmann Lindahl for hendes præstation som Lise samt til filmens visuelle udtryk, som beskrives som ”nothing short of an artistic dream” (Full Circle Cinema) og som ”visually spellbinding” (Cinemacy). Om Tea Lindeburg skriver The Jam Report: ”Lindeburg has crafted an auspicious debut that signals she’s an international director to keep an eye on.”

I næste uge (den 17. – 25. september) skal filmen konkurrere i hovedkonkurrencen på A-festivalen, San Sebastián International Film Festival, og i dag er det netop offentliggjort, at DU SOM ER I HIMLEN er udtaget til endnu en A-festival, Busan Film Festival i Sydkorea. Busan løber af stablen den 6. – 15. oktober.

Foruden Toronto, San Sebastián og Busan er DU SOM ER I HIMLEN udtaget til London Film Festival og Hamburg Film Festival, der har offentliggjort deres program i dag.

Tea Lindeburgs debutspillefilm som instruktør og manuskriptforfatter er dermed udtaget til nogle af verdens mest prestigefyldte filmfestivaler, og får dermed et imponerende festivalliv op til den danske biografpremiere den 6. januar 2022.

Handlingen
DU SOM ER I HIMLEN er baseret på den danske klassiker En dødsnat fra 1912, som var forfatter Marie Bregendahls selvbiografiske gennembrudsroman. I filmen, der udspiller sig på en gård i slutningen af 1800-tallet, stilles der skarpt på kvindernes plads i historien og særligt på den 14-årige pige Lise, som midt i en brydningstid må kæmpe med den kvinderolle hun har fået tildelt.

Et døgn forandrer den 14-årige Lises liv for altid. Hun er den ældste i en søskendeflok og skal som den første i familien i skole, fuld af håb og tro på livet. Men da hendes mor går i fødsel, viser det sig hurtigt, at noget er galt. Som natten trænger sig på og fødslen intensiveres, må Lise forberede sig på, at den dag, der startede i barndom, kan slutte med, at hun bliver kvinden i huset.

DU SOM ER I HIMLEN er et intenst og bevægende portræt af en ung dansk pige fanget i en brutal tid - en fortælling om at tage ansvar, blive voksen og holde fast i det vigtigste, der findes. Håbet.

Fra skaberen af Equinox
Tea Lindeburg er uddannet fra New York University (2000) og Super16 (2006). Hun er skaberen bag den danske Netflix-serie Equinox, baseret på hendes egen DR-podcast Equinox 1985og har også instrueret en række børne- og ungdoms tv-serier for DR og TV 2. Fra 1999 til 2007 organiserede hun filmfestivalen Cosmic Zoom og var vært på DR2 Premiere fra 2009-10.

Stærke skuespillernavne
I den bærende hovedrolle som Lise ses det helt unge kæmpetalent Flora Ofelia Hofmann Lindahl, som i februar i år sensationelt blev den yngste modtager nogensinde af en Robert-statuette i kategorien ”Bedste Kvindelige hovedrolle i en TV-serie” for DR1s dramaserie Ulven kommer.

Rundt om hende ses stærke kræfter som Lisbet Dahl i rollen som farmoren, Ida Cæcilie Rasmussen som hendes mor, Thure Lindhardt som hendes far samt Kirsten Olesen, Stine Fischer Christensen, Albert Rudbeck Lindhardt, Cyron Melville, Emma Rosenzweig, Jesper Asholt og Hanne Hedelund i andre roller.

DU SOM ER I HIMLEN er produceret af MOTOR v/ Lise Orheim Stender og Jesper Morthorst.

Filmens fotograf er Marcel Zyskind, Jesper Clausen er Production Designer, og Åsa Mossberg er klipper. Filmen er støttet af Det Danske Filminstitut v/ Konsulentordningen, FilmFyn og DR. Filmen distribueres i Danmark af Scanbox Entertainment.

DU SOM ER I HIMLEN får dansk biografpremiere 6. januar 2022.

For yderligere information, kontakt undertegnede.

Med venlig hilsen
HAVE Kommunikation

Kontakt:
Rikke Hesselholt, rikke@have.dk, mobil: 2843 3893
Michael Feder, michael@have.dk, mobil: 2243 4942

FAKTA om DU SOM ER I HIMLEN

Cast

  • Lise – Flora Ofelia Hofmann Lindahl
  • Mor Anna – Ida Cæcilie Rasmussen
  • Far Anders – Thure Lindhardt
  • Klog Sine – Kirsten Olesen
  • Farmor – Lisbet Dahl
  • Faster Karen – Stine Fischer Christensen
  • Jens Peter – Albert Rudbeck Lindhardt
  • Kristense – Emma Rosenzweig
  • Lasse – Cyron Melville
  • Jordemoder – Hanne Hedelund
  • Doktor Lund – Jesper Asholt
  • Og mange flere

Holdet bag

  • Instruktør og manuskriptforfatter – Tea Lindeburg
  • Producere –Lise Orheim Stender og Jesper Morthorst
  • Fotograf – Marcel Zyskind
  • Klipper – Åsa Mossberg
  • Production Designer – Jesper Clausen
  • Sound Designer – Peter Albrechtsen
  • Chefkostumier – Nina Grønlund

Øvrige fakta

  • Produktionsselskab – MOTOR
  • Biografdistribution - Scanbox Entertainment
  • Støttet af - Det Danske Filminstitut, FilmFyn og DR
  • Biografpremiere – 6. januar 2022

Emner

Kontakt

Rikke Hesselholt

Rikke Hesselholt

Pressekontakt Seniorrådgiver 28433893
Michael Feder

Michael Feder

Pressekontakt Adm. direktør +45 2243 4942

Om os

For os handler kommunikation ikke blot om at råbe højt, eller om for enhver pris at trænge igennem lydmuren i et tiltagende kaotisk mediebillede.

For os handler kommunikation om troværdighed. Om substans. Om at sætte dagsordener. Inden for kulturens verden, i erhvervslivet, i politisk sammenhæng – og i samfundet som helhed.

Vi favner bredt i vores opgaveportefølje, og vores spidskompetencer ligger inden for udvikling af storytelling, strategisk udvikling af brands, oplevelsesbaseret kommunikation og den direkte kontakt med medierne.

Tre årtiers erfaring har gjort os til et af Skandinaviens førende kommunikationsbureauer, og på årsbasis gennemfører vi 150 projekter.

Vi kvalificerer vores samarbejdspartneres historier og sikrer dem gennemslagskraft i offentligheden. Vi folkeliggør substansen, og vi sikrer mediernes interesse for både det brede og det smalle. Vi navigerer sikkert og målrettet gennem medielandskabet, og vi er garant for synlighed, der skaber merværdi – og gør en forskel.

HAVE Kommunikation
Hillerødgade 30 B
2200 København N
Danmark