Pressemeddelelse -
VÆGTLØS vinder 2 priser på Göteborg Film Festival
Snowglobe og Scanbox Entertainment kan i dag annoncere, at det danske drama VÆGTLØS, instrueret af den debuterende instruktør Emilie Thalund, har vundet to priser på Göteborg Film Festival. Filmen modtager både FIPRESCI-prisen - kritikernes pris - samt Sven Nykvist-prisen for bedste fotograf, der er ledsaget af en præmie på 50.000 svenske kroner. Priserne er endnu en flot sejr i filmens internationale festivalliv og cementerer VÆGTLØS som en af årets mest fremtrædende danske debutspillefilm.
Instruktør Emilie Thalund udtaler i forbindelse med priserne: “At VÆGTLØS modtager både FIPRESCI-prisen og Sven Nykvist-prisen i Göteborg er helt overvældende. Det er en enorm anerkendelse af filmen og hele holdet og castet bag. Det har været et stort privilegie at arbejde med fotograf Louise McLaughlin, som har bragt en fantastisk sensibilitet og omsorg for den unge pige ind i filmens visualitet. Göteborg har desuden været et helt særligt kapitel for VÆGTLØS, og jeg er dybt taknemmelig for den måde, filmen er blevet taget imod på.”
FIPRESCI-prisen uddeles af internationale filmkritikere og fremhæver film, der udmærker sig ved stærk kunstnerisk kvalitet og originalitet. Prisen er tidligere tildelt markante nordiske film som ‘Pigen med Nålen’ og ‘Bastarden’, og placerer VÆGTLØS i et stærkt selskab af nyere nordiske film med stor international gennemslagskraft. Sven Nykvist-prisen hædrer en særlig fremragende visuel fortælling og tildeles filmens fotograf Louise McLaughlin.
”At være i en ung piges krop og sind, er ikke altid lige let. Der er høje forventninger og hårde domme - både fra omverdenen og fra en selv. Jeg var meget taknemlig for muligheden for at afdække bare en smule af denne skrøbelighed - men også styrke - gennem kameraet sammen med Emilie og et stærkt hold. Producerne Anna og Clara skabte rammer der kunne rumme denne følsomhed, og Emilie podede filmen med en både powerful og feminin ånd, som vi søgte at dykke ned i fortællingen med. Det bløde og det hårde side om side.” udtaler Louise McLaughlin.
VÆGTLØS havde verdenspremiere på San Sebastián International Film Festival, hvor den vandt hovedprisen i New Directors-programmet, og har siden haft et markant internationalt festivalliv med visninger på bl.a. London Film Festival, Riga International Film Festival og Thessaloniki Film Festival. Senere i februar er filmen åbningsfilm på OFFSpring i Odense, hvor den også er udtaget til hovedkonkurrence.
VÆGTLØS får dansk biografpremiere den 26. februar 2026.
Handlingen
Den 15-årige Lea skal tilbringe sommeren på en sundhedskoloni, hvor hun bliver venner med den spontane og selvsikre Sasha, som Lea både beundrer og spejler sig i. Mens Sasha søger opmærksomhed hos de lokale drenge, bliver Lea betaget af den voksne pædagog Rune. VÆGTLØS er et drama om venskab, betagelse og grænser.
Holdet bag
VÆGTLØS er instrueret af debutanten Emilie Thalund, der er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi med en kandidatgrad i Kunst og Arkitektur. Hun har allerede markeret sig internationalt med den prisvindende kampagnefilm PERIOD (2018) og visuelt stærke reklamefortællinger. Thalunds baggrund præger tydeligt filmens sanselige og æstetiske udtryk, hvilket den erfarne fotograf Louise McLaughlin (Fuld af Kærlighed (2024), Vores Mand i Amerika (2020)) indfanger i et følsomt og nærværende billedsprog. Manuskriptet er skrevet af Marianne Lentz (Den Store Stilhed (2023), En flirt (2019)), og filmen er klippet af Nikoline Løgstrup (Under Stjernerne på Himlen (2025), Den Store Stilhed (2023)).
I hovedrollerne ses debutanten Marie Helweg Augustsen som Lea, Ella Paaske (Fuld af Kærlighed (2024)) som Sasha og Joachim Fjelstrup (Pigen med Nålen (2024), Toves Værelse (2023), Hygge! (2023)) som Rune.
VÆGTLØS er produceret af Anna Dammegaard Søllested og Clara Jantzen Kreinøe for Snowglobe og distribueres af Scanbox Entertainment, del af Vuelta, med dansk biografpremiere den 26. februar 2026.
Med venlig hilsen
HAVE Kommunikation
For yderligere information, kontakt:
Lasse Mucha Andersen // 24 81 54 47 // lasse@have.dk
Emilie Baggesen Selin // 26 11 41 04 // emilie@have.dk
Fakta om VÆGTLØS
Cast:
- Lea: Marie Helweg Augustsen
- Sasha: Ella Paaske
- Rune: Joachim Fjelstrup
- Rebekka: Jessica Dinnage
- …og mange flere
Det kreative hold bag:
- Idé og instruktion: Emilie Thalund
- Manuskriptforfatter: Marianne Lentz
- Fotograf: Louise McLaughlin
- Production Designer: Silje Aune Dammen
- Klipper: Nikoline Løgstrup
- Kostume, hår og make-up: Abebo Josephine Bø Getachew
- Lyddesigner: Andreas Sandborg
- Komponist: Johan Carøe
- Produktionsselskab: Snowglobe
- Med støtte fra: DFI/New Danish Screen, DR og SVT.
- Salgsagent: ReInvent
- Producere: Anna Dammegaard Søllested og Clara Jantzen Kreinøe
- Executive Producers: Eva Jakobsen, Mikkel Jersin og Katrin Pors
Øvrige fakta:
- Premiere: 26. februar 2026
- Dansk distributør: Scanbox Entertainment
Profil
Emilie Thalund - instruktør
Emilie Thalund (f. 1989) er en dansk instruktør, hvis debutspillefilm VÆGTLØS havde verdenspremiere på San Sebastián International Film Festival 2025, og har siden da haft et flot festivalliv med visninger på både London Film Festival, Riga Film Festival og Thessaloniki Film Festival. Filmen udspringer fra et personligt sted og afspejler det nære og sanselige blik, der kendetegner hendes arbejde. Hun opnåede international anerkendelse med kampagnefilmen PERIOD (2018), som vandt guld ved Cannes Lions YDA for sin intime portrættering af et globalt tabu. Med en uddannelse i kunst og arkitektur fra Det Kongelige Danske Kunstakademi trækker hun på sin baggrund i kunst, hvilket præger hendes poetiske visuelle stil og særlige sensibilitet.