Gå til indhold

Pressemeddelelse -

Zentropa bag actiondrama om danmarkshistoriens største røveri

DE LYDLØSE har forventet biografpremiere i 2023.

Zentropa Entertainments og Nordisk Film Distribution kan i dag afsløre planerne for at lave den første spillefilm om danmarkshistoriens største røveri. DE LYDLØSE bliver et dansk actiondrama instrueret af Frederik Louis Hviid, skrevet af Anders Frithiof August og produceret af Kasper Dissing. DE LYDLØSE går efter planen i optagelse i 2022 og har forventet biografpremiere i 2023.

Handlingen
I 2008, mens finanskrisen gør sit indtog i Danmark, beslutter en gruppe på 25 mænd fra Danmark og hele Europa sig for at begå det største røveri nogensinde på dansk jord.

DE LYDLØSE er et spændingsmættet actiondrama, der skildrer en gruppe yderst ihærdige, ambitiøse og ikke mindst kompromisløse røvere, der alle deler samme ambition: At lykkes med det umulige - på trods af store forhindringer, indbyrdes stridigheder, hemmelige agendaer og personlige omkostninger. Dette er fortællingen om danmarkshistoriens største og mest spektakulære kup, og den lange, detaljerede og risikable forberedelse det krævede at skabe sig genvej til storhed og rigdom. Koste hvad det vil.

Baseret på virkelige begivenheder
DE LYDLØSE er baseret på røveriet mod Dansk Værdihåndtering, som er danmarkshistoriens til dato største røveri. Det var et særdeles velplanlagt og professionelt røveri, der fandt sted i 2008. Røverne slap af sted med ca. 70 mio. kr., hvoraf kun en mindre del er fundet.

Instruktør vil placere publikum midt i kaos
DE LYDLØSE er Frederik Louis Hviids anden spillefilm. Sidste år debuterede han med den anmelderroste spillefilm Shorta, der havde verdenspremiere på Venedig Film Festival 2020, sammen med Anders Ølholm. På Tv-fronten har han instrueret finaleafsnittene af tredje sæson af dramaserien Bedrag på DR 1 og senest to afsnit af den britiske tv-serie Temple. Han udtaler:

  • - Det er universelt at ville lykkes. At bevise at man kan. Overfor sig selv og for omverdenen. Uanset hvad man mener om målet og dets omkostninger, er det for mig en fascinerende at ville forfølge en drøm. Ingen er skurke i deres egen historie, og dét er en vigtig pointe for mig at slå fast med den her film. DE LYDLØSE handler om kriminelle, men jeg er ikke interesseret at fortælle publikum, hvad de skal mene om livet som kriminel. Til gengæld vil jeg gerne placere publikum midt i kaosset og give dem et indblik i, hvordan man jagter det umulige i et sprængfarligt samfund de færreste kender til. Det er farligt, utilregneligt, voldeligt og ukontrollerbart. Men der er samtidig noget sårbart og fængslende ved disse skæbner, og fortællingen om røveriet mod Dansk Værdihåndtering rummer et stort menneskeligt drama som jeg glæder mig til at præsentere for publikum.

Instruktør og producer fra samme årgang
Frederik Louis Hviid og Kasper Dissing, der producerer for Zentropa Entertainments, er begge dimittender fra samme årgang på den alternative filmskoleuddannelse Super16. Kasper Dissing fik en sensationel spillefilmsdebut som den ene af to producere på

Thomas Vinterbergs Druk sidste år, en film der endte med at sælge 842.000 biografbilletter og snuppe en lang række store danske og internationale filmpriser, kulminerende med en Oscar-statuette i foråret i kategorien ”Best International Film”.

De to har slået sig sammen med én af sin generations mest markante manuskriptforfattere, Anders Frithiof August, der bl.a. har skrevet Marco Effekten, Lykke-Per, Bedrag, Sommeren ’92 og Dirch. De har også allieret sig med tidligere bokser og en af røveriets bagmænd, Steffen Andersen samt journalist og redaktør Peter Sloth, der sammen skrev bogen Røver om røveriet mod Dansk Værdihåndtering og nu begge fungerer som konsulenter på DE LYDLØSE.

DE LYDLØSE udvikles i samarbejde med Nordisk Film Distribution og med støtte fra Det Danske Filminstitut v/ Konsulentordningen.

Med venlig hilsen
HAVE Kommunikation & PR

For yderligere information, kontakt undertegnede
Michael Feder, mail: michael@have.dk, mobil: 22434942

Emner

Kontakt

Michael Feder

Michael Feder

Pressekontakt Adm. direktør +45 2243 4942
Rikke Hesselholt

Rikke Hesselholt

Pressekontakt Seniorrådgiver 28433893

Om os

For os handler kommunikation ikke blot om at råbe højt, eller om for enhver pris at trænge igennem lydmuren i et tiltagende kaotisk mediebillede.

For os handler kommunikation om troværdighed. Om substans. Om at sætte dagsordener. Inden for kulturens verden, i erhvervslivet, i politisk sammenhæng – og i samfundet som helhed.

Vi favner bredt i vores opgaveportefølje, og vores spidskompetencer ligger inden for udvikling af storytelling, strategisk udvikling af brands, oplevelsesbaseret kommunikation og den direkte kontakt med medierne.

Tre årtiers erfaring har gjort os til et af Skandinaviens førende kommunikationsbureauer, og på årsbasis gennemfører vi 150 projekter.

Vi kvalificerer vores samarbejdspartneres historier og sikrer dem gennemslagskraft i offentligheden. Vi folkeliggør substansen, og vi sikrer mediernes interesse for både det brede og det smalle. Vi navigerer sikkert og målrettet gennem medielandskabet, og vi er garant for synlighed, der skaber merværdi – og gør en forskel.

HAVE Kommunikation
Hillerødgade 30 B
2200 København N
Danmark