Skip to main content

H.C. Andersen Litteraturprisen 2020 går til Karl Ove Knausgård

Pressemeddelelse   •   Aug 14, 2019 16:00 CEST

Den norske forfatter Karl Ove Knausgård bliver den syvende og første nordiske modtager af H.C. Andersen Litteraturprisen, når han modtager 2020-udgaven af den prestigefyldte pris. Litteraturprisen er tidligere gået til Paulo Coelho, J.K. Rowling, Isabel Allende, Sir Salman Rushdie, Haruki Murakami og senest Dame A.S. Byatt i 2018. Prisen vil blive overrakt næste år ved en ceremoni i Odense.

Forfatteren bag den monumentale selvbiografiske romanføljeton Min Kamp (2009-11), norske Karl Ove Knausgård (f. 1968), er netop blevet offentliggjort som den kommende modtager af den prestigefyldte ”H.C. Andersen Litteraturprisen 2020”.

Priskomitéens motivation lyder:

”Karl Ove Knausgård tildeles H.C. Andersen Litteraturprisen 2020 for sin intense fornyelse af feltet mellem roman og selvbiografi, et område som også H.C. Andersen i stor stil udforskede, og for i lighed med H.C. Andersen at placere Skandinavien på det litterære verdenskort.”

Første nordiske modtager af H.C. Andersen Litteraturprisen
Knausgård bliver den første nordiske forfatter, der modtager prisen. Tidligere er den anerkendte litteraturpris gået til Paulo Coelho, J.K. Rowling, Isabel Allende, Sir Salman Rushdie, Haruki Murakami og senest Dame A.S. Byatt.

Karl Ove Knausgård debuterede som skønlitterær forfatter i 1998 med romanen Ute av Verden, for hvilken han som den første debutant nogensinde modtog den norske Kritikerprisen. Ute av Verden blev i 2004 fulgt op af En tid for alt, der ligeledes blev vel modtaget i både ind- og udland. Begge romaner er siden udkommet på dansk med titlerne Ude af verden (2005) og Alting har en tid (2007).

En stærk ambassadør for nordisk litteratur
Bedst kendt er dog Knausgårds kolossale hovedværk Min Kamp, der udkom i seks bind i årene 2009-2011. Romanføljetonen blev solgt i mere end en halv million eksemplarer i hjemlandet og er siden blevet udgivet i resten af Norden og det meste af den vestlige verden, hvilket har gjort ham til en litterær rockstjerne – ikke bare i Norden men i høj grad også i USA og England.

I Min Kamp beskriver han minutiøst og med en stærk følelsesmæssig intensitet sin opvækst og sit familieliv, hvilket blandt andet har skabt markant debat internationalt om, hvor grænsen går mellem fiktion og virkelighed. Tilbage står dog et værk, som rigtig mange har kunnet spejle sig i – både mænd og kvinder.

Siden da har Knausgård udgivet flere markante essaysamlinger, blandt andet en årstidsserie, som han skrev til sin ufødte datter. I 2019 udkom novellen Fuglene under himlen, hvor Knausgård vender tilbage til fiktionen med en stramt komponeret fortælling, der danner udgangspunkt for en teateropsætning af Henrik Ibens Peer Gynt. Novellen har fine referencer til den danske filosof Søren Kierkegaard.

Foruden æren modtager Karl Ove Knausgård bronzeskulpturen The Ugly Duckling, skabt af billedhugger Stine Ring Hansen, en pris på 500.000 kroner og diplomet The Beauty of the Swan.

Karl Ove Knausgård vil næste år være til stede i Odense for at modtage prisen ved en ceremoni den 25. oktober 2020.

Læs mere om prisen og de tidligere modtagere på www.andersen-award.com.

Med venlig hilsen

Jens Olesen

Formand for H.C. Andersen Litteraturprisens priskomité.

For yderligere information, kontakt venligst:

Kristina Sindberg // kristina@have.dk // 24 86 01 84