Skip to main content

CPH STAGE 2019 SÆTTER FOKUS PÅ PUBLIKUMSINDDRAGELSE

Pressemeddelelse   •   Apr 25, 2019 13:00 CEST

Foto: Søren Meisner

CPH STAGE sætter i år stærkt fokus på publikums rolle i scenekunsten og på teatret som fællesskabsrum. Mens programmet er herligt mangfoldigt og varieret, så tegner der sig samtidig nogle tendenser, som vi fremhæver og støtter op om.

Se hele programmet her: https://www.cphstage.dk/program/  

Stadigt flere grupper og teatre eksperimenterer med nye formater, der bryder med de traditionelle publikumsroller. Madforestillinger (MRS. PHINKS HOUSE), vandreforestillinger (TYK, TAM, TATOVERET), sanseinstallationer (TOMRUM) og alverdens andre interaktive formater, som ikke har fået navne endnu, men som på forskellig vis aktiverer publikum og gør dem til en del af forestillingerne. Se flere eksempler her: https://www.cphstage.dk/teater-med-naerkontakt/

Forestillingerne tager publikum ved hånden, involverer dem og fører dem til nye og ukendte steder. Det samme har vi ambitioner om at gøre med årets omfattende eventprogram, der på forskellig vis introducerer publikum til kunstnere, forestillinger – og hinanden - på festivalen. Du kan fx få dig en introduktion til moderne dans af Therese Glahn, se film og teater om moderskab med Christina Sederqvist, tage på picnic, til koncert, eller få dig en dommedagsdrink over en klimadebat. Det er en god idé at tjekke eventprogrammet, hvis man har lyst til det der ”ekstra”. Se oversigt over events her: https://www.cphstage.dk/eventprogram-cph-stage-2019/

Festivaldirektør Morten Krogh udtaler: ”Når man er publikum til en ”traditionel” teaterforestilling, er man – sammen med sine medpublikummer – med til at skabe den stemning i salen, som skuespillerne reagerer på og spiller ind i. Det er i samspillet, at sceneKUNSTEN opstår. I en tid hvor de kulturelle oplevelser i højere og højere grad er produceret til at blive konsumeret derhjemme, er det værd at fremhæve teatret og scenekunsten med alle dets IRL fællesskabs-kvaliteter.”

Over 100 forestillinger på programmet
For at hjælpe publikum med at navigere i CPH STAGEs store festivalprogram har festivalen igen i år nedsat et Highlights-udvalg, som har udvalgt otte forestillinger, de særligt anbefaler at se. Læs om årets highlights her: https://www.cphstage.dk/highlights/og se flere temaer og guides her: https://www.cphstage.dk/det-skal-du-se/

Festivalen åbner med Danmarkspremiere på 50 GRADES OF SHAME af den tyske gruppe She She Pop og lukker med Årets Reumert på Nørrebro Teater. Indimellem er der alt, hvad et teaterhjerte kan begære af store og små teateroplevelser. Premierefriske forestillinger (DARK NOON, FEJRING AF ET GODT MENNESKE, LYSTSPIL m.fl.), internationale forestillinger, forestillinger fra rundt om i Danmark, velkendte hits, nye eksperimenter og klassikere om snart sagt alle tidens store emner: indvandring, nationalitet, klima, politiske krise, køn og teknologi.

Der er også meget ”krop” på dette års festival. Der er både mange forestillinger, der bliver fortalt helt uden ord, og forestillinger, der behandler kroppen som tema. På scenen står der både stærke og smidige kroppe, der udfører de mest utrolige ting, særlige og helt normalt uperfekte kroppe, som vi bliver tilbudt at spejle os i. Dette års åbningsforestilling. 50 GRADES OF SHAME skaber nogle helt nye kroppe, som ikke ligner noget, vi har set før. Læs mere om åbningsforestillingen her: https://www.cphstage.dk/forestilling/50-grades-of-shame/

Fakta om CPH STAGE 2019

CPH STAGEer landets største scenekunstfestival for professionelt voksenteater ogfinder i år sted på 50 venues og spillesteder over hele København og Frederiksberg fra den 23. maj til den 1. juni. Nørrebro er i år festivalcentrum i samarbejde med Nørrebro Teater og Teater Grob.

Festivalen fandt sted første gang i 2013 og er stiftet af de fire mindre københavnske teatre GROB, Husets Teater, Teater V og Sort/Hvid (det daværende Cafe Teatret).

For yderligere information, kontakt:

Katrina Schelin, kommunikationsansvarlig, CPH STAGE: kommunikation@cphstage.com / (+45) 23 20 92 97

Kristina Sindberg, Have Kommunikation / kristina@have.dk / (+45) 24 86 01 84

www.cphstage.dk

#cphstage #cphstage19 #nevernot