Gå til indhold
HimmerLand er nu REFOOD-certificeret, og tager et skridt i den grønne retning

Pressemeddelelse -

HimmerLand er nu REFOOD-certificeret, og tager et skridt i den grønne retning

Portionsanretninger, doggybags til gæsterne og øget fokus på affaldssortering. Det er blot nogle af de tiltag Daniel Ditman Pedersen har implementeret i HimmerLand, siden han tiltrådte stillingen som Køkkenchef den 1. september 2020.

For Køkkenchef Daniel Ditman Pedersen er det ikke nok at have høje gastronomiske ambitioner, hvis ikke det går hånd i hånd med et miljøvenligt fokus. Derfor har han, fra sin begyndelse i det himmerlandske køkken, sat fokus på at mindske og forebygge madspild – en indsats, der nu har sat HimmerLand på miljøkortet.

Kampen mod madspild og en mere grøn gastronomisk profil er nemlig noget, der ligger Køkkenchefen i HimmerLand meget på sinde.

”Når vi nu har så høje ambitioner, er det også vigtigt fortsat at bevare jordforbindelsen, så vi ikke glemmer, at vi er en del af en branche, der har et stort ansvar for vores miljø,” siger Daniel Ditman Pedersen og fortsætter:

”Derfor er jeg også glad for, at vi alle sammen, både tjenere og kokke, er klar på at tænke lidt mere miljøvenligt i hverdagen. For der skal faktisk ikke særligt meget til, for at skabe en stor ændring. Bare sådan en simpel ting som doggybags, gør jo, at vi undgår store mængder madspild, og på samme tid er vores gæster jo glade for at kunne tage deres rester med hjem.”

Udover doggybags er HimmerLand også begyndt at fokusere på flere portionsanretninger i buffeten, mere effektiv affaldssortering og på at anvende endnu flere sæsonvarer fra lokale leverandører.

En mere bæredygtig fremtid

Daka, der står bag REFOOD-certificeringen, arbejder for visionen om en mere bæredygtig fødevaresektor, præget af mindre ressourcespild og mere genanvendelse. De byder HimmerLand velkommen, og glæder sig over, at endnu en virksomhed er med på rejsen.

”I foreningen REFOOD mærket, arbejder vi i fællesskab i fødevarebranchen på at minimere madspild, sikre genanvendelse af de uundgåelige rester, dele viden og synliggøre den indsats der ydes ude i køkkenerne. Vi er i dag 1.137 medlemmer og er rigtig glade for at Himmerland er kommet med,” Siger Lars Brødsgaard, Direktør for Daka REFOOD og medstifter af REFOOD mærket.

Daka REFOOD certificeringen er altså en måde, hvorpå virksomheder kan forpligtige sig til at tage vigtige skridt imod en more miljøvenlig fremtid.

Et vigtigt skridt

Også Hotelchef Jane Andersen er glad for Daniels arbejde med mere bæredygtighed. Det grønne fokus er nemlig ikke helt nyt for HimmerLand, der, som bekendt, er en del af Lars Larsen Group.

”Når nu vi nu vokser os så store, som vi har planer om, er det vigtigt at huske sit miljømæssige ansvar. Derfor har vi også tænkt mange miljørigtige løsninger ind i vores nye byggeprojekter, der blandt andet tæller en stor multihal, helt ny buggygarage og en udvidelse af hotellet med 29 værelser,” siger Jane Andersen og fortsætter:

”Vores buggygarage kommer for eksempel til at have solceller på taget, der kan give elektricitet til opladningen af golfbuggyerne, og når der blive produceret for meget, bliver energien sendt videre til hotellet, så vi undgår unødvendigt ressourcespild.”


HimmerLand er et resort med mange faciliteter i smukke naturomgivelser beliggende tæt ved Sjørup Sø.

Spa

HimmerLand rummer en stor spaafdeling med luksuriøse spabehandlinger, -områder og -oplevelser. Her er der alt fra kryoterapi til stor udendørs pool, sauna, snemaskine, boblebade og meget mere.

Gastronomi

HimmerLand har flere gastronomiske strenge at spille på. Fra stemningsfyldt hotelrestaurant Hul 19 til prisvindende fine dining restaurant HimmerRiget. Hertil en bowlingcafé med mulighed for hjemmelavede stenovnsbagte pizzaer.

Ophold

I HimmerLand er der 86 hotelværelser. Alle værelser er med egen terrasse eller balkon med udsigt til resortets golfbaner og Sjørup Sø.

Konference

I HimmerLand er der møde- og konferencefaciliteter mad plads til op til 700 personer. Der er plads til både store og små arrangementer i HimmerLands 19 møde- og konferencelokaler.

Golf

I HimmerLand kan man spille golf på hele tre baner. To 18-hullers golfbaner (Old Course og New Course) og én pay-&-play-golfbane med seks huller (Academy Course), hvor både nybegyndere og øvede kan blive udfordret.

Aktiviteter

I HimmerLand kan du lege MTB-cykler, spille Adventure Minigolf, bowle, leje SUP og Kano, spille kroket eller tage en tur i svømmehallen. Der er også gode løberuter, sauna til vinterbadning og meget mere.

HimmerLands historie

Da Lars Larsen i 2007 overtog aktiverne i HimmerLand, gik resortet hurtigt fra en golfbane i Gatten til et resort med fokus på golf og spa. Siden har resortet kun udviklet sig yderligere, og i 2014 kunne man første gang byde velkommen til den internationale golfturnering Made in Denmark, som sidenhen skiftede navn til Made in HimmerLand.

I 2020 blev planerne for HimmerLands udvidelse, som skulle matche resortets ambition om at blive et helhjertet resort med internationalt fokus, for alvor sat i gang. HimmerLand skulle være mere end golf og spa, hvorfor Lars Larsen Group valgte at investere yderligere i resortet og tilføre både padelbaner, tennis, fodboldbane og en multihal.

I dag ejes HimmerLand af Lars Larsen Group.

Kontakt