Pressemeddelelse -
Søger du job? HimmerLand afholder jobmesse for tredje gang
Med endnu en jobmesse den 4. februar 2024 kl. 14-16 i HimmerLand Multihal, håber HimmerLand på at kunne gentage succesen fra sidste år, når unge og andre potentielle jobansøgere har mulighed for at høre mere om karrieremulighederne på Lars Larsens Vej 1.
På dagen kan de besøgende høre vidt og bredt om sine muligheder indenfor elevpladser eller andre forskellige jobpositioner – uanset om det er sommerjob, en fuldtidsstilling eller et deltidsjob.
Det er tredje gang, at HR Chef, Pia Søgaard, og repræsentanter fra hver afdeling åbner dørene for jobmesse.

“Jobmessen giver os mulighed for at øge vores synlighed og gøre jobinteresserede klogere på, hvad vi har at tilbyde i HimmerLand,” siger Pia Søgaard og fortsætter:
“Den direkte interaktion med jobansøgerne giver os mulighed for at besvare en lang række spørgsmål, der ofte forbinder sig til en jobansøgningsproces, for på den måde at udvide deres horisonter og be- eller afkræfte de forestillinger, de måtte have til en eller flere stillinger. På den måde håber vi på at kunne klæde dem godt på og skabe en tryghed i forhold til at skulle søge en stilling.”
HimmerLand har haft gode erfaringer med tidligere afholdte jobmesser – senest i februar 2023, hvor Trine Kjær Nielsen, der nu er restaurantchef i Larsens Sportsbar & Bistro, var mødt op.

“På bagkant af jobmessen, fik jeg et nys om, at der skulle ansættes en restaurantchef i forbindelse med resortets åbning af den nye sportsbar, hvilket hurtigt fik mig til at slå til, da jeg havde fået et godt indtryk af stedet dagen for jobmessen. Samtidig gav det mig mulighed for at være med på rejsen om at etablere en ny restaurant med et helt nyt koncept, hvilket fangede min interesse.”
På den måde dannede jobmessen således grundlag for en fastansættelse til Trine Kjær Nielsen som restaurantchef i Larsens Sportsbar & Bistro.

Related links
Emner
Kategorier
Regions
HimmerLand er et resort beliggende mellem Aalborg og Aarhus blandt Vesthimmerlands smukke morænebakker lige ned til Sjørup Sø.
I HimmerLand er der 86 hotelværelser og 20 anneksværelser som ligger med udsigts til resortets tre golfbaner.
I HimmerLand er der møde- og konferencefaciliteter mad plads til op til 700 personer. Der er plads til både store og små arrangementer i HimmerLands 19 møde- og konferencelokaler.
Foruden ophold og konference tilbyder HimmerLand et væld af aktivitetsmuligheder som golf, padel, golfsimulator, spa og wellness, fitness, minigolf, bowling og meget mere.
Hertil kommer et bredt gastronomisk udvalg, som varierer fra en sportsbar med sprøde pomfritter og saftige burgere til en klassisk hotelrestaurant med 2-, 3- og 4-retters menu til en prisvindende fine dining restaurant, som blander sig i toppen af den danske madscene.
Historie
Da Lars Larsen i 2007 overtog aktiverne i HimmerLand, gik resortet hurtigt fra en golfbane i Gatten til et resort med fokus på golf og spa. Siden har resortet kun udviklet sig yderligere, og i 2014 kunne man første gang byde velkommen til den internationale golfturnering Made in Denmark, som sidenhen skiftede navn til Made in HimmerLand.
I 2020 blev planerne for HimmerLands udvidelse, som skulle matche resortets ambition om at blive et helhjertet resort med internationalt fokus, for alvor sat i gang. HimmerLand skulle være mere end golf og spa, hvorfor Lars Larsen Group valgte at investere yderligere i resortet og tilføre både padelbaner, tennis, fodboldbane og en multihal.
I dag ejes HimmerLand af Lars Larsen Group.