Gå til indhold
Sofiendal Enge
Sofiendal Enge

Pressemeddelelse -

Første almene boligafdeling i Sofiendal Enge

Himmerland Boligforening er på vej med et nyt byggeri, der bliver den første almene boligafdeling i udviklingsområdet Sofiendal Enge i det sydlige Hasseris.

”Vi er stolte over at kunne bidrage med mere diversitet til området med de første almene lejeboliger. Vi skal i alt bygge 50 familieboliger, og derudover vil der blive opført en række etage- og tæt-lave lejeboliger med en privat investor som bygherre”, fortæller direktør Ole Nielsen, Himmerland Boligforening.

For Himmerland Boligforenings vedkommende omfatter projektet otte boliger på cirka 80 kvadratmeter, 38 boliger på omkring 90 kvadratmeter og fire fireværelses boliger på cirka 105 kvadratmeter.

”Afdelingens bygninger bliver opført omkring en stor grønning som det samlende midtpunkt og de får alle umiddelbar adgang til et privat udendørs opholdsareal enten i form af egen have, terrasse, altan, taghave eller tagterrasse”, siger Ole Nielsen.

Også i valget af byggematerialer bliver der tænkt i den nye afdelings nærhed til det grønne, idet facaderne primært vil bestå af tegl som blankt, vandskuret eller pudset murværk, træ og natursten. På mindre flader bliver der suppleret med kontrastfulde farvevalg og begrønning med planter.

Med hensyn til de kommende beboere forventer Ole Nielsen, at Sofiendal Enge ikke mindst vil henvende sig til mindre husstande:

”Uanset om vi taler enlige, unge familier, enlige forsørgere eller seniorer, er der aktuelt god efterspørgsel efter boliger i den størrelse, med den disponering og med den beliggenhed, som vi vil kunne tilbyde i Sofiendal Enge. Man må i den forbindelse ikke glemme, at fremtidens billige boliger ikke mindst findes inden for den almene sektor – og at de skal bygges nu, hvis vi skal have glæde af dem i takt med det stigende behov over de kommende år.”

Ole Nielsen håber på byggestart primo 2024 og at boligerne vil kunne tage imod de første beboere ultimo 2025.

Related links

Emner

Regions

Relateret materiale

Innovativ boligorganisation fra Nordjylland

Med vores ca. 7.500 lejemål er Himmerland Boligforening en af Jyllands største almene boligorganisationer. Vi har en innovativ tilgang til byplanlægning, og i 2019 vandt vi både Bygherreprisen og Byplanprisen for Aalborg-modellen. Det er en udviklingsmodel for at ændre udsatte boligområder.

Himmerland Boligforening
Rendsburggade 22
9000 Aalborg
Danmark