Gå til indhold
Fællesareal i Pontoppidanstræde

Pressemeddelelse -

Realdania støtter spontant beboerfællesskab med fysisk mødested

For et par år siden mødtes fem naboer på en bænk ved rækkehusene i Himmerland Boligforenings afdeling på Pontoppidanstræde i det østlige Aalborg. En spontan kaffeidé blev hurtigt til et fællesskab, der i dag samler børn, unge, voksne og ældre beboere. Og nu kan gruppen se frem til snart at få et fysisk mødested.

”Vi har netop fået at vide, at den filantropiske forening Realdania i anledning af sit 25-års jubilæum har valgt at give beboernes fællesskab af et fysisk mødested”, fortæller specialkonsulent Morten Haugaard Jakobsen fra Himmerland Boligforening.

Beboernes møder er hidtil opstået spontant eller via en Facebook-gruppe. Form og indhold er varierende og det samme er deltagerantallet, der dog er støt stigende. Og potentialet er betydeligt, for afdelingen på Pontoppidanstræde rummer 72 familie- og 22 ungdomsboliger.

I beboergruppen lægger man vægt på fællesskabet som en vigtig del af hverdagen, hvor man deler stort og småt, hjælper hinanden og skaber rigtige venskaber på tværs af generationer og kulturer – venskaber der også rækker udover mødestedet. Alle føler sig velkomne, og nye beboere bliver hurtigt en del af fællesskabet. Der har i nogen tid været et ønske om at styrke fællesskabet gennem et fysisk mødested, der kan bruges året rundt – et sted, der giver læ for vind og vejr. Hidtil har mulighederne været begrænsede, blandt andet fordi afdelingen ikke har et fælleshus, men det bliver der rettet op på takket være donationen fra Realdania.

Det nye mødested bliver placeret dér, hvor fællesskabet allerede lever. Her er man allerede vant til at komme forbi, slå sig ned og hygge sig, men har så at sige opholdt sig på fremmed grund. Morten Haugaard Jakobsen uddyber:

”Beboerne har hidtil mødtes på et areal, der er ejet af Aalborg Universitet, for afdelingen er omgivet af campus. Her har vi ikke mulighed for at bygge, men vi har heldigvis et egnet område lige ved siden af, på Himmerland Boligforenings jord. Her vil vi skabe et trygt og permanent sted for møder og aktiviteter, uden at flytte på de vaner og relationer, der er opstået. Samtidig ligger området i kanten af afdelingen, så aktiviteterne ikke generer nogen – heller ikke hvis fællesskabet vokser, sådan som vi håber, det vil blive ved med at gøre. Placeringen er derfor både praktisk mulig, forankret i beboernes hverdag og bæredygtig i længden.”

Beboergruppen drømmer om et mødested, hvor fællesskabet kan blomstre – hele året: Den enkle kop kaffe har båret fællesskabet langt, men nu er de klar til mere. Flere og flere kommer til – også børnefamilier, som gerne vil være med, men savner et sted, hvor børn kan lege, og hvor man kan være i læ, når der er behov for det. Der er allerede et stærkt fællesskab, men beboerne har savnet ordentlige fysiske rammer. Dem får de nu og de glæder sig i den grad til, at deres nye mødested kommer til at rumme både hverdagsmøder og små arrangementer – fødselsdage, sommerfester, brætspilsaftener, fællesspisning som sammenskudsgilde og spontane snakke, når man kommer forbi fra p-pladsen. Et sted hvor man kan slå sig ned, finde nogen at tale med og være en del af noget.

Det nye mødested vil gøre det muligt at aftale faste møder og aktiviteter, så alle ved, at der sker noget på et givent tidspunkt. Morten Haugaard Jakobsen siger videre:

”Det gør det også lettere at invitere nye med – for eksempel dem, der ikke lige kommer forbi til hverdag, og især dem, der føler sig lidt alene. Et rigtigt mødested giver plads til flere aktiviteter og lavere tærskel for at være med – og det vil styrke både sammenhold, tryghed og trivsel i hele afdelingen.”

Det nye værested vil kunne realiseres, så snart beboerne har stemt for det, hvilket kan ske på et afdelingsmøde til september.

Related links

Emner

Regions

Kontakt

  • Pontoppidanstræde_fællesareal.jpg
    Licens:
    Brug i medier
    Filformat:
    .jpg
    Størrelse:
    2016 x 1512, 1,2 MB
    Download