Gå til indhold
Anna Anchers Vej

Pressemeddelelse -

Stor interesse for almene boliger i Hasseris

Der er ingen tøven hos direktør Ole Nielsen, når man spørger til interessen for Himmerland Boligforenings nyeste afdeling, der er under opførelse på Anna Anchers Vej i det sydlige Hasseris.

”Op til første spadestik for godt et halvt år siden var vi i kontakt med mange potentielle beboere og siden har vi holdt et yderst succesfuldt åbent hus med omkring 100 deltagere. Primo juli følger så rejsegildet og jeg er ikke i tvivl om, at vi vil få yderligere henvendelser i den forbindelse og at interessen vil tage yderligere til frem mod indflytningen i begyndelsen af det kommende år”, siger Ole Nielsen.

Himmerland Boligforening har i årenes løb opført afdelinger, der er betydeligt mere omfattende end de knap 50 boliger, der indgår i Anna Anchers Vej 185-279. Ikke desto mindre kan man godt tale om et ganske epokegørende byggeri, for det er yderst sjældent, der er blevet bygget alment i Hasseris.

Bebyggelsen på Anna Anchers Vej er et godt eksempel på blandede boliger i blandede bydele i en blandet by. Ole Nielsen pointerer, hvorfor netop dette i en efterhånden længere årrække har været centralt for Himmerland Boligforenings planlægning af nye byggerier:

”Kun gennem det blandede kan vi for alvor skabe boligområder, bydele og byer, der er så attraktive, at tilstrækkeligt mange vil bo og leve der. Så meget desto mere er der grund til at rose Aalborgs politikere for den støtte, som de har givet til, at almene boliger også kan indgå i denne del af byen. Dermed er de med til at sikre, at der også i det sydlige Hasseris i tilstrækkelig grad bliver bygget boliger til en fornuftig husleje og i relevante størrelser. Attraktive almene boliger handler selvfølgelig om pris, men nok så meget drejer det sig om, at der findes et godt udbud af den slags boliger, der typisk efterspørges.”

Ifølge Ole Nielsen er der de senere år blevet bygget en del lejeboliger i og omkring Hasseris, der for flertallets vedkommende er ganske store målt på kvadratmeter. Med byggeriet på Anna Anchers Vej tilføjer Himmerland Boligforening treværelses almene boliger, der med deres størrelse på cirka 90 kvadratmeter dækker en udpræget mangel. Boligforeningen melder om stor efterspørgsel efter boliger, der er velegnede til singler, deltidsforældre og seniorer – og som kan lejes for under 7.000 kr. om måneden.

Himmerland Boligforenings nye byggeri på Anna Anchers Vej er tegnet af LINK Arkitektur og har et samlet budget på godt 100 mio. kr.

Related links

Emner

Regions

Kontakt

Relateret materiale