Gå til indhold
IKEA præsenterer første lancering af Nytillverkad under designugen i Milano 2023
IKEA præsenterer første lancering af Nytillverkad under designugen i Milano 2023

Nyhed -

IKEA løfter sløret for de første produkter i Nytillverkad - en kollektion der fejrer møbelvirksomhedens 80 års designhistorie

I takt med at interessen for vintage-møbler fortsætter med at vokse, omfavner IKEA sin fortid og fejrer 80-års jubilæet med en ny kollektion, der hylder ikoniske IKEA designs. Kollektionen Nytillverkad indeholder møbler, sengetøj og tilbehør med en moderne og farverig tilgang til de klassiske møbler. De genoplivede klassikere bliver for første gang afsløret under designugen i Milano og vil være tilgængelige i IKEA varehuse fra juli 2023.

Vintage-møbler er blevet stadig mere populære i de senere år, da folk søger unikke og tidløse møbler til at give deres hjem karakter og stil. For at imødekomme denne efterspørgsel annoncerer IKEA lanceringen af kollektionen Nytillverkad, der er en hyldest til ikoniske IKEA designs fra fortiden.

- I IKEA har vi designet mange funktionelle og smukke boligindretningsprodukter i løbet af de sidste 80 år, og mange produkter er med tiden blevet designklassikere, som har stået i mange danske hjem. Med Nytillverkad vender vi tilbage til fremtiden, og i løbet af de næste par år vil vi lancere en række nøje udvalgte produkter fra vores designarkiv, som har fået en moderne opdatering. Vi glæder os til at præsentere første lancering og bringe de tidløse designs tilbage i indretningen til den næste generation, siger Henriette Ekholm, indretningsekspert hos IKEA Danmark.

Genfortolkning af gamle IKEA klassikere

Nytillverkad-kollektionen omfatter en række møbler, sengetøj og tilbehør, der er genfortolket for at være relevante for nutidens behov. Kollektionen er tro mod de oprindelige designs, men gentænkt i friske og glade farver og nye materialer.

- Nytillverkad er en opdatering af de ikoniske designs med en ny farvepalette – i den klassiske, farverige og genkendelige IKEA stil. Alle produkterne har en historie bag sig, som f.eks. et af vores mest ikoniske produkter LÖVET, der blev introduceret første gang i 1956. I Nytillverkad-versionen kalder vi det LÖVBACKEN, og det fås i orange, blå og lysegrøn med en askefinerplade, der giver et fedt farvespil til ethvert rum, siger Henriette Ekholm.

Et andet ikonisk design er KRYPKORNELL-mønstret af den svenske tekstildesigner Sven Fristedt, der første gang blev introduceret i 1980 som BLADHULT-mønsteret på et betræk til KLIPPAN-sofaen. Det farverige print, der er typisk for skandinavisk design, fås nu på sengetøj, køkkentilbehør, færdigskåret stof og pudebetræk og giver et boost af farve og karisma, uanset hvor du vælger at placere det.

Nytillverkad-kollektionen omfatter også DOMSTEN-skamlen med en glat fyrretræsplade og metalben i moderne farver, der er inspireret af JERRY-skamlen designet af Karin Mobring, samt BONDSKÄRET-stumtjeneren, der er en ny, dristig version af SMED-stumtjeneren, som oprindeligt blev udviklet af designeren Rutger Andersson.

Første lancering af kollektionen Nytillverkad vil være tilgængelig fra juli 2023, og der er planlagt flere lanceringer i løbet af de næste par år. Med sine dristige farver, opdaterede materialer og tidløse design vil kollektionen tilføre personlighed og karakter til mange moderne hjem.

Emner

Kategorier

Kontakt

Rikke Andersen

Rikke Andersen

Pressekontakt Pressechef Mediehenvendelser om IKEA som virksomhed 50762978

IKEA Danmark

At skabe en bedre hverdag for de mange mennesker – det er IKEAs vision. Vores forretningsidé er at tilbyde et bredt sortiment af funktionelle og veldesignede produkter til boligindretning til priser, der er så lave, at så mange mennesker som muligt har råd til at købe dem. Det er den centrale idé bag alt, hvad IKEA laver – fra produktudvikling og indkøb til de metoder, vi bruger for at sælge vores produkter i IKEA varehuse verden over.