Gå til indhold
Nedtællingen kan begynde: IKEA København åbner den 16. august
Nedtællingen kan begynde: IKEA København åbner den 16. august

Pressemeddelelse -

IKEA løfter sløret for længe ventet åbningsdag af nyt cityvarehus i København

Efter flere års planlægning og forberedelse kan IKEA nu løfte sløret for, hvornår dørene til det nye og længe ventede varehus i København går op. Cityvarehuset skal gøre IKEA tilgængelig for de mange københavnere og byder blandt andet på inspiration til københavnerhjemmet, restaurant, kaffe on the go samt udlån af el-ladcykler.

Den 16. august 2023 slår IKEA dørene op til det spritnye cityvarehus i hjertet af den danske hovedstad. Københavnerne kan derfor begynde at tælle ned og glæde sig til at træde indenfor, hvor der venter inspiration til hjemmet i tre etager tilpasset københavnernes behov og ønsker til boligen.

Cityvarehuset, der har været på tegnebrættet siden 2015, er det første af sin slags i Danmark med sin centrale placering på Vesterbro i København.

- Vi har glædet os rigtig meget gennem lang tid til denne dag. Nu kan københavnerne glæde sig sammen med os. Vi er glade for at kunne give dem deres helt eget varehus og gøre IKEA oplevelsen mere tilgængelig for de mange mennesker i hovedstaden. Vi har planlagt en festlig åbningsdag og håber, at de mange københavnere har lyst til at fejre den med os, siger Mads Kristensen, Commercial Manager hos IKEA Danmark, og tilføjer:

- Bare lad bilen stå og kom til fods, på cykel eller med offentlig transport, for der er kun et meget begrænset antal parkeringspladser til biler. Vi har gjort os umage med at imødekomme københavnernes foretrukne transportformer med fx 500 cykelparkeringspladser og udlån af el-ladcykler.

I cityvarehuset vil kunderne møde IKEA sortimentet i forskellige showrooms, som er designet og sammensat på baggrund af mere end 100 hjemmebesøg hos københavnere, der har åbnet deres hjem og fortalt IKEA om deres boligbehov og ønsker til hjemmet, fremtiden og hverdagen.

- Vi har benyttet ventetiden til at blive klogere på københavnernes stil, behov og boligdrømme. Med afsæt i den viden har vi designet varehuset med smarte indretningsløsninger, der gør hverdagen nemmere og bedre for københavnerne. Vi glæder os enormt meget til at blive en del af området og københavnernes hverdag i byen, siger Mads Kristensen og understreger, at medarbejderne glæder sig utrolig meget til at byde de mange besøgende velkommen.

Et mødested i byen

Inspiration og hjælp til boligindretningen er ikke den eneste årsag til at besøge IKEA København. Varehuset, der er tegnet af Dorte Mandrup Arkitekter, får en vild taghave på toppen af bygningen med 250 hjemmehørende træer og buske, der skal bidrage til biodiversiteten i byen. Haven bliver åben for alle, fortæller Mads Kristensen.

- Det er visionen, at varehuset bliver et mødested for byens borgere, hvor de kan føle sig hjemme, blive inspireret og opleve fællesskab. Der vil både være plads til at holde kaffepause i caféen og tage på legepladsen i taghaven, hvorfra man også kan nyde udsigten over indre København, siger Mads Kristensen.

Med åbningen af cityvarehuset flytter IKEA’s Planning studio på Vesterbrogade med over i de nye rammer og bliver en del af varehuset. Det sker den 13. august (tre dage før åbningen af IKEA København).

Om IKEA København

IKEA København bliver ikke helt som de andre IKEA varehuse. Det ser anderledes ud og bliver i tre etager, som inviterer indenfor til en anderledes varehusoplevelse. Fx bliver der ikke tag-selv-lager, som man kender det fra de blå IKEA huse. Til gengæld bliver IKEA København med både restaurant, café, bistro, genbrugsuniverset Cirkulär samt den vilde taghave ikke alene et varehus, men også et mødested midt i byen. Et spise- og samlingssted, hvor naboer og besøgende kan føle sig hjemme og købe en snack ”on the go”.

Bygningen forventes at blive tilkendt den højeste score i miljøcertificeringssystemet BREEAM, nemlig Outstanding, og IKEA opfordrer til at kunder tager cyklen eller offentlig transport til varehuset, da antallet af parkeringspladser er meget begrænset.

Cityvarehuset åbner den 16. august 2023.

Emner

Kategorier

Kontakt

Rikke Andersen

Rikke Andersen

Pressekontakt Pressechef Mediehenvendelser om IKEA som virksomhed 50762978
Pressevagt

Pressevagt

Pressekontakt Mediehenvendelser om IKEA som virksomhed +45 25 19 54 31
Lizanette Holm

Lizanette Holm

Pressekontakt Kommunikationschef +45 25195371

IKEA Danmark

At skabe en bedre hverdag for de mange mennesker – det er IKEAs vision. Vores forretningsidé er at tilbyde et bredt sortiment af funktionelle og veldesignede produkter til boligindretning til priser, der er så lave, at så mange mennesker som muligt har råd til at købe dem. Det er den centrale idé bag alt, hvad IKEA laver – fra produktudvikling og indkøb til de metoder, vi bruger for at sælge vores produkter i IKEA varehuse verden over.